Mathilde Falch: "Det hedder jo psykisk sÄrbar - men jeg fÞler mig som det modsatte af sÄrbar og svag

Foto Carsten Seidel, m.fl.
Det er fire Är siden, jeg sidst mÞdte Mathilde Falch, og da jeg gik fra hendes lille lejlighed pÄ Vesterbro og hele vejen hjem i bilen og i mange dage efter, tÊnkte jeg pÄ hende. Fordi den blanding af sÄrbarhed, visdom, Êrlighed og insisterende rÄstyrke, hun udstrÄler, pÄvirker én. RÞrer én. 25 Är var hun.
Dengang var Mathilde lige blevet ĂŠdru â 10 dage havde hun kĂŠmpet sig igennem uden alkohol. SĂ„ da jeg kĂžrte ind for at mĂžde hende igen â denne gang i en stĂžrre lejlighed pĂ„ Frederiksberg â hĂ„bede jeg af hele mit hjerte, at hun havde stĂ„et distancen uden at falde i.
â Det har jeg, ja, svarer Mathilde med et smil pĂ„ mit allerfĂžrste spĂžrgsmĂ„l.
â Og det har vĂŠret meget lettere, end jeg troede. Jeg har fĂ„et sĂ„ meget andet, som er sĂ„ meget vigtigere.
Det ser man, nÄr man kigger rundt i hendes og manden Jespers store, lyse lejlighed. Nede pÄ gulvet ved siden af Mathildes eget keyboard stÄr et bÞrneklaver i trÊ, og rundtomkring ligger der legetÞj og bÞrneting. Det, Mathilde nemlig har fÄet siden sidst, er lille Leo, som kom til verden for halvandet Är siden og flyttede sin mors fokus fra sig selv til ham for altid.
Men som de fleste andre ting i Mathilde Falchs liv kom Leo ikke let og ubesvÊret. Efter en svÊr graviditet med en smertefuld bÊkkenlÞsning, der endte med at lÊgge Mathilde ned de sidste mÄneder, var bÄde mor og sÞn ved at dÞ under fÞdslen, og efter fÄ uger viste det sig, at Leo led af refluks (nÄr mavesyren lÞber tilbage i spiserÞret fra mavesÊkken, red.), og det var sÄ smertefuldt, at han skreg 10-20 timer i dÞgnet. Og der var ingen hjÊlp at hente i sundhedssystemet.
Det er kun et par mÄneder siden, Leo fik det markant bedre, og efter at Mathilde Falch har rullet hele historien ud for mig over en kop kaffe ved kÞkkenbordet, fatter jeg ikke, at hun kan sidde oprejst. Men fra Mathildes vinkel ser det sÄdan her ud:
â Det er spĂŠndende at opleve, at alt, hvad jeg har vĂŠret igennem, har handlet om mig selv, min psyke, mit misbrug, mine indre kampe. Men at stĂ„ med sit barn i armene, og det bare skriger af smerte dag ud og dag ind, det gĂ„r et helt andet og meget dybere sted ned. Det knuste mit hjerte hver dag. Det gĂžr det stadig mange nĂŠtter. Og i dag forstĂ„r jeg, at mange af de kampe, jeg har taget tidligere, har vĂŠret en gave. De var ikke sjove, men det har sat tingene i relief. Det er, som om jeg skulle tage de kampe for at klare det her. SĂ„ jeg er taknemmelig for dem. Faktisk.
SKĂNHEDEN I MĂRKET
âDu spĂžrger om jeg ved hvis dĂŠmonerne forsvinder tager de sĂ„ englene med?â
I Ă„r har Mathilde Falch 10-Ă„rs jubilĂŠum som turnerende musiker, og i den anledning har hun udgivet et livealbum. Sangen âTidenâ har hun lavet sammen med SĂžren Huss â en anden sangskriver med en smertefuld personlig historie bag sig. Sangen handler om de perioder, hvor livet river og rusker, og hvor det eneste, man kan gĂžre for at overleve, er at blive ved med at trĂŠkke vejret.
â Den handler om, at der ogsĂ„ er skĂžnhed i det mĂžrke, det destruktive. Og en frygt for, at livslysten forsvinder, hvis man holder op med at dyrke mĂžrket. Som yin og yang. Kan det ene overleve uden det andet? Lyset er smukt, men der er ogsĂ„ noget at hente i mĂžrket, vi behĂžver ikke at vĂŠre sĂ„ bange for det. Det, der har hjulpet mig de seneste Ă„r, er ikke at vĂŠre bange for dĂŠmonerne. For succesen er ikke nĂždvendigvis at fjerne dĂŠmonerne, men at leve side om side med dem.
Har du nogen dĂŠmoner tilbage?
â Ja. Slet ikke i samme grad, men jeg tror, det er lykkedes mig at blive glad og komme igennem mine kampe, fordi jeg har accepteret, at dĂŠmonerne er en del af mig. At de altid vil vĂŠre der, og det mĂ„ de gerne â jeg handler bare ikke pĂ„ det, de gerne vil have mig til. Da jeg havde anoreksi, sĂ„ jeg helt tydeligt en dĂŠmon for mig siddende pĂ„ skulderen. NĂ„r den dukker op, siger jeg lige: Hej min ven. Du mĂ„ godt vĂŠre her, men jeg vil ikke den vej, du vil. Jeg vĂŠlger noget andet, der gĂžr mig glad.
LĂS OGSĂ : SĂžren Huss: âJeg er ikke lĂŠngere en sorgfuld huleboerâ
Hvad mener du med, at der er noget at hente i mĂžrket?
â Jeg tror nĂŠrmest, at al min drivkraft, alt det, jeg laver, kommer af det. Det krĂŠvede noget vilje nĂŠsten at sulte sig selv ihjel. At drikke hver dag. At skĂŠre i sig selv. Og hvis jeg kan vende den kraft til noget positivt, sĂ„ kan jeg virkelig gĂžre noget godt. Da min sĂžn kom til verden med sygdom, kunne jeg virkelig bruge det, at jeg kan holde til enormt meget. Fordi jeg vĂ©d, at ting kan gĂžre ufatteligt ondt, men at man kan komme igennem dem.
â SĂ„ nĂ„r man siger, at misbrugere, afhĂŠngige mennesker, er svage, sĂ„ passer det ikke. Man bliver sĂ„ fucking stĂŠrk, nĂ„r man er tvunget til at lĂŠre sider af sig selv at kende, som andre ikke opdager hos sig selv. Det hedder jo psykisk sĂ„rbar, men jeg fĂžler mig som det modsatte af sĂ„rbar og svag. Det samme med misbruget. Man er ikke svag, fordi man er misbruger. For det hele krĂŠver sĂ„ enormt meget af dig.
SELVHADET FYLDER
Mathilde Falch var 17 Är, da hun blev indlagt pÄ en lukket psykiatrisk afdeling i NÊstved med spiseforstyrrelsen anoreksi. Hun var sÄ tynd og afkrÊftet, at hendes organer nÊsten havde sat ud, og hvis ikke det var, fordi der sad en vagt ved hende 24 timer i dÞgnet, havde hun selv hjulpet til det sidste stykke vej.
Hvorfor? Det er der ikke noget rationelt svar pÄ. Psykisk sygdom er ikke rationelt. Jo, hun var vokset op med en far, Michael Falch, der drak, men pÄ det tidspunkt havde Michael Falch for lÊngst lagt alkoholen bag sig. Der manglede ikke kÊrlighed i hjemmet, tvÊrtimod. Der blev talt Äbent om bÄde misbrug og psykisk sygdom, som har lÞbet i familien i generationer, hun havde vÊret i pÄrÞrende-behandling med sin far, sÄ allerede i en meget ung alder var Mathilde bevidst om de gener, hun havde arvet. Men det var ikke nok. Ikke dengang.
â Det er sĂ„ stĂŠrk en kraft, og det handler ikke om fornuft eller vilje, det her. PĂ„ et tidspunkt satte min far og mig os ned og kiggede pĂ„ vores stamtrĂŠ, og bĂ„de pĂ„ min mors og min fars side var de enten psykisk syge eller misbrugere eller begge dele langt langt tilbage. SĂ„ allerede som helt ung var jeg meget bevidst om, at jeg var misbruger, i kraft af at det har vĂŠret et tema for os, og da min far blev ĂŠdru, viste han mig, at der var en vej ud. PĂ„ den mĂ„de har vi brudt kĂŠden, fordi erkendelsen var der. Den er der mange, der ikke har, fĂžr de stopper, og det har sammen med Ă„benheden omkring det, som er enormt vigtig, vĂŠret en hjĂŠlp.
Efter at have kĂŠmpet sig tilbage til livet rĂžg Mathilde ud i et massivt kokainmisbrug, som fĂžrst stoppede, da hun blev kĂŠrester med Jesper et par Ă„r efter. Han gjorde det helt klart for Mathilde, at han ikke tolererede hendes cokemisbrug, sĂ„ det lagde hun pĂ„ hylden med det samme, for hun ville Jesper mere end kokainen. Og sĂ„ kunne hun vel lige trappe ned med alkoholen, tĂŠnkte hun. Det kunne hun ikke. Det eneste, der skete, var at hun trappede op.â Det var rigtig svĂŠrt at stoppe, isĂŠr op til at jeg tog beslutningen. Men da jeg endelig gjorde det blev mit liv markant bedre ret hurtigt. For selvhadet fylder sĂ„ meget, nĂ„r man drikker. At vĂ„gne op om morgenen og vide, at Ă„Ă„rh nu har du gjort det igen! Jo, det er synd for mig, at jeg er misbruger, men jeg var stadig rĂžv-nederen i gĂ„r, og nu er det mest synd for Jesper. Som alkoholiker vil man jo have medlidenhed fra dem, man gĂžr ondt, og det er virkelig ikke fedt.
I den fĂžrste tid gik Mathilde til AA-mĂžder, men modsat faren, som blev ĂŠdru ved hjĂŠlp af AA, var det ikke noget for Mathilde.
â De gange jeg har vĂŠret ude for noget ⊠skelsĂŠttende i mit liv, har jeg haft en meget stĂŠrk fĂžlelse af, at jeg skulle gĂžre det pĂ„ min egen mĂ„de. Det tĂŠndte mig af at gĂ„ til de mĂžder, mĂ„ jeg indrĂžmme, for man fik hele tiden at vide, at hvis ikke man kom der, ville man helt sikkert falde i igen. Det passer jo ikke. Men det var min mĂ„de, det her, og ikke noget, jeg vil anbefale andre, for jeg ved jo, at det hjĂŠlper virkelig mange at gĂ„ i AA.
â Der var en, der sagde til mig, at nu kunne jeg ikke spille mere, fordi jeg ikke kunne vĂŠre i musikermiljĂžet. Og ja, det er et miljĂž med rigtig meget druk og misbrug, men jeg ville lĂŠre at vĂŠre i det. Det var mit mĂ„l. Det har jeg lĂŠrt nu, og jeg nyder det. Jeg kan godt lide at vĂŠre sammen med folk, selv om de drikker. Og det har vĂŠret enormt vigtigt for mig at lĂŠre. Jeg kan stadig vĂŠre med til festen â det kan godt vĂŠre, jeg gĂ„r lidt tidligere, end jeg gjorde fĂžr, men jeg nyder det til gengĂŠld meget mere nu, fordi det ikke er forbundet med drama og skam. Nu kan jeg rent faktisk hygge mig uden at have det anstrengende fokus pĂ„ alkohol.
ET BARN I SMERTEHELVEDE
Da Mathilde blev gravid, begyndte hun at fĂ„ gangbesvĂŠr allerede i tredje mĂ„ned pĂ„ grund af bĂŠkkenlĂžsning, og det endte med krykker, smerter dĂžgnet rundt og aflysning af alle koncerter. Da fĂždslen endelig gik i gang, havde hun haft veer i 30 timer, uden at der skete noget, og navlesnoren havde viklet sig om Leos hals. Mathilde nĂ„ede lige at fĂžde inden akut kejsersnit, men hun blĂždte âsom et springvandâ, sĂ„ hun rĂžg direkte pĂ„ operationsbordet og blev lappet sammen. Og fik at vide, at nu skulle hun tage hjem og forholde sig helt i ro.
Det var fĂžrst da, helvede startede.
â Leos refluks brĂžd ud, da han var fem uger, og vi fik ret hurtigt medicin, det gjorde ham bare ikke rask. Den medicin, han fik â og som mange fĂ„r â er ikke godkendt til babyer og har mange bivirkninger, som Leo fik. SĂ„ han skulle holdes og vugges i 24 timer i dĂžgnet, fordi han havde sĂ„ mange smerter, og jeg kunne nĂŠsten ikke gĂ„ pĂ„ grund af bĂŠkkenlĂžsningen. Vi skulle selv finde ud af, hvad vi kunne gĂžre, for der er ingen, der forsker i refluks, fordi der ikke er prestige i at forske i bĂžrnesygdomme, der ikke er dĂždelige. SĂ„ vi rodede rundt i alle mulige former for naturmedicin og terapier, det var helt skĂžrt. Zoneterapi viste sig at hjĂŠlpe ham, og mĂŠlkesyrebakterier og kosttilskud af forskellige slags, men han blev ikke rask, og da han var omkring et Ă„r, blev vi indlagt med ham.
LÊgen tog ved samme lejlighed nogle prÞver pÄ Jesper og Mathilde, fordi de var sÄ udmattede.
â Vores tal var sĂ„ vilde, at han ikke kunne forstĂ„, at vi ikke var kollapset, og sĂ„ sagde han, at vi skulle fĂ„ noget hjĂŠlp. Det er bare rigtig svĂŠrt, for folk har svĂŠrt ved at stĂ„ med et skrigende barn, som ikke er deres eget, fortĂŠller Mathilde Falch.
De fleste bÞrn, der er fÞdt med refluks, fÄr det bedre, nÄr de er omkring 18 mÄneder, men som Mathilde siger:
â Er det ikke bĂžrnemishandling at lade dem lide i halvandet Ă„r? Det er det jo. Jeg har vĂŠret rigtig vred pĂ„ systemet, selv om lĂŠgerne gerne ville hjĂŠlpe, de kunne bare ikke. Nu er jeg ved at uddanne mig til zoneterapeut og bĂžrnesundhedsvejleder, og jeg er blevet ambassadĂžr for Refluksforeningen, og jeg kan jo se, at mange bĂžrn bliver hjulpet af de forskellige alternative behandlinger, men lĂŠgerne er ikke interesserede i at hĂžre om det. Jeg fatter ikke, hvorfor de ikke vil hĂžre om det, nĂ„r mĂ„let for en lĂŠge jo er at hjĂŠlpe de syge.
â Lige nu er vi dĂ©r, hvor man vil beskrive Leo som kolikbarn, og det er ren ferie for os. Jeg Ăžnsker ikke for nogen, at de skal opleve deres barn i smertehelvede hver dag, og der er da ogsĂ„ rigtig mange, der gĂ„r ned med flaget pĂ„ det. Folk bliver skilt, kommer ikke tilbage pĂ„ arbejdsmarkedet, er pĂ„ overfĂžrselsindkomst, fĂ„r ikke flere bĂžrn pĂ„ grund af det. SĂ„ samfundsmĂŠssigt ville det vĂŠre en god idĂ© at sĂŠtte nogle penge af til forskning.

EN GAMMEL SJĂL
Undervejs i forlÞbet aftalte Mathilde og Jesper, at de overhovedet ikke ville overveje deres forhold, sÄ lÊnge Leo var syg, og at alt, hvad der blev sagt om natten, ikke gjaldt. Fordi de var nÞdt til at stÄ det igennem sammen.
â SĂ„ vi har ikke talt sammen i halvandet Ă„r, haha, griner Mathilde med den humoristiske distance, hun altid har haft en evne til at lĂŠgge til tingene.
â Mange forĂŠldre med syge spĂŠdbĂžrn fĂ„r konstateret PTSD (posttraumatisk stresssyndrom, red.), og jeg kan helt klart mĂŠrke efterveer af at have et nervesystem, som er i alarmberedskab dĂžgnet rundt. Det, der heler mig, er at se Leo sĂ„ glad â det er min medicin. Mange af de bĂžrn, jeg har mĂždt, er bagud i deres udvikling, fordi de har haft det sĂ„ dĂ„rligt, men Leo har hele tiden vĂŠret enormt livskraftig, og det holder mig oppe. Der er fundet en sammenhĂŠng mellem smerte i spĂŠdbarnsalderen og adhd og autisme, og Leo er meget oppe at kĂžre, men jeg tror, det er hans mĂ„de at klare det pĂ„. Jeg ser mig selv sĂ„ meget i den mĂ„de, han tackler det her pĂ„. Han lĂŠgger sig ikke ned âŠ
Mathilde tÞrrer en vildfaren tÄre vÊk fra kinden.
â Nu bliver jeg rĂžrt.
Han har arvet noget rÄstyrke fra dig?
â MĂ„ske. Eller mĂ„ske fra et helt andet sted. Mange har fortalt mig, at han er en gammel sjĂŠl. Og nogle gange er det, som om han ser lige igennem mig. Og sĂ„ synes jeg, jeg kan se pĂ„ ham, at han et eller andet sted har det sĂ„dan: Det skal nok gĂ„, det hele. Jeg skal bare lige igennem barndommen, smiler Mathilde.
Hvad mener du med en gammel sjĂŠl?
â Jeg ved jo intet om det, men jeg fĂžler helt klart, at jeg selv har levet flere liv, og at Leo ogsĂ„ har. Jo mere jeg lever, jo mere finder jeg ud af, hvor lille en del af noget stĂžrre jeg er. Det synes jeg faktisk er beroligende. At vĂŠre en lille brik i noget stĂžrre. Men det dĂ©r med sandheder ⊠det er jeg meget varsom med at gĂ„ og slynge ud. For hvad der er rigtigt for mig, er ikke nĂždvendigvis rigtigt for andre. Jeg har bare altid sĂžgt efter ⊠hvad man kan kalde Gud, fordi jeg altid har vĂŠret overbevist om, at der findes noget andet, som ikke handler om, hvad jeg fĂžler og tĂŠnker, og hvor god eller dĂ„rlig jeg er til ting. Et slags helle.
ALENEHEDEN SKABER UBALANCER
âGive me a fâŠâŠ break!!â, ville jeg nok have rĂ„bt til verden, hvis jeg var Mathilde Falch. Og den er da ogsĂ„ kommet til hende et par gange, men:
â Jeg Ăžver mig i at se det hele lidt ovenfra, prĂžver at afdĂŠkke, hvad jeg skal lĂŠre af det hele. Og lige nu er der en masse mennesker, der hĂŠnger uden for sundhedssystemet med deres syge bĂžrn og er helt ude i gardinerne â dem fĂžler jeg et ansvar for. Der er en grund til, at jeg skulle igennem det her, for jeg mĂ„ godt spille musik og lave alle de dejlige ting, men der er ogsĂ„ noget andet, jeg skal. Noget, Leo og jeg skal sammen.
â Vi har jo opholdt os rigtig meget pĂ„ hospitaler, og efter at Leo er begyndt at kravle, er han altid kravlet hen til mennesker, som sidder i kĂžrestol, mennesker, som er svage, syge, ensomme. Det er, som om han sĂžger dem. Det har gjort, at jeg har sat mig ned og talt med de mennesker, og alle, jeg har talt med, siger, at de er ensomme, fordi ingen sĂŠtter sig ned og taler med dem. Folk kigger vĂŠk â mĂ„ske af hĂžflighed, fordi de tĂŠnker, at man endelig ikke skal kigge pĂ„ den handicappede â men det gĂžr altsĂ„, at de sidder alene alle steder. Ingen hilser, ingen kigger.
â Det er det samme med psykisk syge â man skal endelig ikke kigge, spĂžrge til dem, tale med dem. Da jeg var syg, kunne jeg tĂŠlle pĂ„ Ă©n hĂ„nd, hvor mange der turde sige noget til mig. Det er nok, fordi folk er bange for at gĂžre det vĂŠrre, hvis de kommer til at sige noget forkert, men det virker lige modsat. Og Leo minder mig hele tiden om, hvor vigtigt det er, vi ser hinanden, hilser pĂ„ hinanden. Derfor glĂŠder jeg mig ogsĂ„ til at blive en del af et lokalsamfund, og jeg hĂ„ber sĂ„dan, at vi bliver taget godt imod, sĂ„ vi kan lave noget sammen, siger Mathilde om den lille families snarlige flytning til BirkerĂžd, hvor de har kĂžbt hus.
â Der er en rĂžd trĂ„d i alt det, jeg interesserer mig for: Psykiatrien, hvor jeg er ambassadĂžr for foreningen SIND, Refluksforeningen, musikken ⊠I gamle dage havde vi stammer og fĂŠllesskaber, hvor vi kunne spĂžrge hinanden til rĂ„ds og finde trĂžst hos hinanden, nu sidder vi alle sammen alene i vores lejligheder med brystbetĂŠndelse og aner ikke, hvad vi skal gĂžre. Den alenehed tror jeg laver ubalancer alle mulige steder. OgsĂ„ i forĂŠldreskabet, hvor mange mĂždre sidder derhjemme og ser pĂ„ de sociale medier, hvor godt de andre klarer sig, hvor perfekte deres babyer ser ud, og hvor meget caffe latte de drikker. Og de sidder bare derhjemme med et skrigende barn. Det ĂŠgte liv bliver ikke reprĂŠsenteret ret mange steder.
JEG FĂ R RO I MIN SĂGENDE SJĂL
Kan du ikke selv blive ramt, nÄr du gÄr alene rundt med et skrigende barn derhjemme, for det har du jo mildest talt gjort?
â Jo, det kan jeg da godt, nĂ„r jeg ser pĂ„ nogle af mine skĂžnne veninder, hvor det hele bare kĂžrer. Men mange af de kampe, jeg har taget, har vĂŠret en gave for mig, fordi jeg har opdaget, at det, der gĂžr mig allermest glad, er at kunne give de ting videre, jeg har lĂŠrt. Jeg fĂ„r ro i min sĂžgende sjĂŠl, nĂ„r jeg giver andre noget.
â Jeg taler indimellem med min mand om, at den mĂ„de, vi er glade pĂ„, nĂ„r vi er glade, fĂžles vildere end mange andres glĂŠde. Fordi vi har vĂŠret sĂ„ meget igennem. Og det er jeg virkelig taknemmelig for. SĂ„ nej, jeg vil ikke bytte med nogen. Mine kampe har ret hurtigt i livet tvunget mig til at indse, at jeg ville have noget ud af det her liv. Fordi jeg tidligt fik en bevidsthed om, at man kan blive syg. Man kan dĂž. SĂ„ jeg skal selv skabe det liv, der er fedt for mig.
â De sidste mange Ă„r har jeg bygget noget solidt op, som jeg nu kan hĂžste frugterne af, selv om jeg har vĂŠret i krise. Jeg ved, hvad jeg vil, hvad jeg kan lide, hvad jeg ikke kan lide. Jeg ved, hvilken mand jeg vil have, hvilke venner jeg vil have. SĂ„ pĂ„ trods af misbrug og sygdom har jeg lavet et rigtig godt forarbejde, og det er rart at finde ud af. Og mĂ„ske er det i virkeligheden ikke pĂ„ trods, men pĂ„ grund af. Jeg skal ikke vĂŠre sammen med mennesker, der er gift for mig og fĂ„r mig til at fĂžle mig mindre vĂŠrd. Jeg skal passe pĂ„ mig selv i arbejdssituationer, hvilket jeg har vĂŠret meget bevidst om, sĂ„ jeg bliver aldrig P3-smart med pandehĂ„r og sorte Ăžjne. Det er ikke det, jeg er.
â Det er noget med at vĂŠre realistisk og se sig selv ĂŠrligt i Ăžjnene og glĂŠdes ved det, man ser. Og lade vĂŠre med at tro, at man kan alt, for det kan man ikke. Det har jeg det rigtig okay med.
LĂS OGSĂ : Anne Marie Helger: âJeg har altid vĂŠret bange for, at det mĂžrke, jeg har i sindet, ville bryde udâ
Mathilde Falch lige nu