Louise Fribo: Det er voldsomt at miste begge forældre

Når Louise Fribo er færdig med at spille med i Det Nye Teaters opsætning af Love Never Dies, der er fortsættelsen af den populære og berømte Phantom og the Opera, så er der omkring 100.000 der set hende på stå på scenen.

Men lang tid inden hun kan fejrer en veloverstået periode med massevis af forestillinger, hvor hun er blevet rost af anmelderne, så skulle hun igennem hvad hun selv kalder "syv rædselsfulde år", hvor "livet tvang mig i knæ".

LÆS MERE: Grevinde Alexandra har også mistet en forælder. Hør hende fortælle om farens død.

Året er 2005, da hendes far dør af lungekræft efter bare kort tids sygdom. Ikke længe efter bliver Louise gravid med sit andet barn. Mens hun venter sig, dør hendes mor, også af kræft. Hun får en dejlig, velskabt dreng, men i tiden efter flytter hun og hendes mand hver til sit, men de forbliver kærester. Alt sker indenfor to år.

- Det var voldsomt og en kæmpe omvæltning at miste begge forældre, få barn, blive skilt og rejse rundt i Europa med en nanny og en baby under armen og synge på alle operahusene, siger Louise Fribo.

Vil du se flere billeder af Louise Fribo. Under artiklen har vi samlet en masse billeder af den skønne musical-sangerinde

Men der var mere i vente

I 2008 dør hendes højtelskede farmor. Da er hun kun lige færdig med at rydde op i sin fars og sin mors dødsbo og kan nu begynde forfra.

LÆS MERE: Anisette stopper ikke med at synge efter sin elskede Thomas Koppels død. Læs hvad der holder hende i gang.

- De, der har prøvet at stå med et dødsbo, ved, hvordan man hele tiden konfronteres med sig selv og den, der er død. Det er dybt traumatisk, siger hun.

Så bare få år senere, i starten af 2011, dør hendes morfar. På det tidspunkt er hendes bror taget ud på en jordomrejse.

- Dér stod jeg så igen. Sammen med min moster og min mors barndomshjem, en familiegård på Fyn med to hektar land. Først min farmors hjem, så min morfars. Det var som at miste min far og mor to gange.

Så kom sammenbruddet

1. april 2011 drejer Louise nøglen om til familiegården. Og fra da af får hun det bare dårligere og dårligere. Og en morgen vågner hun og kan ikke komme ud af sin seng.

- Det var helt klassisk. Præcis, som man læser om. Jeg kunne ikke komme ud af min seng. I mellemtiden var min mand og jeg flyttet sammen igen, og han sagde med det samme "Ring til en psykolog".

- Jeg fik en akut-tid næste morgen, og her konstaterede psykologen: »Det er posttraumatisk stress. Den regning ville komme før eller siden efter det, du har været igennem«.

Udstyret med en sygeerklæring må Louise hjem og ringe til operaen i Lübeck, hvor hun er engageret til en stor operaproduktion.

- Men samtidig havde jeg det besynderligste gennembrud i mine tanker og følelser. Jeg forstod pludselig fuldkommen klart, at det var slut med den gamle måde at være mig på. Fundamentet for den type væren var væk.

Gennembrud

I tiden, der følger, går Louise i "stille-mode", som hun siger, og "kravler ind i min skal" og forsøger at finde ud af, hvad der skal ske fremover.

- Men jeg er en handler. Og det gjorde jeg også her. I den tid, hvor jeg havde ryddet op i det ene dødsbo efter det andet, havde jeg, hver gang der var noget, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med, taget det med op til mit sommerhus. Dér stod nu et anneks proppet med alt muligt. Det skulle bare væk nu.

- Jeg sad nogle gange i det sommerhus til kl. 4 om natten og fyldte affaldssække og brændte billeder. Og jo mere jeg fik smidt ud, og jo mere jeg fik brændt, jo lettere blev det at være mig. Jo klarere blev jeg på, hvad jeg skulle, siger hun.