Marianne Eihilt: "Jeg sætter meget høje forventninger til mig selv, og jeg er enormt selvkritisk"

Klokken er kvart over to. Det er fredag, og langt de fleste danskere går snart på weekend. Men Marianne Eihilt er på vej på arbejde.

Hun sidder om bord på færgen, der sejler mellem Aarhus og Sjællands Odde. Hun er ikke alene. Foruden selvfølgelig de mange andre passagerer har hun selv to gæster med.

På den måde har hun ikke kun selskab på turen, hun behøver heller ikke selv at køre hele vejen hjem, når hun om nogle timer skal retur til Aarhus i bil.

Hun ved af erfaring, at de første timer hen over Sjælland flyver af sted. Der er humøret højt, og aftenens indtryk skal lige fordøjes. Men når de først har krydset Storebælt, falder roen, og der er stadig langt hjem.

Om lidt er de inde med færgen, og så kører de videre til Østerbro i København, hvor Marianne klokken halv syv skal være færdig med selv at lægge sin makeup og sætte sit hår.

Hun skal nemlig spise aftensmad sammen med sine fire dommerkollegaer, inden de kvart over syv bliver briefet.

Hvad skal parrene danse? Og i hvilken rækkefølge skal de danse?

Den slags får de klarlagt, mens de får sat mikrofoner på, og klokken otte begynder showet.

– Hver gang jeg sætter mig ud i bilen efter et program, så gennemtænker jeg alt det, jeg har sagt og gjort, og reflekterer over, hvad jeg kunne have gjort anderledes.

– Jeg sætter meget høje forventninger til mig selv, og jeg er enormt selvkritisk.

Klokken halv tre om natten rammer Marianne Aarhus igen. Så har det også været en lang dag med aflevering af børn, arbejde på danseskolen i Aarhus og, nå ja, en tur til København for at lave “Vild med dans”.

Men det er også okay. Det er jo bare en periode. En periode på 12 fredage i træk.

Bare en afløser

Da “Vild med dans” rullede over skærmen med sin 16. sæson tilbage i 2019, var det med dommerdebut til Marianne.

Britt Bendixen, som på det tidspunkt havde siddet i panelet i samtlige 15 sæsoner, var på grund af en pludselig og omfattende hjerteoperation sygemeldt, og derfor fik Marianne buddet og takkede ja.

– Det var sværere, end jeg egentlig havde troet, det ville være. Jeg havde fået at vide, at de bare gerne ville have, jeg var mig selv. Og det syntes jeg jo, var dejlig betryggende. Men der var flere ting, jeg lige skulle lære.

– Jeg snakker meget, og vi har kun kort tid til at sige det, vi gerne vil sige, og jeg vil samtidig gerne give noget konstruktiv feedback.

– Men jeg vil også gerne tale langsomt, og det ligger slet ikke til mig. Jeg taler meget hurtigt, griner Marianne.

Sidste år var Britt Bendixen klar til at vende retur til sin plads i dommerpanelet, men Marianne var samtidig også blevet glad for rollen som dommer. Og TV 2 var blevet glade for Marianne.

– Jeg ville have det rigtig dårligt med at tage Britts plads, for jeg var jo egentlig bare hendes afløser. Samtidig er jeg meget glad for at lave programmet, og jeg var jo klar på en sæson mere.

– Derfor gjorde det mig rigtig glad, at løsningen blev, at der heldigvis var og er plads til os begge to.

Marianne gik ind til sin anden sæson med en fornemmelse af, at hun nu vidste, hvad opgaven indebar, og at hun faktisk havde tjek på det. Og så alligevel ikke. For nu var de jo fem dommere i stedet for fire.

– Det skulle jeg vænne mig til. Jeg kunne jo godt mærke, da Britt også sad i panelet, at hun havde den samme personlighed som mig.

– Hun er energisk, impulsiv og siger nogle sjove og skæve ting. Den rolle, jeg havde følt, var min, den havde Britt altså også lidt. Så der gik et par programmer, før jeg fandt min rolle og min plads igen.

Den fem mand store dommerpanel, som foruden Marianne og Britt Bendixen også tæller Anne Laxholm, Jens Werner og Nikolaj Hübbe, er ikke bare et historisk stort dommerpanel.

Det er også et panel med markante personligheder, fortæller Marianne, som dog alligevel synes, at der er plads til dem alle.

– Jeg synes ikke, det, jeg gør som dommer, er specielt. Det er jo bare mig, der sidder og snakker. Men jeg er den eneste jyde, og vi har det jo med at være plantet solidt på jorden.

– På mange måder er jeg en kontrast til de andre fire dommere, som har lidt mere glamour over sig, og som har en skøn lang erfaring på en anden måde.

Suget i maven

På et andet væsentligt punkt adskiller Marianne sig også fra sine fire dommerkollegaer. Hun har nemlig som den eneste danset på den anden side af dommerbordet, og det sidder stadig i hende.

– Jeg kan virkelig mærke suget og nervøsiteten i maven, hver gang parrene går på gulvet. Også det her med hvor meget det faktisk betyder, både for den professionelle og for nydanseren.

– De knokler virkelig og er enormt investerede i det. Derfor fortjener de også, at vi som dommere er præcise og konstruktive.

Marianne har nemlig opdaget, at de professionelle dansere lytter langt mere til kritikken, end hun selv gjorde, da hun deltog i programmet.

– Dengang var jeg meget bevidst om, at jeg skulle forme det her menneske, som jeg havde fået ansvaret for. Jeg skulle få ham til at yde sit bedste, og jeg vidste godt, hvor langt jeg kunne presse ham, og hvad han skulle arbejde med.

Selv nåede Marianne at deltage i programmet seks gange, hvor hun dannede par med henholdsvis handyman Erik Peitersen, letvægtsroer Eskild Ebbesen, speedwaykører Ole Olsen, skuespiller Robert Hansen, kuglestøder Joachim B. Olsen og senest skuespiller Tommy Kenter.

I fem af sine seks sæsoner opnåede hun at komme i toptre, i fire af sine sæsoner kom hun helt til finalen, og to af sine sæsoner vandt hun, nemlig sammen med Robert Hansen og Joachim B. Olsen.

– De første par sæsoner trænede vi slet ikke så hårdt, som parrene gør i dag. Det er blevet langt mere seriøst og professionelt gennem årene.

Da Marianne i år blev spurgt, om hun var klar på endnu en sæson som dommer, var hun ikke i tvivl, og hun takkede stort set ja med det samme.

– Det skulle bare lige godkendes derhjemme, griner hun.

For den primære grund til, at Mariannes liv med to små børn og danseskole i Aarhus kan hænge sammen med en arbejdsplads i København, er, at Mariannes kæreste, Keld, tager sig af deres to børn på tre og seks år.

Sønnen Frederic er lige begyndt i skole, mens datteren Emily lige er begyndt i børnehave.

Dans i flyverdragter

Siden landet lukkede ned i marts 2020, har Marianne været under et voldsomt arbejdspres, som har udløst stress-symptomer hos hende.

Under de to nedlukninger har Mariannes tre danseskoler været tvunget lukket, men det har hun sammen med sin partner, Brian, og sine ansatte ikke bare sådan lige accepteret.

Tværtimod har Marianne kæmpet for at bevare sine danseskoler.

– Vi har gjort alt, hvad vi overhovedet kunne, for at holde vores medlemmer i gang. Vi har danset udenfor på parkeringspladser i sne, regn og slud og iført flyverdragter.

– Vi købte musikanlæg på hjul, som kunne spille udenfor, og vi har måttet lave mindre hold for at overholde reglerne, og derfor har der også været træning efter klokken 10 om aftenen.

På parkeringspladsen satte de kegler op, som afmærkede, hvor der var dansesal, og så kørte de i byggemarkedet og købte nogle store lamper, som kunne lyse pladsen op i vintermørket.

– Jeg har aldrig nogen sinde prøvet noget lignende. Det har været så vanvittigt.

Foruden de udfordringer, der har fulgt med corona, har Marianne og hendes partner, Brian, også været tvunget til at finde nye lokaler til deres danseskole i Risskov, da de gamle skulle laves om til lejligheder.

Det endte med, at de overtog en nedlagt lagerbygning, som skulle renoveres.

– Jeg sagde, at jeg nok skulle være tovholder på det, men det viste sig at være et kæmpestort projekt. Her er sat i stand for syv millioner kroner, så det siger lidt om, hvor omfattende det har været. Der er nærmest ikke noget, der ikke er blevet lavet.

– Ombygningen er ovre nu, og nedlukningerne er forhåbentlig også ovre, men det er nu, det rammer. Efter vi er kommet om på den anden side, har jeg svært ved at komme ned i tempo. Det opdager jeg først nu. Og det skal jeg tage alvorligt.

Målet er kun at lave én ting ad gangen. Der skal ikke poppe nyheder og mails op på telefonen hele tiden, og når Marianne leger med sine børn, skal telefonen være på lydløs.

– Og så skal jeg lære at holde fri, når jeg har fri. Og acceptere, at jeg når det, jeg når. Det er helt sikkert min største og vigtigste opgave lige nu.

En kæmpe opgave

Sidste år hvor Marianne var dommer for anden gang, var det ikke kun anderledes, fordi de for første gang var hele fem dommere i panelet.

Det var også den første “Vild med dans”-sæson, som skulle forholde sig til coronapandemien, som, i takt med sæsonen skred frem, kun blev værre og værre.

Da konkurrencen blev danset i gang, var studiet helt fuldt, men da finalen blev afholdt lige inden jul, var der ikke et eneste publikum på grund af restriktionerne.

– Det var selvfølgelig noget helt andet, men det var mere intimt. Selv om det er allerfedest med den stemning, som et publikum giver, så gav det stemningen af en lille, privat fest, og man kunne helt glemme, at folk så med derhjemme. Det var meget specielt.

Selv om Marianne har besluttet, at hun nu skal sige nej til noget arbejde, sagde hun som bekendt alligevel ja, da hun blev spurgt, om hun ville lave en sæson mere af “Vild med dans”.

– Jeg føler mig virkelig beæret og stolt over, at jeg får lov til at have det job, for der er rigtig mange, der kunne varetage det, så det er blevet mig, er et stort privilegium.

– Og så er det virkelig et godt hold af nydansere, der er med i år. Der er både nogle unge og ældre, og de kommer fra mange forskellige verdener. Det er superfedt.

– Og så tror jeg, alle trænger til en god fest og generelt noget normalitet. Det er der behov for, så jeg tror, det bliver en virkelig god sæson.