Mariette var fanget i Scientology: Det var som et langt, dårligt ægteskab

Tågen hænger tungt over Sydsverige, da Øresundstoget ruller ind på Halmstad station. Mariette Lindstein står og vinker på perronen. Hendes blik er intenst, som gemmer det på oceaner af ufortalte historier.

Mariette Lindstein er aktuel med spændingsromanen ”Sekten på Tågeøen”, der har haft kæmpe succes i Sverige. Bogen, der også er udkommet på dansk, er inspireret af Mariettes oplevelser i Scientology, hvor hun har tilbragt 24 år af sit liv.

– Jeg har brugt rigtig lang tid på at tilpasse mig verden uden for Scientology. Jeg gik ind i sekten, da jeg var 18 – og kom ud, da jeg var 46. Og da jeg endelig blev fri, skulle jeg i gang med at opdage verden på ny. Jeg gik stadig i tøj fra 1980’erne, og internettet var som science fiction. Jeg kan huske første gang, jeg så en mobiltelefon … Jeg anede ikke, hvordan den fungerede, fortæller Mariette, mens vi kører mod hendes hjem.

Hendes amerikanske mand, Dan, er med os i bilen. De to flygtede fra Scientology med en måneds mellemrum – og selv om de nu har været ude i friheden i 15 år, er det tydeligt, at sekten stadig fylder meget i deres bevidsthed.

– Folk kiggede rigtig meget på os i starten, fordi vi hele tiden råbte ad hinanden. Vi havde vænnet os så meget til den militante omgangstone i Scientology, at vi skulle lære at tale almindeligt sammen, lyder det fra Dan.

Spion til bogreception

Tre ivrige hunde tager imod, da vi træder ind ad døren til Mariette og Dans hjem, der ligger et idyllisk sted uden for Halmstad, omkranset af bøgeskov og svenske skovsøer.

– Hundene gør altid, når de møder et menneske, de ikke kender – det var faktisk derfor, jeg fik dem. Jeg har brug for mine hunde til at advare mig, hvis nogen kommer for tæt på huset – for jeg har oplevet en hel del chikane, efter at jeg er gået ud med min historie. Min computer er blevet hacket, og de har forsøgt at ødelægge manuskriptet til en af mine bøger. Jeg har fået trusler over telefonen, og på et tidspunkt sendte de også en spion ind til min bogreception, griner Mariette.

Chikanen preller totalt af på den svenske kvinde, der fortæller, at hun til foråret udgiver sin sjette spændingsroman i Sverige. 20 år i Scientologys top er godt thriller-stof, understreger Mariette, da hun sætter sig i sofaen med benene trukket op under sig.

– Mange tror, at man vågner en morgen og tænker: ”Nu går jeg med i en sekt!”, men sådan er det jo slet ikke. Det er noget, der sker gradvis – og målet med mine bøger er, at man skal føle, hvordan det er at blive draget ind i en sekt. Fra begyndelsen, hvor alt er spændende, til den tvivl, der begynder at melde sig – og den desperation, der til sidst tager over, fordi man finder ud af, at man ikke kan komme ud.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Frihedens pris kan være høj, når du forlader et trossamfund

De vælger dig

”Du vælger ikke dem, de vælger dig.” Sådan står der på forsiden af din spændingsroman. Var det også sådan for dig?

– Ja, lige præcis, for det var tydeligt, at Scientology så noget i mig lige fra starten. Jeg var gået med til et af deres foredrag i Malmø, og den karismatiske foredragsholder fik med det samme øje på mig i mængden. Men jeg var slet ikke klar – så de ventede bare på, at jeg blev moden. Gennem et helt år sendte de brochurer og inviterede mig på kurser, og jeg havde også en kæreste, der var ældre end mig. Han var ivrig efter at blive en del af Scientology – og til sidst lod jeg mig overtale, forklarer Mariette.

Hvad var det, der virkede dragende på dig?

– Det var især de mennesker, jeg mødte – de var fantastiske! De var på min alder, og dengang forstod jeg ikke, at de var håndplukkede, præcis som jeg selv. Sammenholdet var meget stærkt, og jeg blev behandlet som det vigtigste menneske i verden.

I fem år havde Mariette en skøn tid som en del af Scientology i Malmø. Hun blev gift og fik en søn og havde masser af frihed. Men tingene ændrede sig drastisk, da hun og hendes mand en dag fik at vide, at de var blevet særligt udvalgt til at arbejde i Scientologys hovedkvarter, der ligger to timers kørsel fra Los Angeles, midt ude i ørkenen.

– I begyndelsen var det et liv i paradis. Vi boede 1.000 mennesker sammen, midt i en grøn oase med motionsområde og pool. Vi spiste og arbejdede sammen, og vi havde også vores eget skib, vi kunne feste på. Kendisserne kom og gik – du så John Travolta, når du kom ned for at spise frokost, og Tom Cruise kom også forbi. Så selv om vi arbejdede meget hårdt, føltes det som et luksusliv.

Adskilt fra sin lille søn

Men trods stjernestøv og VIP-liv var en uro langsomt begyndt at snige sig ind på Mariette. Det startede allerede ved ankomsten til Scientologys hovedkvarter, hvor hun blev adskilt fra sin kun 3-årige søn.

– Der herskede en opfattelse af, at børn var en distraktion for vores arbejde, så min søn boede på en slags børnehjem, mens jeg var ude i ørkenen. I starten havde jeg fri hver weekend og kunne se min søn. Men da han blev lidt større, blev han flyttet til en børnecamp tæt på mig i ørkenen. Og det betød, at jeg kun fik ham at se til måltiderne – 15 minutter om dagen, eller hvis jeg var heldig: to gange 15 minutter.

Hvordan havde du det med det?

– Det var så jättesvært. Jeg græd mig selv i søvn mange, mange nætter, men jeg kunne ikke vise, hvor meget jeg savnede min søn, for det ville blive set som et svaghedstegn. Så jeg prøvede hele tiden at bortforklare min tvivl og mine negative tanker.

Men hvorfor hentede du ikke bare din søn og rejste væk?

– Fordi jeg igen og igen havde fået at vide, at verden var ond, og at vi skulle tage vores børn væk fra de forfærdelige skoler, der flød med stoffer og alkohol. Så jeg havde overbevist mig selv om, at jeg gjorde det bedste for min søn. Men det gjorde jeg ikke, og det skammer jeg mig over den dag i dag.

I Scientologys hovedkvarter arbejdede Mariette med marketing, lige under sektens leder, David Miscavige.

– Han er på én gang det fineste og det værste menneske, jeg nogen sinde har truffet. Jeg værdsatte og forgudede denne mand i så mange år, men der skete et eller andet i begyndelsen af 1990’erne, der gjorde ham paranoid. Gradvis blev han mere og mere gal – og lod det gå ud over os.

Mariette og de andre Scientology-medlemmer i ørkenen fik langsomt indskrænket deres frihed. Det blev forbudt at foretage private telefonopkald, ingen breve blev sendt uden censur, og der blev lukket totalt af for alle nyheder fra verden udenfor.

– Det kom langsomt snigende, og pludselig gik det op for mig: Vi vil redde verden – men hvordan kan vi gøre det, hvis vi ikke ved, hvad der foregår i verden? Kun én gang fik vi lov at se nyheder – og det var den 11. september 2001. Jeg kan huske, at David Miscavige samlede os alle sammen foran tv’et, da flyene bragede ind i World Trade Center. Og han sagde til os: ”Dér kan I se, hvad der sker, fordi I ikke har været gode nok til at udbrede Scientology. Det her er jeres skyld!”

Troede du på det?

– Ja, for jeg vidste jo ikke, hvad der ellers var foregået i verden, siger Mariette med et suk.

Smidt i sø midt om natten

Ud over isolationen begyndte hverdagen også at blive præget af afstraffelser. Flere gange oplevede Mariette at blive vækket midt om natten og beordret til at hoppe ud fra en klippe og ned i en mørk sø, iført uniform.

– Det var degraderende! Jeg er en god svømmer, så jeg var ikke bange. Men det værste var, at man kunne se, at David Miscavige fik et kick ud af det. At han kunne få os til at gøre sådan nogle ting.

Hvorfor sagde du ikke fra?

Fordi jeg vidste, at hvis jeg først sagde fra, så ville straffen blive meget værre. Oven i det arbejdede jeg så meget, at jeg konstant var svimmel af søvnmangel. Så jeg kunne ikke tænke klart.

Men én oplevelse ændrede alt for Mariette.

– Første gang jeg så David Miscavige slå et andet menneske, forsvandt al hjernevask på et splitsekund. Jeg havde tålt så mange ydmygelser, men det her var for meget at være vidne til. Pludselig kunne jeg se alting klart igen. Og jeg vidste med mig selv, at jeg var nødt til at komme væk.

Mariette og hendes daværende mand var blevet adskilt ved ankomsten til LA. Og da de til sidst ikke havde set hinanden i 10 år, havde de besluttet sig for at blive skilt.

– Og så mødte jeg Dan, min nuværende mand. Vi arbejdede sammen – og langsomt begyndte vi at dele vores uro over de uhyrlige ting, der foregik. Først var det bare et løftet øjenbryn til hinanden, men efterhånden blev vi mere modige. Og da det en dag lykkedes Dan at flygte, vidste jeg, at jeg var klar til at følge efter ham.

Spillede gal

Scientologys hovedkvarter var i mellemtiden blevet omkranset af et elektrisk hegn, der blev bevogtet af bevæbnede vagter. På den anden side af hegnet var der ørken til alle sider, så det var næsten umuligt at flygte. Men Mariette lagde en plan.

– Jeg fandt ud af, at man blev flyttet væk fra ørkenen, hvis man var selvmordstruet eller skør. Så jeg spillede gal – og blev med det samme forflyttet til et rehabiliteringscenter inde i LA, siger Mariette.

– Her skulle jeg arbejde i et tømrerværksted, der lå lige over for en busholdeplads, og en dag i frokostpausen gik jeg stille og roligt hen mod bussen. Der var store vinduer i værkstedet, så det var let at få øje på mig, og mit hjerte hamrede af sted, da jeg sprang op i bussen. Buschaufføren kiggede måbende på mig og sagde: ”Skal du virkelig med denne her bus?” Mit hår var helt afbleget efter de mange år i ørkenen, jeg vejede kun omkring 48 kilo, og det eneste, jeg ejede, var nogle få dollars, jeg havde syet ind i min bh.

– Bussen skulle til South Central, det mest kriminelle område i LA. Men buschaufføren var så sød at køre mig hen til det sikreste hotel i bydelen. Han reddede mig, og det gjorde dybt indtryk på mig, for jeg havde jo fået at vide, at folk var onde. Senere fandt jeg ud af, at Scientology havde sendt hundrede mand ud for at lede efter mig – men de turde ikke lede i South Central, smiler Mariette.

Og hvad med din søn – hvad skete der med ham?

– Min søn var 23, da jeg flygtede, og et år efter sprang han over det elektriske hegn og ud i friheden. Men det har taget tid for os at få et godt forhold. Han har anklaget mig for at have stjålet hans barndom. Især da han kom ud og så verden, for den var jo ikke så frygtelig. Men vi bliver gradvis tættere, på hans præmisser. Han bor i USA med sin kone og to børn, og jeg skal snart over og besøge dem, smiler Mariette.

Du har brugt 24 år af dit liv i Scientology. Er du bitter over det?

– Nej da! Jeg bruger ikke et eneste øjeblik på at være bitter. Du kan ikke fortryde dit liv, og jeg ved jo heller ikke, hvordan mit liv ville have været uden Scientology. Hvem ved, måske var jeg endt i et dårligt ægteskab, siger Mariette og tilføjer:

– Men på en måde var Scientology et langt dårligt ægteskab, som jeg heldigvis kom ud af. Mine oplevelser har på mange måder gjort mig stærkere, og de har også givet mig en niche i bogbranchen.

Hvad kan andre bruge dine erfaringer til?

– Til at blive opmærksomme på de små tegn på, at man er ved at miste sig selv. Det handler jo ikke kun om at blive inddraget i en sekt – det kan også være på andre måder. Når man for eksempel ender i et usundt forhold med psykisk vold eller får en magtsyg chef på jobbet. Tingene sker gradvis, og det er en kundskab, som er vigtig at have. For lige pludselig er der ingen vej ud igen.