Menstruation er politik. Prævention er politik. At føde børn er politik

Mennesker og kroppe er ikke så forskellige, som nogle gerne vil gøre dem. Men de er ikke ens.

I den erkendelse ligger samfundets ansvar for at mindske uligheden i de muligheder, vi har, og den smerte, vi oplever.

Desværre bliver erkendelsen ofte brugt til det modsatte.

“Sådan er det bare”, siger vi til de kvinder, der skal stikkes i og fyldes med hormoner, når mænd har dårlig sæd-kvalitet.

Når vi ikke ønsker en graviditet, er det os, der tager p-pillerne – og hvis en uønsket graviditet alligevel indtræffer, er det os, der får foretaget aborten (hvis vi ellers bor i et land, hvor staten giver os lov).

Vi bliver vant til, at man skal kæmpe sig ind på arbejde med voldsomme menstruationssmerter og bivirkninger fra den medicin, kun vi forventes at tage.

Og det opleves som en selvfølge, at vi kan passe en husholdning med en baby på armen og et lykkeligt smil på læben to uger efter et akut kejsersnit (mens enhver anden operation udløser ro, hvile og genoptræning på statens regning).

For slet ikke at tale om hvordan alle de ting påvirker vores økonomi, der i forvejen lider under det blotte faktum, at vi er kvinder.

Derfor er menstruation politik. Prævention er politik. At føde børn er politik.

Vores krop er politisk, selv om den bare gør de ting, en krop nu gør – eller ikke gør.

Det oplevede iværksætter og influencer Cathrine Widunok Wichmand, da hun og hendes kæreste, Adam, indledte deres kamp for at få et barn.

Cathrine kunne have valgt at kæmpe alene. Hun kunne have prist sig lykkelig over, at hun er lykkedes med at få sine to børn, og ellers holdt alle mellemregninger for sig selv.

Men hun vidste, at hendes kamp var større end hende, og valgte at gøre en forskel for mange ved at fortælle om den – og kaste sig ind i kampen for en mere retfærdig behandling af dem, der skal igennem det samme som hende.

Og hun insisterer på, at vi skal tale om, at der er forskel på, hvad kønnene skal lægge krop til i sundhedsvæsenet.

Fordi sorg, skam og skyld trives bedst i ensomhed.

Og når kvinders kroppe især stadig er en kulturel kampzone, har vi et kollektivt ansvar for, at ingen skal stå midt i kugleregnen helt selv.

Derfor hører Cathrine også til en ny generation af influencere, der viser os, at et medie som Instagram ikke kun er et sted, hvor vi bygger vores egne luftkasteller og hinandens mindreværdskomplekser.

Men at en social platform faktisk rummer potentialet til at være et sted, hvor vi holder samfundets magthavere ansvarlige for at finde løsninger på de fælles problemer – og hvor vi kvinder kaster rebstigen ned til den næste, når vi selv er kravlet op.