Maren Uthaug om at blive mor: Havde jeg kun fået ét barn, havde jeg sikkert fucket hende fuldstændig op
Foto: Camilla Stephan, Sif Meincke og privat
4 forskellige historier om at være mor
Vi er mødre på hver vores måde, men angsten for at træde forkert i forældrerollen har vi alle sammen. I dette tema fortæller fire mødre om deres helt forskellige oplevelser med at blive mor – og understreger, hvorfor det er så vigtigt, at vi deler vores historier med hinanden.
Det har været en velsignelse for mig at få tre børn over fem år, for jeg har simpelthen ikke haft overskud til at gå op i petitesser. Jeg blev påvirket af medierne, da jeg blev mor første gang, men jeg er blevet mere sikker på mig selv og ligeglad med, hvad folk tænker. Da min ældste var 11 år, fik hun kun lov til at farve det nederste af sit hår, så de skadelige stoffer ikke trængte ind i hovedbunden. Min mellemste fik lov til at farve det hele, men kun hvis hun fandt en farve uden parabener og alt det shit. I går fik min yngste farvet hele håret blåt af en af sine søstre. Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvad hun har farvet det med, og jeg har glemt at gå op i det … Havde jeg kun fået ét barn, havde jeg sikkert fucket hende fuldstændig op. Så havde jeg siddet og stirret på hende og sørget for, at alt skulle være korrekt, og hun var endt med at ryge hash som 12-årig, fordi hun fik spat af mig. I stedet har det været noget med at tælle dem om aftenen og se, om de alle tre var i live, efter at den ene havde spist sand, og den anden neglelak. Alt kan gøres perfekt, men som den store, erfarne mor, jeg er nu, vil jeg sige, at det er skideligegyldigt.
Jeg kan undre mig over, at vi stadig snakker om perfekthedsræset. Det snakkede vi også om, da jeg blev mor. Hvordan kan man blive ved med at nå til den samme erkendelse hver eneste måned i 16 år? Mediernes diskussion om, hvornår børn skulle i vuggestue, og hvor meget sukker de måtte få, den var der på fuld skrue. Det var fuldstændig vanvittigt, og man kunne overhovedet ikke navigere i det. Jeg kan huske, at der kom en bog om, hvordan du sårede dit barns sjæl, hvis du råbte ad hende. Så kunne man sidde dér, helt træt, med tre børn, der skreg én ind i hovedet, og skamme sig helt vildt. Det er jo pisseurimeligt! Hvis du er et ordentligt menneske, så kan du sige undskyld bagefter, så barnet forstår, at det var dig og ikke barnet, der var en idiot, da du brølede midt i Fakta.
Det er mange år siden, jeg har læst noget om børneopdragelse, for alt det, der står, man ikke må, har jeg helt sikkert gjort. Og hvad skal jeg så gøre ved det? Når jeg ser tilbage, så fortryder jeg ikke, om de har fået farvet hår med det ene eller det andet. Men jeg kan fortryde, hvis jeg ikke har været til stede, fordi jeg har været stresset over noget, der skulle være perfekt. Det, der gør mig gladest, er, at mine børn har venner. Vi har tit fire-fem overnattende i weekenderne, og det er det vigtigste. Der er svinet og kaotisk hjemme hos, og ingen kan finde noget som helst, men til gengæld sætter vi os ned og spiller et brætspil midt i det hele, mens vi spiser noget med sukker i. Vi er da forholdsvis sunde og raske … de skavanker, de har, har i hvert fald ikke noget med det at gøre!
For mig er det enormt terapeutisk at se humoristisk på det at være mor. Hvis noget har været virkelig shitty, venter jeg lidt og ser på det udefra, så jeg kan lave en vits om det. Så andre kan spejle sig i mine striber og se, at det hele måske ikke er så slemt. Det gør det lidt mindre ensomt for os alle. Måske har jeg mere teflon end andre. Jeg får ikke dårlig samvittighed, hvis jeg skipper syv forældremøder i træk. Man skal involveres i ekstremt meget nu. Tre trivselsarrangementer om året i hver klasse, det er ni gange om året, jeg skal sidde i en park og æde en pizza, for at mine børn skal bonde med nogen. Det har jeg det ret afslappet med at droppe.
Mange har en forventning om, at vores børn skal være perfekte og have det perfekt. Men dit barn kommer alligevel til at drikke sig fuld og brække sig i smug, når hun er 15 år. Alternativt gør hun det ikke, og så kommer hun til at sidde og græde alene på værelset, fordi hun ingen venner har. Det kommer til at køre helt af sporet for dem, og det skal det også, så de kan lære at komme på ret køl igen. Og det, vi bekymrer os mest om, er som regel slet ikke det, der kommer til at ske. Du kan ikke kontrollere noget, men du kan udse dig en ven, som du synes er fornuftig og har gjort det godt, og tale med ham eller hende om det, du er i tvivl om. Og ignorere hylekoret på Facebook.
Maren Uthaug, 46 år, mor til Kamille på 16 år, Mynte på 13 og Anemone på 11. Kærester med Allan, som er far til hendes to yngste døtre. Forfatter, tegner og blogger.
LÆS OGSÅ:
Julie Bruhn Højsgaard: Jeg var ked af det, men ikke tilstrækkelig ked af det til at få hjælp
Julia Lahme: Jeg blev ikke forelsket i mit barn
Freyamay November: Jeg følte, jeg havde taget verdens mest urimelige beslutning