Maj My sætter ord på moderskabet: "Der er noget i vores kultur, der føles off og decideret smertefuldt"

Da Maj My Humaidans bog “Ærø Manifestet” ramte boghandlerne – og bestsellerlisterne – i foråret, blev den hurtigt til en debat om hjemmeskoling. Noget forfejlet, mener Maj My, der løbende har sagt nej til at lade sig interviewe mere om dét emne, som trækker mange stærke holdninger frem.

Men selvfølgelig skal vi runde familiens erfaringer med at hjemmepasse og hjemmeskole nu, hvor alle fire børn er tilbage i en almindelig skole. Der er bare andre emner, der ligger mere lige for, mener Maj My.

F.eks. hvad vi bruger vores tid på.

– Når jeg har meget stort fokus på at prioritere min tid skarpt, er det ikke, fordi jeg er bange for at dø i morgen. Mere fordi jeg virkelig ikke har lyst til at vågne op i morgen og tænke: “Fuck, jeg spildte dagen i går på at lave noget eller være sammen med nogen, der ikke betyder ret meget for mig.”

Vi sidder i køkkenet i et hvidt hus på et af Ærøs højeste punkter. Her bor journalist og forfatter Maj My Humaidan sammen med sin mand, Kristian Humaidan, og deres fire børn.

Der er fritgående høns i haven, køer på naboens mark og 700 meter ned til stranden for enden af den smalle vej. Hun er næsten lige kommet hjem fra én af flere ugentlige formiddagsgåture langs vandet fra Ærøskøbing, som ligger otte-ni kilometer væk.

Familiens omgivelser er smurt med et tykt lag idyl og kan på overfladen ligne det “perfekt på den uperfekte måde”-ideal, som har hersket på sociale medier i flere år.

Men at dyrke den type image kunne ikke være mere ligegyldigt for Maj My, som med egne ord slet ikke kan finde ud af at smalltalke, og som ikke har det der overfladiske gen.

Hun vil bare gerne tale fra hjertet om alt det vigtige i livet. Om værdier og følelser, om det samfund, vi lever i, som hun og hendes mand har været normkritiske over for – og søgt alternativer til de seneste år.

I “Ærø Manifestet” skriver hun hudløst ærligt om valg, der kan være svære, når der er børn indblandet, og man har lyst til at leve et anderledes liv, end normerne foreskriver. Også selv om det ikke helt går efter planen.

– Jeg har aldrig ladet være med at gøre noget, der var vigtigt for mig, af frygt for, hvad andre sagde. Og hvis det ikke bliver, som jeg havde håbet, ser jeg det ikke som et nederlag. Så tænker jeg bare, det var en livserfaring, fastslår hun og får hurtigt talt sig varm med en klar, sprød stemme uden tøvende øh’er.

Hjemmeskole

Et af de mere kontroversielle valg, Maj My og hendes mand har truffet, var at hjemmepasse og senere hjemmeskole deres børn – en dreng, der i dag er 14, tvillinger på 11 og lillesøster Juno på 7.

“Fire utæmmede børn”, som hun præsenterer dem på sin Instagram-profil.

Beslutningen var under opsejling i en længere periode, hvor Maj My følte sig stresset og udbrændt over at skulle få sit liv til at passe ind i nogle rammer, der ikke passede til det, hun mærkede spire indeni.

Familien flyttede til Ærø for at stå af ræset og leve et andet liv med mere ro og nærvær.

Løbende skrev Maj My om overvejelserne på sin blog – også frustrationerne over, hvor hårdt og svært det var at træffe beslutningen om hjemmeskoling, og hvor meget hun kæmpede for at holde fast i den nye livsstil. Blogindlæggene blev til første del af bogen:

Måske er hverken Kristian eller jeg tålmodige nok, måske har vi simpelthen ikke evnerne til at være sammen med vores børn på en måde, der skaber et harmonisk liv.

Når børnene adskillige gange har sagt nej til at hjælpe, bliver Kristian vred, eller også gør jeg, og vi siger i en bestemt tone, at det altså er en fælles opgave at lægge kartofler, og når de så alligevel kun pjatter eller, efter fem minutter, løber op på trampolinen, så giver jeg op, og noget i mig falder sammen, det er som et håb eller en ambition, der mister pusten.

Hjemmeskolingen begyndte i 2017 og fandt efter noget tid sit leje med op- og nedture, men efter fire år bad børnene selv om at komme i en almindelig skole, fordi de bl.a. savnede at have kammerater omkring sig.

Maj My fortryder på ingen måde årene med hjemmeskole og mener, at det har givet hendes børn en kæmpe ballast.

– Det gav så meget mening, men det var bare for ekstremt i forhold til vores kultur og samtid. Det var for svært og for anderledes, og vi var for få om at stå derude, så det blev sårbart og tidskrævende for vores familie, siger Maj My, som havde håbet på at finde et større netværk af andre hjemmeskolere, som kunne støtte hinanden og måske skiftes til at undervise hinandens børn i løbet af ugen.

– For mig dur det ikke at være sammen med mine børn hele tiden. Det er slet ikke holdbart. Og det var det heller ikke for mine børn. De ville gerne i skole for at have en større scene at spille på. Og jeg har fundet hvile i det, fordi jeg accepterer nogle ting, som jeg egentlig synes er uacceptable.

– Jeg synes, skolen er indrettet på en måde, hvor de spilder rigtig, rigtig meget tid – både lærerne, som jeg har stor respekt for, og eleverne, der efter min mening fortjener meget bedre.

Når Maj My holder foredrag, plejer hun at joke med, at hvis man faldt i søvn i 200 år, ville man få et gigantisk chok, når man vågnede – lige indtil man går ind på en skole.

– De sidder stadigvæk ned og lytter til en autoritet, der fortæller dem alle sammen det samme på samme tid, selv om de er 28 meget forskellige børn, der jo ikke har ens forudsætninger. Det virker ikke, som om nogen har taget særlig meget bevidst stilling til skolen.

– Jeg har bare på en eller anden måde ... accepteret, at den bedste mulighed lige nu, med de kort, vi har på hånden, er at mine børn går i skole.

Der er dog en forskel – også i takt med, at børnene er blevet ældre, mener hun:

– De gør det med en vished om, at det ikke er det eneste alternativ. Og de bliver mødt herhjemme både af, at vi siger, “nu har vi hørt nok brok for i dag – du har selv valgt at gå i skole”, men vi siger også, “jeg kan godt forstå, du synes, det er f…... nederen. Altså at have været der i seks timer, og I så bare sidder og ser en tegnefilm …”

Maj My forsøger at holde forholdsvis lav profil i dialogen med skolen og ville lige i den sammenhæng ønske, at Ærø ikke var så lille et samfund, hvor mange kender til den noget anderledes familien Humaidan.

– Når vi er til skole-hjem-samtale og får at vide, at det ville være dejligt, hvis en af tvillingerne kunne være lidt mere stille, så siger min mand bagefter til børnene, at det kan han godt forstå, at lærerne ønsker sig, men han siger også, at når de er urolige, så er det fordi, der bliver stillet nogle krav til dem, som de ikke kan leve op til.

– Strukturen i skolen er rigtig svær for mange at være i. Der skal være nogen, der larmer, og vores søn er måske den, der italesætter, hvordan rigtig mange i klassen har det, ved at vise, at det er ubehageligt at sidde der.

– Han er bare måske den, der tør være en stemme for et flertal eller et mindretal. Det er sådan, vi går til det, fortæller hun og fortsætter:

– Vi snakker også med dem om, at det er fedt nok at lære at være en del af et fællesskab, og det behøver jo ikke hele tiden at være på tværs. Men det er også en sej måde at være i verden på, synes jeg.

– Det kræver meget. Det ved jeg selv. Altså hele tiden at være i opposition. Det kræver jo ufattelige kræfter, siger hun og tilføjer, at hendes børn er så opmærksomme på fællesskabet, at der er “ingen, du hellere vil have med på en lejrtur end dem”.

Maj My ville også ønske – både for børnene og sig selv – at de nogle gange kunne være mere ligeglade.

– Men altså, det er jo bare sådan, jeg er i verden. Jeg tager stilling til alt, og jeg var altid den, der pegede på ubalancer, og det er jo ikke altid særlig populært.

Anarkist

Maj My voksede op i Aarhus med sine forældre og to yngre søskende. Hun fik anarkismen ind fra barnsben fra sin far, der var arkitekt og altid klar på at udfordre normerne.

– Min far altid har sagt, at hvis alle andre kiggede til højre, så syntes han, vi skulle prøve at se, hvad der fandtes til venstre. Eller hvis vi gik rundt inde i Aarhus Midtby, og der var rødt lys, men ikke nogen biler, så var han sådan “kraftedeme om ikke vi går”. Han syntes altid, det var fedt at provokere andre, husker Maj My.

– Jeg husker min far som en anarkist. Men det var uforløst, tror jeg. Han fik sat ord på det til os, men fik aldrig selv ageret på det. Han havde ikke modet, han havde ikke fået det med hjemmefra.

– En stor del af den, han var, lever videre i mig. Jeg har bare langt bedre forudsætninger for at gøre noget ved det, så jeg er ikke indebrændt. For ham blev det til vrede, samfundslede og mistro.

– For mig er det jo bare blevet til, at jeg, såvel som mine søskende, har haft mod til at indrette et liv, jeg synes er virkelig dejligt. Og hvor jeg mest skeler til mig selv. Altså før andre.

– Jeg prøver ligesom at tage afsæt i, hvad jeg og min familie synes giver mening, frem for hvad andre synes giver mening.

Maj Mys far døde i 2008 af kræft, samtidig med at hendes bror på 19 også var syg af kræft.

– Da Kristian og jeg var unge, var der nogen, der sagde til os, at vi levede, som om én af os havde været ude for en tragedie, fordi vi var opmærksomme på, hvordan vi brugte vores tid. Og det har vi jo så også haft tæt på.

– Min bror endte i kørestol, fordi det blev opdaget så sent, at tumorerne havde ødelagt nerverne i hans ryg. Alligevel er han et af de gladeste mennesker, fordi han er så bevidst om, hvordan han bruger sin tid med sin hustru, sine snart tre børn og deres drivhus. Han prioriterer bare benhårdt …

To verdener

Før Maj My Humaidan udgav “Ærø Manifestet”, stod hun også bag familiesommerlejre og forskellige former for retreats med fokus på tid, fordybelse, inspiration og nærvær.

I øjeblikket har hun for travlt med foredrag til at afholde retreats, for hun rider på efterdønningerne af bogen, som har vakt genklang hos mange læsere. Selv mener hun, det er, fordi hun spejler noget meget genkendeligt.

– Jeg har sat ord på, hvordan moderskabet bliver oplevet i vores kultur og samtid, og må jo så erkende, at jeg på ingen måde er alene med den erfaring.

– Jeg sætter ord på nogle ting, som nærmest er umulige at få til at gå op. Noget som i vores kultur føles både off og decideret smertefuldt.

Hendes følgere og kursister genkender især følelsen af meningsløshed i det nære liv.

– Det har været en genganger fra starten, at især kvinder skriver: “Er det her alt? Jeg har knoklet så hårdt, og jeg kan sætte flueben ud for alt, og så sidder jeg med følelsen af, at jeg mangler et eller andet elementært, som jeg ikke aner, hvad er.”

– Jeg tror, det går galt, når vi har så travlt uden at tjekke ind med, om … du ved, giver det her egentlig mening for mig?

Dét, der ifølge Maj My er umuligt at få til at hænge sammen, er “vækstsamfundets krav om, at vi skal arbejde så meget” og dermed aflevere vores børn i skole og institutioner alt for mange timer om dagen. Og det er samtidig noget af det, mange af os ikke tænker ret meget over, mener hun.

– Jeg har hele mit liv fået at vide, at det er verden, vi skal leve i. At det er den gode verden – det er der, vi måler succes. Så jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at begå mig i den verden. Men jeg kan simpelthen ikke.

– Jeg kan ikke arbejde 40 timer om ugen eller tage en lang videregående uddannelse. Jeg kan ikke gå til alle festerne og snakke om det samme som alle de andre. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at det var nemmere, hvis jeg kunne, siger hun.

Maj My refererer et interview, hun i forbindelse med bogudgivelsen gav til en journalist fra Weekendavisen, som gik helt skævt, fordi det efter hendes mening netop var to verdener, der clashede.

– Journalisten kendte ikke til den verden, jeg taler fra, hvor intuitionen er det vigtigste. At mærke efter er ikke det samme som at pille sig i navlen, men at gøre sig umage med sit liv.

– Jeg tror, han syntes, det var noget navlepilleri, og vi forstod simpelthen ikke hinanden, siger hun, som med sin direkte facon italesatte det over for ham, da interviewet var ovre: “Det her er den værste interview, jeg nogensinde har lavet” – hvilket blev overskriften i avisen.

Få adgang til svaret

Maj My arbejder hver dag bevidst med at finde svar på de spørgsmål, hun står overfor. Og bruger altid intuitionen, som hun forsøger at få kontakt med via meditation eller de lange gåture.

Et råd, hun gerne giver videre til dem, der stadig bøvler lidt med at finde den indre stemme: Bare sæt dig ned og hold kæft!

– Det er enormt simpelt, men det er meget, meget svært i vores tid og kultur. At stille ind på sig selv i håbet om, at det der kommer ud, når man åbner munden, kommer fra det højeste sted, man har adgang til. Bare det at blive bevidst om det er en helt anden måde at være i verden på end at cykle af sted og være i tvivl om, hvad fanden man har gang i.

Men er det ikke også enormt anstrengende at tage stilling hele tiden?

– Altså, det synes jeg virkelig ikke, det er. Tag dig tid til at mærke efter, når du cykler på cyklen. Måske er du lidt ked af det – og hvis du lige prøver at folde det lidt ud, hvad handler det så om? Var det, fordi du gik lidt forjaget ud fra din arbejdsplads og ikke fik sagt ordentligt farvel til dine kolleger? Og nu er lidt forjaget på vej hen til noget andet?

– Tag dig tid til at folde de tanker ud. Det er ikke farligt. Tit finder man jo ud af, at det, der er på spil, slet ikke er så forfærdeligt, som man troede.

Selv om Maj My drømmer om forandringer på mange niveauer, er det dog ikke hende, der går i forrest i en stor samfundsmæssig revolution.

– Selvfølgelig har jeg ønsker om noget større. Jeg kunne vildt godt tænke mig, at vi politisk bliver opmærksomme på, at livet ikke er lineært, og at vi ikke alle sammen kan performe med samme kadence og iver gennem hele livet.

Du kan gå ind i politik?

– Nej, det kan jeg i hvert fald ikke. Jeg har slet ikke intellektet til det der, og jeg vil være en elendig politiker, for jeg er ikke særlig god til at sige ting, jeg ikke tror på. Og jeg tror slet ikke på, at politikerne kommer og redder os.

– Så det handler om at fokusere på det, vi selv kan gøre noget ved, og så glemme resten. Jeg interesserer mig mere for at påvirke de store linjer nedefra end at klatre op på toppen og prøve at gøre en forskel der.

Artiklen blev udgivet i femina uge 43, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: