Mette Bluhme efter MeToo-shitstorm: "Jeg blev løftet af en masse seje kvinder"

For et par år siden gik Mette Bluhme ikke alene på gaden.

Hun blev fulgt rundt overalt, indtil politiet fandt ham, der havde ladet hende vide, at hun ikke skulle opleve at holde jul med sin familie.

Han ville i øvrigt starte med at skære øjnene ud på hende og æde dem først.

Hvad Mette havde gjort?

Hun havde stillet det samme spørgsmål, som hun altid gjorde til sidst i DR-programmet ”Guld i købstæderne”:

Har I nogen planer for, hvad pengene skal bruges til?

Det skulle hun overhovedet ikke blande sig i, mente manden. Af sted med en dødstrussel.

– Jeg talte på et tidspunkt om det med Özlem Cekic, som sagde, at hun nærmest var kommet dertil, hvor almindelige dødstrusler ikke er noget, man tænker over.

– Undskyld, hvordan er vi kommet dertil, at man bladrer forbi en ”almindelig dødstrussel”? spørger Mette Bluhme retorisk.

Manden blev fundet og dømt. Og som Mette siger: Man leder efter et monster og finder en stakkel.

Et par minutter på de sociale medier – med Facebook som den absolutte topscorer – efterlader ingen tvivl om, at antallet af monstre/stakler er hastigt voksende.

For eksempel dem, der mener, at den radikale politiker Kristian Hegaard, som er kørestolsbruger, er retarderet, skulle sidde i en lejr eller rulles i havnen.

Eller kendis-kokken, som i en kommentar spørger, om han skal ”sluk dig, som jeg slukkede din ludermors tørst for sæd i går”.

For ikke at nævne alle de dagligdags hyggekommentarer som ”fucking død med dig, din møgso” og ”hvorfor er du så grim, din kælling!”

Hver syvende kommentar på Facebook er hadefuld, viser en undersøgelse.

Tre ud af fire afsendere er mænd.

Og selv om der var mange kvinder iblandt, var mændene også klart i overtal, da Mette Bluhme blev centrum for årets værste shitstorm, efter hun i januar interviewede den fyrede Jes Dorph i ”Aftenshowet”.

Jeg fortryder ikke noget

Endnu en gang passede Mette bare sit arbejde. Da hun mødte ind på Danmarks Radio den 6. januar, vidste hun ikke, hvem hun skulle interviewe til aftenens program.

Hvad tænkte du, da du så, at det var Jes Dorph, du skulle interviewe?

– Jeg vidste godt, at der ville blive ballade, for det var den første personsag med et stort folkeligt kendt navn. Af samme årsag havde jeg kun ét fokus, og det var at udføre et stykke journalistisk arbejde, som var 100 procent i orden.

– Det er sjældent, man rammer den 100 procent, når man laver 35 minutters live-tv, men jeg vil faktisk vove at påstå, at det var meget tæt på. Så jeg fortryder ikke noget som helst.

Hvilken slags ballade havde du forestillet dig, der ville blive?

– Jeg havde forestillet mig en MeToo-ballade – jeg så jo, hvad der skete med Sofie Linde. Og jeg er klar over, at jeg kom til at sidde yderst på en vippe der, men at det ville blive så massivt, så personligt og så kønnet, dét havde jeg ikke set komme. Og jeg var slet ikke klar over, hvor voldsomt det ville blive, siger Mette Bluhme.

Jeg møder hende i hende og gemalens midlertidige hjem i Nordhavn i København her tre måneder efter den orkan, der rejste sig efter interviewet med Jes Dorph, der som bekendt blev fyret fra TV 2 for to episoder i 2001 og 2003 efter en intern undersøgelse om sexisme og krænkende adfærd.

En orkan, der fik den ellers seje kvinde til at ligge i fosterstilling i dagevis og sendte hende til psykolog.

– Der var ikke noget særligt kontroversielt over det interview – jeg var for eksempel ikke inde og pille detaljeret i, hvad der skete dengang, slet ikke. Journalistisk var det præcis det interview, der skulle laves den dag.

– Abdel (Aziz Mahmoud, vært på ”Go’ aften, Danmark”, red.) lavede interviewet med sin egen chef på TV 2, Lotte Lindgaard, som fyrede Jes, dagen efter og blev rost til skyerne for præcis det samme, som jeg blev kastet i mudderet for: Nemlig at stille kritiske spørgsmål på vegne af dem, der ikke var der.

– Det skal vi, det står på side ét i håndbogen for journalister. Vi er altså to journalister, der møder på arbejde og udfører det stykke arbejde, vi bliver bedt om.

– Der var ingen forskel – alligevel bliver Abdel helten, og jeg bliver bødlen.

Turde ikke at aflevere i vuggestuen

Mette Bluhme er ikke i tvivl om, hvad der var værst ved shitstormen: Det var omfanget.

Og her hjalp de etablerede medier de rasende tastatur-krigere godt på vej med deres misvisende klik-overskrifter som:

”TORDNER MOD AFTENSHOWET”

”DR-SEERE RASER”

”MASSIV KRITIK AF VÆRT PÅ AFTENSHOWET”

– Når du kan læse, at ALLE raser over dig, bliver du angrebet på alt, hvad du er, selv om du – som mig – har stor integritet, både personligt og fagligt.

– Og det er ligegyldigt, hvor meget opbakning du får – for jeg har aldrig fået så stor opbakning og ros for noget før.

– Lange mails fra journalistiske redaktører på alverdens aviser og folk, der havde sat sig ned og gennemtrawlet interviewet. Men der skal virkelig mange til for at gøre det op for én af de andre.

– Når det bliver så massivt, bliver man ægte bange. For hvis de kan finde på at skrive sådan, hvad ville de så gøre, hvis de mødte mig?

– Du er sårbar på en måde, hvor du ikke kan kæmpe, uanset om dine arbejdsgivere hele vejen op ringer og siger, du gjorde alt rigtigt.

– Når du er udsat for så massiv en shitstorm, er det ikke længere den enkelte dødstrussel og den enkelte sviner – de bliver nærmest ligegyldige.

– Men når mængden af dem er så voldsom, at medierne også begynder at skrive om det og sætte lighedstegn mellem det: Danskerne mener! Seerne mener! Ja, så stikker det af.

– For nej, det mener ”danskerne” ikke. Det gør denne her gruppe af mennesker, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Og som ikke er klar over, hvad mit job indebærer.

Efterfølgende var DR’s generaldirektør ude at kritisere avisernes hang til at sætte lighedstegn mellem Facebooks kommentarspors-galde og den danske befolkning som sådan.

En avis gav en undskyldning, andre kunne ikke se problemet.

Men hvad der foregik bag kulisserne, hjalp ikke Mette meget, for på det tidspunkt var hun så bange, at hun næsten ikke turde at gå ned og aflevere sin søn i vuggestuen.

– Jeg kan godt klare at blive kaldt en fladpattet møgso, men når der i den samme sætning står, at min søn er hjernelam, så bliver det for meget.

– I den situation har man de samme kamphormoner, som var man et dyr, der blev angrebet på savannen, så jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg ville blive slået ned, hvis jeg gik ned og handlede.

– Når jeg afleverede Viggo i vuggestuen, var det med huen helt nede i panden og mundbindet op til, og så kastede jeg ham ind ad døren, så jeg kunne komme hjem og ligge i fosterstilling igen.

Man får et lille traume

Mette Bluhme har rettet sig ud af fosterstillingen igen og står lige så rank, som hun plejer.

Måske endda rankere. For det chokerende indblik, hun fik i internet-krigernes ukontrollerede had og vrede, har også givet stof til eftertanke og gjort hende klogere på flere planer.

– Jeg fik psykologhjælp af min arbejdsplads, og jeg burde nok endda have taget det mere alvorligt, for man får et lille traume. De mennesker, som kommer helt derud at stå … dem skal man slå en ring om.

– Og alle dem, der mener det samme, skal hoppe ud af busken og melde sig på banen, så man kan få fjernet fokus fra hovedpersonen.

– Du skal faktisk gøre det samme, som hvis en dør: Sæt en lasagne på dørtrinnet. Gå en tur med vedkommende, og sørg for, at 20 andre gør det samme, så hun ikke føler sig alene.

– Det nytter ikke noget at sige: ”Du ringer bare”, for det kan man ikke.

Hjalp det at gå til psykolog?

– Ja, det synes jeg. Psykologen hjalp mig mest med at forstå, hvorfor mennesker reagerer, som de gør, for jeg havde brug for at forstå al den vrede.

– Hun var god til at sætte perspektiv på dét, at vi mennesker ikke bryder os om, når der bliver rykket ved vores status quo og vores idé om, hvordan verden hænger sammen.

– Og fordi jeg har den alder og det køn, jeg har, blev jeg symbolet på både dem, der havde fyret Jes Dorph, og dem, der havde anklaget ham – jeg var pludselig alle de onde kvinder i én, fordi det var mig, der stillede spørgsmålene.

Tror du, at det blev forstærket på grund af det kvindehad, der er vokset ud af metoo-bevægelsen?

– Ja, jeg tror også, at det var det, jeg mærkede. Der er mange, der ikke forstår, hvad #metoo handler om. De tror, at det er mændene mod kvinderne, og at vi kun er ude på at få dem ned med nakken.

– Men det handler jo om, at vi ikke vil have, at mænd – og kvinder – udnytter deres magt over andre.

– Selvfølgelig må du flirte på en arbejdsplads, men du må ikke bruge din magt til at få seksuelle ydelser. Kort fortalt. Og det gælder begge veje, der er bare flest mænd, der gør det.

Facebook-slummen

Når Mette Bluhme er på arbejde på ”Aftenshowet” sidder hun ofte selv over for politikere, som har udviklet elefanthud for at klare mosten i den offentlige debat.

Og hun har selv stillet spørgsmålet: ”Jamen, SKAL du ikke kunne tåle mere, når du stikker næsen frem?” Det spørgsmål vil hun ikke stille mere.

– Vi har i mange år taget det som en selvfølge, at man skal kunne finde sig i mere, hvis man blander sig i den offentlige debat – men der må altså være en grænse.

– Skal man virkelig finde sig i injurier og dødstrusler og at blive kaldt alle mulige grimme ting? Nej, det synes jeg faktisk ikke er i orden.

– Man må have lige præcis den holdning, man har – også om mig og mit arbejde – men at vi har ytringsfrihed, betyder ikke, at vi har ytringspligt, og der er en kæmpestor forskel!

– Det er der bare utroligt mange mennesker, der ikke forstår. Folk må mene, hvad de vil, men det skal ikke kamme over i injurier og trusler, siger Mette Bluhme, som var rystet over, at folk rent faktisk ville nedværdige sig til at skrive, som de gjorde.

– Man kan godt få et billede af de her tastaturkrigere – facebook-slummen – som nogle virkelig onde mennesker, men det er helt almindelig bedstemødre, mødre, fædre og sønner. Og hvis jeg mødte dem ansigt til ansigt, kunne de aldrig finde på at sige sådan nogle ting, det er jeg overbevist om.

– Derfor fatter jeg ikke, at de vil synke så dybt. Jeg er da også tit sur på folk, jeg kan råbe af fjernsynet, og der er mennesker, jeg holder mere af end andre, men jeg kunne da aldrig finde på at skrive den slags – og så i eget navn!

– Hvis en først har skrevet grimt i en tråd, og det ikke bliver modereret med det samme, så tænker folk: ”Hvis hun kan, kan jeg også”, og så stikker det fuldstændig af. Men vil I virkelig have, at jeres børn læser det? Eller jeres mormor, for den sags skyld.

– Sociale medier kan rigtigt meget godt, men en del af befolkningen har simpelt hen ikke lært at bruge dem endnu. Og når de store medier begynder at sætte lighedstegn mellem kommentarsporene og ”danskerne”, så går det helt galt.

– Det handler jo oftest om nogle få tusinde mennesker. Og det store tavse flertal ... jo, de har også taget stilling til metoo og minkskandaler og racismesager, og hvad ved jeg – de har bare ikke behov for at råbe deres galde ud.

Et demokratisk problem

For nylig slog en række af landets topjurister alarm over den grove og hadefulde tone på de sociale medier: Den er et problem for selve ytringsfriheden, fastslog de. Og ”et kolossalt demokratisk problem”.

Det er Mette Bluhme helt enig i.

– Vi ved ikke længere, hvad det store tavse flertal mener, for de orker ikke at blande sig. Det er et kæmpe demokratisk problem.

– Facebook er helt klart værst – jeg åbner det sjældent selv mere. Og det nytter jo ikke at lave et nyt socialt medie for at fjerne sig fra problemet, så rykker det bare derover, og det er ikke vejen frem.

– Men som det er nu, er der mange fra det store brede flertal, der ikke tør eller ikke orker at give udtryk for det, de mener, på grund af alt det had derinde.

– Og hvis det afholder folk fra at turde sige deres mening og blande sig i debatten, kan det i sidste ende også afholde dem fra at stille op til nogle af vores samfundsposter, pointerer Mette Bluhme, som gerne selv deltager i debatten om netop den problematik.

– Jeg har aldrig været decideret feminist og har aldrig haft noget behov for at stå forrest i den slags debatter, og når man så får sådan en omgang her i hovedet og pludselig bliver et eksempel på en ekstremt kønnet debat, så kunne man godt tro, at jeg gik hen og lagde mig.

– Men jeg skal hilse at sige, at hvis tastaturkrigerne tror, at det er vejen frem at svine folk til på den måde, så får de lige præcis det modsatte ud af det.

– For man bliver eddersparkme aktivistisk anlagt af at opleve sådan noget! Så jeg har ikke lagt mig ned. Jeg har nærmest gjort det modsatte.

Det modsatte?

– Ja. Midt i det hele oplevede jeg nemlig noget, som både er enormt fedt og også sørgeligt, at der er behov for: At der er et kvindefællesskab derude, som jeg slet ikke anede fandtes.

– Jeg oplevede at blive løftet af en masse seje kvinder, da jeg stod derude yderst på vippen.

– De samlede mig op og viste mig, at der fandtes deciderede netværk af kvinder, som har været igennem det her, og som har fundet ud af, hvor hårdt det er, og som hjælper hinanden.

– Det arbejde har jeg selv lyst til at være en del af fremover. For man har brug for folk omkring sig, der ved, hvad man går igennem. Så hvis nogen går igennem det samme som mig, så skal de bare ringe!