Matilde Kimer fik besked om kræftsygdom i en mail: "Det russiske hospitalsvæsen er meget ulig det danske"

I øjeblikket toner hun frem på skærmen, når hun på DR rapporterer om Ruslands invasion i Ukraine, men allerede kort inden Vladimir Putin sendte sine tropper ind i nabolandet, var Matilde Kimer begyndt at døje med synkebesvær.

Og når hun kiggede sig i spejlet hjemme i Moskva, kunne hun se en knude på halsen. Det fortæller ruslandskorrespondenten i Ud & Se.

Hun gik til en russisk læge, som kunne konstatere, at hun havde to cyster. For en sikkerheds skyld tog lægen en vævsprøve, da han tømte dem for blod og betændelse.

- Det russiske hospitalsvæsen er meget ulig det danske, når det kommer til dårlige nyheder, siger Matilde Kimer, som blot modtog en pdf-fil i mailindbakken med det ildevarslende resultat, til DSB-magasinet.

Under et af sine besøg i hjemlandet har hun fået fjernet halvdelen af sin skjoldbruskkirtel, og de efterfølgende undersøgelser har vist, at kræften med al held ikke har nået at sprede sig.

Og den erfarne ruslandskorrespondent har endda fået grønt lys til at vende tilbage til det østeuropæiske brændpunkt.

Kræftramt teenager

Kræft er ikke fremmed for 41-årige Matilde Kimer.

Som 14-årig blev hun ramt af lymfekræft, og behandlingen var så hård ved hende, at hun var på kanten af at stoppe den, da hun følte, den var ved at tage livet af hende.

- Behandlingen i 90’erne var nok en lidt anden type, end den er i dag. Det var sådan nogle klodser på to uger, hvor jeg både fik sprøjtet noget ind i kroppen, og jeg skulle spise piller. Jeg havde det bare så dårligt efter ti behandlinger, sagde hun for nylig i DR-programmet ”Stines søndag”.

- Det var ikke kun et spørgsmål om at have kvalme og være afkræftet. Jeg havde bare sådan en fornemmelse af, at jeg var på vej mod slutningen. Jeg fik sådan et instinkt. At hvis jeg skulle dø, så ville jeg dø af sygdommen og ikke af behandlingen, fortæller Matilde, som får lov at springe de sidste kemobehandlinger over og gå direkte til stråling, lyder den barske beretning.

Oplevelsen af at stå på kanten af livet, gav hende tidligt et afslappet forhold til døden.

- Det er en vished om, at døden kommer. Det er et faktum, og man får sjældent lov til selv at styre, hvornår den kommer. Det er ikke sådan et stort heroisk ”så må det ske, så må jeg dø”. Egentlig er døden ret usentimental for mig. Det kommer til at ske – helst ikke nu og helst ikke lige rundt om hjørnet, men jeg tror måske bare, at det har gjort mig mere afklaret med døden.