"Min far sagde ligeud, at jeg hverken kunne synge, sige replikker eller var smuk nok"

Interviewet er det sidste interview med Jytte Abildstrøm kort før hendes død.

Det har fandme været sjovt, lyder det fra den lille dame med Danmarks rødeste hår og nysgerrige blå øjne. En signatur, som absolut ikke ser ud til at tage sig af, at scenen lige nu er et hospice, og at kroppen ikke er enig med hoved og hjerter om, hvad næste kapitel i eventyret om Jytte Abildstrøm bør være.

Alligevel mærker man, at hun har planer om at leve lykkeligt til sine dages ende. Med mindstebarnet, skuespilleren Peter Mygind, ved sin side, kigger de tilbage på deres liv sammen. Og på hinanden, mens to smil breder sig og lyser op i november mørket. For uanset hvor stor en stjerne, man er, er man frem for alt nogens. Og Jytte og Peter er tydeligvis hinandens.

Historien om Jytte og Peter begynder allerede i slutningen af 1950’erne, år før Peter blev født.

Jytte og hendes bror spillede klaver og violin og gik i teatret sammen. Da hun blev student, tog han hende med ind i studenterforeningen i København, hvor der var foredrag og revy. Jytte var klar. Hun ville være med i studenterrevyen. Og det kom hun.

Jytte: – Min far sagde ligeud, at jeg hverken kunne synge, sige replikker eller var smuk nok. Men jeg kom med. I ensemblet samtidig med Kirsten Walther og Klaus Rifbjerg. I 1959 blev jeg færdig som tresproget korrespondent, så blev jeg kontordame, og så blev jeg forelsket.

– Vi mødtes på Skt. Jørgens Gymnasium, som dengang lå på Frederiksberg. Jeg havde optrådt til festen og råbte: ”Er der én, der giver en drink til en primadonna?”. Det ville Søren, som var forretningsmand og samtidig meget engageret i kunst og kultur, rigtigt gerne.

Hvordan var det for dig at blive mor?

Jytte: – Søren og jeg blev forelskede, så blev vi gift og fik vores første barn, Lars, i 1961. Med vilje. Da jeg havde født, gav min mand mig en tur til London i barselsgave. Der så jeg professionelt dukketeater for første gang og havde ikke andet i hovedet, da jeg kom hjem. Så hvor mange kvinder på den tid blev hjemmegående husmødre, når de fik børn, blev turen starten på min kunstneriske vej gennem livet.

– Vi boede på Sct. Hans Torv, og jeg begyndte at bygge mit eget dukketeater. Det var så skønt at blive mor. Min mand, Søren, og jeg var helt enige om, at vi meget gerne ville have børn, og vi gik og gik med barnevognen. Og så, små to år senere, kom humørbomben her (Peter Mygind, red.). Og så var vi os fire. Det var dejligt, og jeg synes egentlig ikke, at jeg ændrede personlighed, da jeg blev mor. Jeg var vel bare mig med børn.

Åbent hus for alle

Forretningsmanden og skuespilleren flyttede familien til Charlottenlund. Jytte startede sit første børneteater i villaen og byggede kulisser i kælderen. Der var, ifølge både mor og søn, dukker og børn og mennesker alle vegne. Der var altid masser af venner i alle aldre i huset og i huler og i svævebaner i haven.

Mens storebror Lars var en rolig og eftertænksom dreng, var Peter nysgerrig og allevegne på en gang. Men på trods af forskelligheden er de to brødre, med kun små to års aldersforskel, begge vokset op med Jyttes og far Sørens åbne arme og gæstfrihed, altid med åbent hus og åbne døre i barndomshjemmet.

Hvordan var det at dele sin mor med så mange andre mennesker?

Peter: – Jeg elskede virkeligt vores barndom. Jeg boede jo i en western saloon, hvor dørene svingede frem og tilbage i en lang bevægelse. Mit barndomshjem føg med italienske klovne, fars forretningsforbindelser, små og store venner. Programmet til min mors legendariske forestilling på Riddersalen – ”Svend, Knud og Valdemar” med blandt andre Jesper Klein og Bodil Udsen blev skabt og fotograferet hjemme i vores stue. Jeg var syv år gammel og den legendariske modeskaber og scenograf fik øje på mig, fik jeg straks rollen som Adonis i fuldt kostume på billederne. Jeg fik 10 stjernekastere for arbejdet. Alt sammen på grund af min mor.

– Uanset hvor mange mennesker, der var, var hun der altid for Lars og mig. Min mor var en blanding af en superhelt og mor for mig. Da jeg var 10 år gammel, stod jeg på gaden og så hende balancere højt oppe i luften på en eller anden jern-ting i det vildeste kostume i gang med at spille harmonika og synge i vilden sky. ”Det er MIN mor”, sagde jeg stolt, men det var der virkeligt ingen, der troede på.

Hvordan var – og er – du som mor?

Jytte: – Jeg har vel altid bare været mig. Men jeg har været optaget af, at drengene skulle finde deres egen vej. Børn har aldrig været i vejen i mit liv. De og alle deres venner var med i det hele og mere end velkomne. Det har jeg fra mine egne forældre. De var geniale og hjalp os rigtigt meget med drengene og serverede trofast nybagte boller og varm kakao hver eneste onsdag i 14 år.

– Peters kone Lise, min fantastiske svigerdatter, videreførte traditionen og indførte søndagsmiddag med hele familien, som den dag i dag er en fast og ubrydelig tradition, hos Peter og Lise. Nu er vi fire generationer, som spiser middag sammen hver eneste søndag. Er det ikke fantastisk! Det er mageløst.

Favnede hele banden

Hvordan var Peter som barn?

Jytte: – Han var ballade. Han var voldsomt nysgerrig på livet, og det gav lidt bekymringer på hjemmefronten. Han fik sig nogle venner, som vel nærmest var på vej til at blive småkriminelle og inviterede hele banden med hjem. ”Hvis de skal have te, så flytter jeg”, sagde bror Lars. Han var var så bekymret og med rette, for de rendte rundt og var vilde og skød til måls med slangebøsser og sådan. Jeg favnede dem alligevel, så selvfølgelig kom de ind.

Peter: – Min mor var et af de få mennesker, der inviterede dem ind. Hendes gæstfrihed viste mig, hvor meget det betyder at blive favnet, når man mangler voksne i sit liv. Det har jeg taget direkte med fra min mor. Man kan virkeligt gøre en positiv forskel i andres børns liv ved bare at behandle dem ordentligt. Man kan ikke være noget for alle, men man kan være en god voksen for mange flere børn end sine egne. Mine kammerater fra dengang glemmer aldrig min mor, for hun så dem med hjertet og hjemme hos os var der plads til alle.

Jytte: – Peter havde den dummeste lærer, som sagde: ”Når nu du er søn af en berømt kunstner, så er det at gøre sit bedste ikke godt nok”. Tænk sig, at en lærer siger sådan. Peters far, som kom fra andre kår end jeg, mente, at det bedste for Peter var at komme på kostskole i Schweiz. Det kom han, da han var 13 år gammel og blev der i fem år.

Ifølge Peter var det i årene hver for sig, at mor og søn for alvor fandt hinanden. Mor Jytte blev en medsammensvoren penneven, legekammerat og makker for Peter, der begyndte at lave gøgl og teater på den meget fine drengeskole.

Han chokerede alle og blev, siger han, verdens første kostskoledreng, der kørte ethjulet cykel i alperne. Jytte sendte cykel og kostumer sydpå i stride strømme og klukkede lystigt over sin dreng i Schweiz.

Når hun kom på besøg, havde hun sin harmonika med. Hun repræsenterede en hel anden type familie end den europæiske elite, som Peters klassekammerater kom af. Peter lærte af sin mor, at ”sådan kan man også være voksen”, og kostskole-vennerne stod i kø for at komme med ham hjem i ferierne.

Med mor på job

Jytte og Søren blev skilt, da Peter var otte år. Forældrene havde, som Jytte siger: ”Tilgivet hinanden og kunne sagtens være venner” og sammen om at støtte deres to drenge.

Hvordan var det at arbejde med og for din mor?

Peter: – Da jeg skulle hjem med min tresproglige handelseksamen fra Schweiz, havde jeg kun én ting i hovedet: ”Mor, kan du ikke sige til far, at jeg vil med dig ud at spille teater?”. Hun svarede med det samme: ”Peter, kom hjem og leg”. Det var præcis det, jeg trængte til at høre. Jeg anede ikke, om jeg havde talent eller ej. Jeg ville bare være med. Min mor så mig. Det er vigtigt, at forældre ser deres unge. Bakker dem op i det, de vil, uanset om man forstår det. Bare bak op.

– Jeg ville fortælle historier, og det ville min mor også. Så inspireret af alle de klovne og gøglere, vi havde kendt hele livet, fyrede vi den af på gaden med gøgl og tricks og havde det helt vidunderligt. Egentlig havde jeg det første professionelle samarbejde med min mor, da jeg var ni år gammel. En dag dukkede hun op på min skole. Der var en dukkefører, der var blevet syg, og hun mente, at jeg sagtens kunne føre hans dukker og lære hans replikker på færgen på vej til en række jobs på Bornholm. Jeg var ved at dø af skræk. Min mor var helt rolig og fuld af tillid til mig.

Modet til at kaste sig ud i nye ting får man ifølge Peter og Jytte, når folk omkring en viser tillid. Det gælder også modet til at fejle. Når man ved, det er okay, lærer man, at verden ikke vælter, fordi man selv tumler lidt rundt.

Hvornår er I allerbedst sammen?

Peter: – Vi har haft så mange gode stunder på scenen. Vi stoler på hinanden, når vi optræder, og er helt trygge i hinandens selskab. Hvor er det altså sjovt, at jeg fik så god en legekammerat i min mor. Hun har formet, hvordan jeg ser verden, og lært mig at møde den med åbent hjerte og omfavne alle. Det har jeg i den grad prøvet at give videre til mine egne børn. At være interesseret i mennesker og respektere alle og behandle dem ordentligt, uanset hvem de er.

Jytte: – Ja, det har han. Det er helt utroligt og mageløst.

Hvordan ligner I hinanden?

Jytte: Jeg er mere optræde-lysten end Peter, men jeg fandt tidlig ud af, at han var god til teater, men det tog lidt tid, før det kom ud. Jeg tænkte: ”Det dér, det skal ud”. For lysten til at fortælle deler vi. Og så forstår vi begge to, at ord, og ikke mindst konsekvensen af ord og handling, har betydning. Ord er ikke tilfældige, heller ikke på scenen, og de skal vælges med stor omhu.

Peter: – Præcis! Det gælder også den humor, som vi har tilfælles. Humor skal opløfte og ikke nedgøre folk. Jeg kan blive fysisk dårlig, når nogle bruger humor til at nedgøre andre. Det må man ikke! Det er vi enige om. Så vi taler begge to pænt, også når vi er sjove.

Stolt af sine rødder

Hvordan ser I hinanden i dag?

Peter: – Jeg er så stolt af som mand at vokse op sammen med en kvinde, som har fulgt sig hjerte og skabt sine egne rammer og livsholdninger. Det er et vigtigt og kæmpestort ansvar at drive et teater, som min mor har drevet Riddersalen på Frederiksberg i årtier.

– Og så er jeg så stolt af, at hun var helt i front i klimabevægelse allerede midt i 80’erne og gjorde noget aktivt allerede dengang. Hun går ind i kampen og gør noget i stedet for at tale om det og brokke sig. Hun tager ansvar. Det er jeg meget stolt af. Vi er på mange måder ikke den klassiske mor og søn-kombination, men vi har formået at klare de svære og følsomme øjeblikke, som alle familier skal igennem, ved at snakke sammen.

– Vi er helt os selv, når vi er sammen, og kan sige tingene ligeud. Og så er vi begge to rigtigt gode til at tilgive. Man skal kunne række ud og tilgive eller sige undskyld. Og så skal man gribe og tage imod hånden, når den bliver rakt. Hvis du synes, at den udstrakte hånd mangler, så er det nok fordi, du selv skal række ud. Dine nærmeste er der altid. Det er bare ikke altid, at hovedet forstår det. Det kan vi to godt finde ud af.

Jytte: – Jeg er enig, og en gang imellem har Peter jo også lært mig at opføre mig lidt mere ordentligt sådan hist og pist. Vi mennesker skal være taknemlige og ydmyge for vores gode relationer. Hvis vi er meget uenige om et eller andet, så skiftes vi til at give os. Vi kan være uenige, men vi dømmer ikke hinanden af den grund, for vi er enige om det vigtige.

At være sammen i nuet

At et langt og lystigt liv nu har bevæget sig i en alvorlig og endegyldig svær retning, vælger Jytte og Peter at se direkte i øjnene sammen med resten af den nære familie.

At flytte på hospice og blive passet på er en voldsom, men også meget rørende beslutning, siger Peter. Men også en lettelse. Tid og ord har altid været vigtige. Tiden bliver nu brugt på at tale sammen, være sammen med nære venner og familie og ja, bare være.

Peter: – Jeg er taknemmelig for, at jeg kan være her nu sammen med Jytte og for at hun kan få den varme omsorg hun fortjener. Det under jeg alle, som har brug for det. Hvad nytter en fælles livsrejse, hvis man ikke kan være der sammen, når den er sværest. Her hos os må man gerne være ulykkelig og ked af det. Men man må altså også grine og snakke om det alt sammen én gang til. Det gør vi nu, og vi gør det sammen.

Jytte: – Jeg er så taknemmelig over, at mine drenge, Lars og Peter, er her. At hele min familie er tæt omkring mig, og at vi på den måde går igennem liv og død på godt og ondt sammen. Det er det vigtigste for mig nu, mens vi må lære at finde os i, at nyrerne har besluttet sig for at sige tak for denne gang på mine vegne. Og uanset hvad, så vil jeg godt lige understrege, at først og fremmest har livet fandme været sjovt!

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 1/2025.