Marian Midé om Mikkel Beha: "Vi er hinandens bedste legekammerater i alle livets forhold. Han er min kærlighed. Og min makker"
Foto: Stine Heilmann, Hannelore Dörner/TV 2, Maria Rixen og Martin Høien
Man tænker så godt, mens man højtryksspuler, siger Marian Midé indforstået, mens regnen pisker havneløbet omkring den smukt restaurerede, slæbebåd op til grå torsdagssuppe på Holmen.
Hun er kvinden, der med afslappet autoritet og smil gæstfrit har inviteret nationen ud at sejle med sin familie på TV 2 i programmet ”Kurs mod fjerne kyster”.
Hun er gift med Mikkel Beha Erichsen, mor til tre voksne drenge, og sammen har de sejlet verdenshavene tynde.
Det har gjort, at myndighederne i de største havne verden over, kender hende som Mrs. Captain, et kælenavn, hun også altid har haft i familien, som alle godt ved, hvem der egentlig styrer skuden.
Tilliden til, at verden ligger åben, er tydeligt broderet i hendes dna. Marian blev født på farten og har stadigvæk ingen planer om at stå stille.
– Min far var 23 år og sømand af verden, da han mødte sin store kærlighed, min dengang kun 18-årige mor i Australien, hvortil hun var emigreret fra Danmark med min mormor og morfar i slutningen af 1950’erne.
– Sammen bosatte mine forældre sig i Upernavik, som er en by i nordvest Grønland, fortæller Marian stolt og fortsætter:
– Da jeg fyldte to år, tog vi tilbage til familien i Australien, og som fem-årig kom jeg så til Danmark, fordi mine forældre ville have, at min søster og jeg fik solide rødder i Danmark, i vores kultur og med de traditioner, de satte pris på.
– Så efter min første rejse til to af verdens yderpunkter mellemlandede jeg med far, mor og søster og snart også bror, midt på 1960’ernes Nørrebro, hvor folk var søde, naboerne hjalp hinanden, og hvor vi børn løb og legede i gaderne.
– Jeg havde den dejligste, trygge barndom i en kærlig kernefamilie, som ville ud i verden sammen. Så vi knoklede alle sammen med at sætte en lille båd i stand. Og så stod vi til søs igen.
– For mig var det ikke ferie eller eventyr. Det var en måde at være familie på, som var helt naturlig for mig, og som jeg elskede. Vildere var det jo heller ikke. Vi var bare en familie i en båd i stedet for i en lejlighed.
Marian Midé er ikke i tvivl om, at forældrenes måde at leve på har været den største kilde til inspiration til det liv, hun selv har levet som mor i sin egen familie.
– Jeg har mærket styrken i stabilitet og stor kærlighed. Det har givet mig en kæmpe selvtillid og en tro på, at verden er til for mig, hvis jeg vil den. At jeg er velkommen i hele verden.
– Jeg har fra helt lille lært, at hvis jeg vil noget, så kan jeg knokle mig til det. Mine forældre viste mig, at man selv skaber sine eventyr og aldrig skal lade sig begrænse af, hvad andre folk synes.
– Jeg er opdraget med frihed under ansvar, og mine forældre har altid haft tillid til, at jeg godt kan klare mig, sige til og fra og passe på mig selv. Det er uvurderlige værdier, som jeg også har med mig som mor.
– Og så tør man jo godt sende sine unger alene jorden rundt på et skib.
Én, der hed Mikkel
Efter en barndom og ungdom fuld af rejser landede Marian som 18-årig på hf i Svendborg.
– I Svendborg faldt jeg i hak. Næsten alle mine bedste venner i dag stammer herfra. Jeg blev simpelthen mig.
Det var også i Svendborg, at hun som voksen uddannet fotograf mødte sin store kærlighed. Pludselig var der én, der hed Mikkel.
– Jeg mødte ham gennem fælles venner. Han var 20 år, jeg var seks år ældre, så min første tanke var, ”han er sød, men han skal lige blive lidt mere voksen.”
– Men Mikkel gik virkeligt all in og ville mig 100 procent. Han var en rod, og på trods af sin unge alder var han meget mand. Og ret lækker, siger Marian og ser langt mere forelsket ud, end fortællingen antyder. For hun er godt nok vild med ham Mikkel.
– Vi kommer begge to fra sømandsfamilier med mange sømil og kilometer i søfartsbogen. Det genkendte vi i hinanden, også selv om vi på mange andre måder kom fra meget forskellige miljøer.
– Men drømmene var fælles, så blev vi kærester og livsmakkere, og det har vi været i mere end 34 år. Det er ikke oplagt, at man møder den eneste ene i så ung en alder. Dér har vi været så heldige, siger Marian Midé.
At hun og Mikkel supplerer hinanden perfekt, behøver man ikke være parterapeut for at forstå.
– Vi er hinandens bedste legekammerater i alle livets forhold. Mikkel er min kærlighed, min kæreste, min ven. Og min makker.
– Vi er filtret sammen. Men vi har jo også øvet os i mange år, og sådan har vi udviklet os. Vi var jo slet ikke færdigbagte, da vi mødtes.
Den tydelige kærlighed mellem dem er rørende at mærke.
Men hvordan er det mon egentlig at være gift med en mand, som mange andre kvinder helt tydeligt også opfatter som en drømmemand?
– Altså, jeg kan sagtens forstå, at folk er vilde med ham. Jeg synes jo også, at han er lækker. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at han elskede mig. Og han har aldrig givet mig grund til at føle mig jaloux.
– Mikkel synes, at det er flatterende med dame-ros og så heller ikke mere. Han er så funderet i sin familie, siger hun og tilføjer med et smil, at man nok heller ikke sådan lige bliver bonusmor på Wallenberg.
Tit noget med vand
For nogen er børn en undskyldning for at sige nej til ting, man ikke selv har lyst til. Men Marian og Mikkel havde lyst til at sejle, også da de blev forældre til Emil, Theis og Alfred.
– Vi blev bare ved med at sejle, og børnene var altid med. Børn er altså ingen hindring. Vi tog drengene med på de præmisser, der nu var. Faktisk gør vi jo aldrig ting, fordi de er farlige.
– Men vi er meget bevidste om, at de nogle gange er det. Og derfor forbereder vi os altid så godt som muligt, konkluderer Marian og fortsætter:
– For mig var det ikke ferie eller eventyr. Det var en måde at være familie på, som var helt naturlig for mig, og som jeg elskede. Vi var bare en familie i en båd.
– Men vi er lykkelige for, at vi er familie og elsker at bruge tid på at være sammen, opleve sammen, gøre noget sammen, som giver mening for os.
– Og det er så tit bare noget med vand. Fange en krabbe med vores børnebørn eller sejle ud mod horisonten med de store drenge og piger.
Og hvad så, når man pludselig bare er to derhjemme igen, når børnene er blevet voksne?
Emil er 31, Theis 28 og Alfred 22 år. Og selv om familien er tæt, så har alle drengene nu startet deres egne familier og eventyr.
– Jeg har seriøst ikke brug for alenetid. Ingen mig-tid til mig, tak. Jeg har ikke et kæmpestort ego. Jeg eksisterer næsten ikke i jeg-form og har heller ikke behov for det, siger Marian.
– Fremfor alt er Mikkel og jeg flokdyr, og jeg har simpelt hen ikke ting, som jeg har lyst til alene. Jeg er dårlig til at kede mig og gør det sjældent, fordi der altid er et eller andet, der skal fikses, siger Marian, som selv kan bygge både skibe og huse fra bunden, til trods for at hun egentlig er uddannet fotograf og har læst kommunikation på RUC.
– I mange år arbejdede hun som journalist, blandt andet på DR og på Forbrugermagasinet “Kontant”. I dag er hun direktør i familiefirmaet, men frem for alt er hun stadigvæk familiemenneske og eventyrer.
At gå fra at være opdagelsesrejsende på verdenshavene til at være farmor og ”nogens svigermor” kan være lidt af en stormfuld færd, men Marian tager den del med samme selvtillid som alt andet.
Der er ikke optræk til konflikter i horisonten, kun til en endnu større og endnu mere farverig familie i flere generationer på dæk og rundt om middagsbordet.
– Jeg er ret sikker på, at drengene er gode kærester og fædre. At de er hensynsfulde og har taget kombinationen af kærlighed og makkerskab med hjemmefra. De har ikke gjort det store oprør, men finder hver deres vej, og så har de fundet nogle fantastiske kærester.
– Virkelig gode, seje piger, der ligesom jeg mener, at man ikke skal spilde sin tid, at man skal være ambitiøs og drømme stort og flot. Det har vi til fælles.
– Og så føler jeg mig privilegeret, fordi vi har rejst sammen med dem og lært dem virkelig godt at kende på den måde. For det er vigtigt at være en god svigermor, der lytter og ikke tromler med sin egen dagsorden.
– En svigermor, der vil dem som individer. Man skal respektere de nye små familier i familien. Respektere deres måde at være familie på. Og det ved mine svigerdøtre, at jeg gør mig umage med.
– Jeg håber samtidig, at jeg er den seje farmor, jeg gerne vil være. En farmor, der kan en masse, og som klatrer i træer og sejler vildt hurtigt i gummibåd og fanger kæmpekrabber, mens vi snakker om livet.
– Indtil videre går det godt, for jeg er jo på hjemmebane i drengelivet. Mine drenge havde verdens sejeste farmor. Hun var sådan én, jeg vil gøre mig umage med at være.
Er det vigtigt for dig, om jeg er en han eller en hun eller en ...
Kurs mod en grøn fremtid
På spørgsmålet om, hvad Marian Midé gerne vil bruge tid på i fremtiden, er hun ikke i tvivl. Hun vil bruge opmærksomheden og det talerør, som familien udgør i offentligheden, på at skabe en grønnere verden.
– Jeg har rejst i næsten 60 år og har selv set de fjerneste kroge af planeten hive efter vejret. Den kamp er vigtig, og det føles virkelig, som om det er mit ansvar også, naturligvis sammen med alle andre, siger Marian.
– Lykken ligger i det fælles, og vi skal passe ordentligt på verden – sammen. Det behøver ikke være en drøm. Det er et kæmpestort og meget konkret projekt, som vi sagtens kunne kaste al vores erfaring, energi og passion efter.
– Og det kommer vi til, siger Marian med en rolig og bestemt stemme, så man ikke er et sekund i tvivl om, at sådan bliver det.
Der er nemlig ingen tvivl om, hvem der bestemmer i ”Danmarks lykkeligste familie”. Det gør Marian, og det er hun god til. Og hvis tingene skulle blive lidt besværlige undervejs, gør det hende ikke noget. Nærmest tværtimod.
– Når Mikkel eller drengene holder foredrag, siger folk ofte, at vi vel nok er en heldig og modig familie. Men sådan ser jeg det slet ikke. Jo, vi er heldige med hinanden og det fællesskab, vi har.
– Men alle kan sejle ud i verden, hvis de beslutter sig for det. Hvis det er det, de vil, og det, som de prioriterer. For mig er drømme ikke afhængige af held eller mod. De er idéer til nye projekter. Og er de gode, skal de selvfølgelig føres ud i livet.
– Jo større og jo mere bøvlede, jo bedre. Jeg har hele livet lært, at man kan alt, hvis man gider knokle for det. Hvis man sparer sammen, forbereder sig og gør sig umage med at få det til at ske, siger hun og sætter sig ved det bord, hun selv har bygget af genbrugstømmer. På den slæbebåd, hun selv har banket rusten af.
Det er ikke modigt eller heldigt. Det er inspirerende og sejt. Præcis som Mrs. Captain.