Lotte Andersen: ”Alderen vil jeg gerne harcelere over”

Hvad har været et stort vendepunkt i dit liv?– Der har været flere, men der, hvor mit liv tog en hel ny drejning, var, da jeg som 40-årig fik en krise, en midtlivskrise. Jeg havde nået det, jeg drømte om karrieremæssigt. Skulle jeg fortsætte i samme gear som skuespiller, eller skulle jeg finde på noget nyt? Jeg stod et sted, hvor jeg kunne se tilbage på det, jeg havde opnået, og selvom der var masser af tid foran mig, var den dog begrænset. Det slog mig omkuld, og jeg følte mig meget alene og isoleret. Men så begyndte jeg at tænke på, hvad det var, der startede mig i sin tid med skuespillet, og det var det at skabe noget. Og så gik jeg i gang med det. Og denne gang helt ned i ursuppen, hvor jeg kunne bestemme selv. Siden har jeg lavet to musikproduktioner, flere dokumentarfilm, skrevet og instrueret teaterforestillinger og for nylig også en bog. Det har givet mig et bredere perspektiv på mig selv. Det med at være en offentlig person var også blevet lidt belastende. Jeg var blevet sådan en persona, der begrænsede mig selv i det offentlige rum for at passe på mig selv, så det var en frisættelse at lave noget andet. I dag arbejder jeg stadig som skuespiller, men nu er det ikke længere mit eneste spejlbillede.

Hvad har livet lært dig om kærlighed?– At kærlighed kræver, at man forandrer sig. Man kan ikke stå som to rigide personer. Man er nødt til med tiden at transformere sig sammen og i takt med den anden. Da jeg lige havde mødt min kæreste, Rasmus, tog vi til New York sammen. Det var lidt vovet, for vi kendte ikke hinanden så godt, så det kunne virkelig være gået galt. Da vi skulle hjem, så jeg ham pakke sit tøj sammen. Han var så sirlig, foldede skjorterne helt rigtigt – og hver eneste fik samme behandling, og jeg tænkte: Ham der kan jeg ikke leve sammen med! Men efterfølgende tænkte jeg over, hvad det var for en tanke. Det var jo enormt fordomsfuldt – jeg havde fordomme over for folk, der har den der strenge orden i deres liv, og så kiggede jeg lidt på det, og trak vejret dybt. Det har jeg gjort lige siden. I dag har vi været sammen i 16 år, og nu beundrer jeg hans sirlige side. Hvad er det bedste råd, du har fået?– Det fik jeg, da jeg var på vandreeventyr for omkring 10 år siden på Borneo sammen med Rasmus. Vi skulle bestige et bjerg og havde en lille bitte lokal mand med som guide. Rasmus og jeg farede afsted. Nu skulle vi sateme have besteget det her bjerg! Men så sagde guiden: ”Slow and steady”. Hans pointe var, at jo langsommere du går, jo længere kan du gå, og jo længere når du. Og det tænker jeg tit på i alle mulige andre sammenhænge også. Jeg er rastløs og utålmodig, så det var et godt råd til mig. Hvornår har livet været allerbedst?– Lige nu. Livet er bedst lige nu, og sådan tror jeg altid, det har været. Det ville være mærkeligt at pege tilbage og skulle sige, at dengang var det bedre. Sådan kan jeg ikke opstille tingene. Det bedste øjeblik var ikke i går eller i morgen. Vi har kun nuet, og det er et vigtigt sted for mig at være. LÆS OGSÅ: Lisbeth Zornig: "Den negative side af at være perfektionistisk er, at man er utrolig selvoptaget" Hvornår har livet været allersværest?– Det var, da jeg fik en voldsom stemmesygdom for fire år siden. Jeg lever af min stemme og fik at vide af lægen, at jeg ikke skulle regne med at få min stemme igen. Der sejlede jeg rundt i noget dystert noget. Men jeg kom igennem. Hvad har givet dig styrke her i livet?– Jeg ved sgu ikke, om jeg har styrke. Der er mange, der siger, at man bliver stærkere med alderen, men det synes jeg ikke. Jeg synes, der er mere på spil. I dag er jeg langt mere sårbar, mere påvirkelig, nærtagende og hudløs, ligesom der også kommer nogle ikke særligt flatterende sider frem i mig, når jeg bliver presset. Som ung preller alting af. Hvad har livet lært dig om succes og fiasko?– Begge dele kommer. Du kan ikke undgå det. I dr. Dante lavede vi Gasolin, der blev en kæmpe succes, men den kunne ikke være lavet, hvis vi ikke havde lavet den foregående forestilling, hvor vi arbejdede med de samme udtryk. Den første forestilling fik slet ikke samme opmærksomhed, men den var et skridt på vejen.Mange har en tendens til at gøre succes og fiasko op for en skuespiller med gode eller dårlige anmeldelser. Men det kan vi ikke bruge til noget. Der er så mange røster, der mener alt muligt. En anmeldelse er bare én version. Og hvad andre mennesker mener, kan du ikke nødvendigvis bruge til noget. Så jeg lytter ikke efter. Heller ikke når der er ros. Hvad har livet lært dig om karriere?– Jeg er ikke så karriereagtig i min karriere. Jeg siger ikke ja til noget, der kan gavne min karriere. Jeg siger ja til noget, der lyder spændende. Det kan være et cast eller en instruktør, som kunne være spændende at arbejde sammen med. Så det er meget lystbetonet. Jeg har ingen masterplan. For at undgå at blive typecastet som f.eks. advokatfrue har jeg dog takket nej til roller, ligesom jeg også har takket nej til at være med i flere ”Min Søsters Børn”- film, men det handler også om, at jeg har lavet det …

Hvornår har du sidste grædt?– Det var til min mors fødselsdag den 23. juli, hvor mine to søstre og jeg havde taget hende med til Falsled, der er hendes hjemstavn. Her mødte vi nogle af hendes gamle venner, der ikke havde hørt, at min far var gået bort i januar. Da de spurgte: ”Hvor har I gjort af Erik?”, blev det hele sørgeligt. Vi blev alle tre kastet et halvt år tilbage til dagene for vores fars død. Hvad kan du godt lide ved dig selv?– At jeg har nemt ved at snakke med fremmede mennesker. Det er godt at kunne, når tingene bliver lidt stive og formelle. Smalltalk kan jeg til gengæld overhovedet ikke finde ud af, men jeg er ret god til at bryde isen med humor. Hvad kan du ikke lide ved dig selv?– Det er måske lidt det samme. Jeg synes nogle gange, at jeg bliver for åbenmundet. Jeg fylder for meget. Det er ikke sådan, at jeg siger alle mulige ting, jeg fortryder. Det er mere … jeg kan godt fylde rigtig meget. Jeg tror, det hænger sammen med at føle et vist ansvar for indholdet i samtalen og samværet. Men det er ikke altid nødvendigt at fylde rummet med tanker og holdninger og for og imod etc. Det kan godt blive udmattende i længden. Hvad ville folk sige, hvis de skulle bagtale dig?– Alt jeg fylder for meget. Og måske også, at jeg er lidt snobbet og føler mig finere og bedre end andre. Jeg synes selv, jeg har bløde egenskaber, er forstående og lyttende, men jeg tror også, at nogle vil sige, at jeg er utilnærmelig og reserveret. Hvordan har du det med at skulle dø? – Døden er okay. Men jeg har det ikke så fint med at blive ældre. Jeg har en veninde, der er overlæge og er ekspert i kvindelige hormoner, og hun lagde engang nogle papirer fra et foredrag hjemme hos mig. Da jeg ville smide dem ud, kiggede jeg lige kort på dem, og tænkte: Hvad er fanden er det for en ubehagelig sygdom, hun skriver om? Fy for satan! Og så fandt jeg ud af, at det handlede om overgangsalderen, altså at blive ældre. Så alderen vil jeg gerne harcelere over. Hvad fanden er meningen! Jeg bliver ikke det der rolige, vise gemyt, der sidder i hjørnet og smiler godmodigt. Jeg bliver mere og mere hysterisk og nærtagende. Hvad er meningen med livet?– Det ved jeg ikke. Jeg aner ikke, hvad meningen med det er. Meningen er vel, at man skal gruble over det. OM LOTTE ANDERSEN 56 år, skuespiller. Har bl.a. medvirket i filmene ”Nattevagten”, ”Min søsters børn”, og snart er hun aktuel i ”Ditte og Louise – The Movie”. Har også spillet med i en række teaterstykker og koncerter, fra Gasolin på Dr. Dantes til Erasmus Montanus på Aarhus Teater. I de senere år har hun derudover også lavet musik og dokumentarfilm, og for nylig debuterede hun som forfatter med bogen ”Carl & Marie”, der handler om kunstnerparret Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens kærlighed og er skrevet i samarbejde med Amalie Kestler. Privat er hun kæreste med Rasmus, 46, og så har hun sønnen Louis på 24. LÆS OGSÅ: Anne Marie Helger: ”Jeg har altid været bange for, at det mørke, jeg har i sindet, ville bryde ud”