Mette Blomsterberg om sin værste jul: "Min mor sagde, at han var gået med en pistol på sig"

Mette Blomsterberg elsker julen, elsker den med hud og hår. For hende handler den i det private ikke så meget om flotte gaver og juleglimmer, der driver ned ad væggene, men mere om hygge med de nærmeste, glimt af ekstra forkælelse og små, fine overraskelser.

Faktisk elsker hun også de mørke morgener. Som det første, når hun står op, og det er tidligt, tænder hun stearinlys i køkkenet.

Til dette interview har hun også tændt stearinlys overalt i det store køkken-alrum.

– Denne årstid appellerer til at putte sig indenfor og skabe varme omkring sig, og det kan jeg rigtig godt lide. Dagene er korte, ja, og det er på sin vis irriterende, men samtidig fedt. Der er noget intenst over, at jeg skal rubbe neglene for at få glæde af det dagslys, der er, når solen endelig kommer op, siger hun.

Lige nu er hun aktuel med bogen ”Min jul”, der er udkommet på Gyldendal. Bogen rummer 65 opskrifter på det søde, som hører december til, hendes eget bud på en julemenu, som kan udbygges med hendes forslag til skønne salater, samt nytårslækkerier.

Når man som hun er typen, der tænker mad hele tiden, er julemaden en særlig nydelse.

– Grundlæggende er mine opskrifter på andesteg og flæskesteg klassiske med sovs og brunede kartofler, for her skal man ikke kimse ad traditionen. Jeg kan godt lide, at alle grundsmagene er i spil. Der er både det salte, det bitre, det sure og det søde, det har julemaden altid fået til at gå op i en højere enhed.

Undervejs i forberedelserne af både maden og det søde går hun hjemme hos sig selv op i, at der er plads til samvær og nærhed.

Hendes private julebagning er således mest koncentreret omkring en af hendes mest elskede juletraditioner, fætter-kusine-bagedagen, hvor hun samler sine døtre, nevøer og niecer samt deres kærester og børn i sit eget køkken.

– Vi fordeler indkøbene, og de kommer også selv med forklæder og kagedåser, og så har jeg opskrifterne klar og overblikket over, hvad vi skal lave. Hele dagen er vi i gang, der bliver produceret en masse, og samtidig har vi det sjovt og fordeler til sidst alle herlighederne mellem os. Den slags dejlige traditioner synes jeg, at alle skal skynde sig at opfinde, hvis de ikke har dem i forvejen.

Coronaens benspænd

Normalt ville hun ind imellem juleforberedelserne være på landevejen nu og holde foredrag om sit liv som iværksætter og ”Min jul”, men den side af hendes arbejde har coronaen spændt ben for.

– Som alle andre var jeg i begyndelsen i panik over pandemien. Jeg fik aflyst en masse foredrag og teambuildings, gik nærmest i sort og tænkte: Hvad sker der? Som selvstændig er jeg jo ekstra sårbar.

- Men jeg fik sundet mig, fik skåret alle omkostninger ind til benet og kan se, at det nok skal gå. Det fede er, at jeg med min erfaring i dag ved, at jeg altid kommer ud på den anden side af sådan en krise med noget, som jeg ellers ikke ville have haft med.

- I dette tilfælde brugte jeg den tid, jeg fik tilovers i foråret, til at skrive et nyt foredrag om arbejdsglæde. Et, jeg har haft i støbeskeen længe. Det er blevet supergodt, synes jeg, og ligger nu klar til, når jeg for alvor kan komme ud og holde foredrag igen.

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald: "Jeg har været ude i nogle ekstremer, hvor jeg ikke har passet på mig selv"

At arbejdsglæden er central for hende, er man ikke i tvivl om.

Selv sådan en almindelig hverdag, hvor vi besøger hende hjemme i familiens hus i Ålsgårde, stråler hun af veloplagt foretagsomhed. Som hun selv siger, kan man ikke skrue ned for hende, når man først har tændt.

Hendes fremdrift har da også åbnet mange eventyrlige døre for hende, efter at hun 19 år gammel blev udlært som konditor.

Bl.a. har hun haft butik i København og café og konditori i Kongens Lyngby. Allerbedst kender danskerne hende dog som den slagfærdige vært i programserier som ”Det søde liv” og ”Den store bagedyst” på DR1, hvor hun har inspireret os til at pusle med dej, pynt og bageforme, en mission, hun er stolt af.

I dag har hun afhændet caféen i Lyngby, og det passer hende glimrende, at hun nu mere er formidler af sit fag end egentlig konditor.

– Jeg vil altid kunne lide at have noget praktisk at rive i. Hvis du spurgte, om jeg ville med op i dit sommerhus og rive ned og køre en masse på lossepladsen, rykkede jeg med glæde. Men det at holde foredrag, teambuildings, skrive bøger, lave tv og inspirere andre giver mig en god energi, som jeg ikke vil undvære.

- For eksempel elsker jeg, hvis jeg med min nye julebog kan sprede glæde, samvær og hygge. Det trænger vi til i en anderledes tid som denne.

Frygtelig jul

Vi taler om, hvor forskellig julen kan være. Indimellem bliver den slet ikke, som vi drømmer om.

Den værste jul, Mette kan mindes, fandt sted i hendes barndom, da hun var 11-12 år.

– Jeg og min yngste bror holdt jul med min mor og hendes kæreste. Allerede tidligt på aftenen drak min mors kæreste sig fra sans og samling, og stemningen blev forfærdelig. Han var verbalt aggressiv, og jeg oplevede det som en enorm lettelse, da han pludselig gik.

- Indtil min mor sagde, at han var gået med en pistol på sig. Som det barn jeg var, tænkte jeg: ”Fedt, bare han skyder sig,” for jeg havde aldrig kunnet lide ham. Men han skød sig nu ikke, forsvandt bare.

- Efterfølgende hentede vi min bror, Michael, ved toget. Jeg husker, at der lå et tykt lag sne, som vi næsten ikke kunne gå i, og at vi tog hjem og hyggede os, så det endte heldigvis godt.

Vi er allerede noget henne i interviewet, selv om Mette stadig kun er ved at blive sminket og få sat hår til fotograferingen, for hun kan ikke lade være med at snakke imens.

Ivrigt slår hun ud med armene og fortæller, at hendes mor og den forfærdelige kæreste heldigvis slog op, manden kom ikke til at fylde ellers i hendes tilværelse.

Bagefter diskuterer hun med stylisten, hvor stramt tilbage hendes hår skal redes. Det er en fagskade, siger hun, at det skal være ret stramt.

– Jeg kan ikke have sådan nogle flagrehår, det er uhygiejnisk, når man står i et køkken.

Rank ryggen

Da hun medvirkede i ”Vild med dans” for syv år siden, fik hun mange gode tips til, hvordan den stramme frisure kan varieres. Hun lærte også, at det er manden, som styrer i en dans, og så kom hun i bedre form end nogen sinde.

– Jeg blev bevidst om at rette mig op. For efter at have stået bøjet ind over et køkkenbord en stor del af mit liv trængte jeg til at få smurt nogle led og ranke mig.

Nu danser hun kun til private fester og holder sig mest i form ved at løbe en kort tur tre gange om ugen.

LÆS OGSÅ: Ditte Giese om døden: Den får os til at mærke, hvor fantastisk livet er.

– Egentlig begyndte jeg at gøre det mere systematisk, da min bror, Michael, fik stress og røg på hospitalet med for højt blodtryk. Han boede dengang tæt på mig, og for at få ham i gang foreslog jeg, at vi kunne begynde at løbe sammen. Det røg han for meget til, sagde han. Men så besluttede han at holde op med at ryge, og jeg fik ham med ud at gå og lunte i skoven.

- Hen ad vejen begyndte vi at løbe mere, og jeg fik ham overtalt til, at vi også tog et dyp i Øresund bagefter. ”Nej, nu stopper du,” sagde han først, men da jeg begyndte at gå i vandet, kom han med.

Sådan blev de begge vinterbadere, og Mette er det stadig.

Nu er hendes bror flyttet til Frankrig for at etablere en bed & breakfast dernede. I mellemtiden havde Sven på 74 heldigvis hægtet sig på deres lille løbehold, og nu er det ham, der venter på hende ude i skoven.

– For jeg får det ikke gjort alene. Tre gange om ugen mødes vi kvart over seks, og så er jeg hjemme en time efter. Det er en fantastisk måde at starte dagen på.

Overrasket på dagen

Mette har altid været god til at tage fat om problemernes rod og er ikke bange for at se sine savn i øjnene, siger hun, da fotograferingen er overstået, og vi sidder med hver sin kaffe.

Netop disse uger før jul er tidspunktet, hvor hun ofte tager sit liv op til revision.

2020 har været særligt skelsættende på grund af coronaen, men også fordi hun mistede sin bror, Morten, der faldt om på sit køkkengulv og døde kun 54 år gammel.

– Det var hæsligt, men endnu mere hæsligt, fordi jeg faktisk havde mistet ham for længst. Morten havde et hårdt liv med alkohol på et niveau, hvor vi andre ikke kunne hjælpe ham. For mig er det vigtigt at huske ham som den, han var engang. En glad, dygtig og klog fyr, jeg så op til. Sådan var han desværre ikke til sidst.

LÆS OGSÅ: Oliver Bjerrehus om sin barndom: "Min mor gav mig plads til at være en vildbasse"

Skelsættende er det også, at hun fyldte 50 i sommer.

– Der var en interesse så stor for min fødselsdag, at jeg tænkte, at journalisterne måske var overraskede over, at jeg lever endnu, griner hun.

På grund af coronaen ville hun bare holde en nedtonet fest for sine nærmeste. Men lørdagen før fødselsdagen kom hun hjem fra en frokost med en veninde og fandt sin have fyldt med gæster.

– Mine døtre og min mand havde med venners hjælp i al hemmelighed sørget for, at der var mennesker, telt, musik, vin og en halv pattegris på grillen, og det var fantastisk. Alle var informeret om at holde afstand og blive udenfor, så vi kunne overholde alle retningslinjer. Det surpriseparty var lige, hvad jeg havde brug for uden at vide det.

Egentlig føler hun ikke, at hun har rundet et skarpt hjørne, mere at hun på en blød måde er blevet endnu mere voksen de seneste fem-seks år.

– Jeg har altid været god til at mærke efter, men jeg er blevet bedre til at sige pyt og til at sige, hvad jeg selv har brug for. Jeg har også lært at acceptere mig selv på godt og ondt.

- Min mor gjorde mig opmærksom på, at ingen kan gøre alle glade. Det har jeg taget til mig og lært endnu mere at fokusere på at være den bedste udgave af mig selv. Så kan jeg kun håbe, at nogen vil elske mig, som jeg er.

Selv om hun sørger for altid at gøre sig umage i sit arbejde og her er fuldstændig kompromisløs, har hun også udviklet sin sans for privat at sætte barren, så hun kan nå den.

– Hele mit faglige univers handler jo om præcision og forkælelse. Det får mig op i omdrejninger at gøre noget for andre, der er topprofessionelt, men privat er jeg opmærksom på, at det ikke skal blive et kapløb, hvor jeg er ved at brække mig af udmattelse.

– Vi kan nemt knække nakken på alt det, vi tror, andre forventer. F.eks. hvis drillenissen hver dag skal finde på det ypperste. Da mine børn var små, kom jeg en morgen i december blå farve i mælken, det var drillenissens værk den dag, og de husker det som fantastisk. Hvis vi en gang imellem kan udtænke noget, der virkelig er anderledes og har nærvær, så husker folk det, selv om det kun sker få gange og bare er en lille ting.

På falderebet spørger jeg, hvad hun gerne vil have mere af i sit liv fremover.

– Jeg befinder mig egentlig vældig godt, som tingene er nu, siger hun.

Men tilføjer så som en eftertanke, at hun gerne vil være med til at skabe nærværende formidling på tv igen.

– Det har været givende med en pause, men nu står cirkushesten altså og tripper og er klar til en omgang i manegen igen. Vi må se, hvad det nye år bringer.