Mistede sit livs kærlighed: Ulla ville ikke være et offer

Ulla Heegaard, 72 år, fik et livschok, men efter at have gennemlevet det er hun kommet så godt ud på den anden side, at hun har fundet en spirende følelse af frihed og fandenivoldskhed.

Det skete, en uge før Ulla Heegaard skulle på pension. Hun havde glædet sig. Nu var tiden kommet til, at hun kunne nyde livet sammen med sin store kærlighed. De havde planer om at rejse, gå på kunstudstillinger, skabe billeder, have dybe samtaler og kigge på himlen.

LÆS OGSÅ: Psykologen guider: Den svære accept leder dig ud af livskrisen

Men sådan kom det ikke til at gå. Arild hed han – ham, hun havde været kæreste med i 20 år. De havde lært hinanden at kende på Kunstakademiets Arkitekt- og Designskole, hvor de var ledere af hver sin afdeling.

– Han var mit livs kærlighed, og vi havde det rigtig dejligt.

Men syv dage før Ulla Heegaard fratræder sit job, får Arild besked om, at han er uhelbredeligt syg af en fremskreden kræft.

– Det var et chok! Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg kunne miste den eneste, jeg havde. Hele min verden sank i grus. Jeg har dejlige veninder, men jeg har ikke børn eller familie, så jeg havde set for mig, at Arild og jeg skulle dele vores alderdom.

Følelsen af afmagt

I dag er Ulla glad for, at hun ikke havde et arbejde, da Arild blev syg, for det blev til halvandet år med sygdom, indlæggelser og følelsesmæssige skift mellem håb og det modsatte.

LÆS OGSÅ: To kvinder: Sådan lever vi med sorgen efter at have mistet vores ægtefæller

– Følelsen af afmagt var voldsom. Det, der skete, var ikke noget, jeg selv havde indflydelse på. Jeg kunne kun påvirke, hvordan jeg selv reagerede, og her hjalp det ikke udelukkende at sige positive ting til mig selv, for man begynder at sørge, allerede før man har mistet. Spørgsmålet er, hvordan man kommer igennem et livschok. For som Ulla Heegaard siger, er der forskel på, hvor man er i livet, når svære ting sker. Er man midt i livet, har man en fremtid foran sig. Men er man 69 år, som Ulla var, da Arild døde, så kommer tankerne om, hvordan man klarer sig alene i sin alderdom.

– Det vækker en angst for at miste og for at dø. Vi er alle sammen bange for at miste nogen, vi elsker, og vi har også alle sammen en frygt for, at der ikke er nogen omkring os, når vi bliver rigtigt gamle. Så det var de dybe, eksistentielle følelser, jeg var igennem. Men jeg opdagede, at jeg har nogle ressourcer, som jeg ikke troede, jeg havde, som jeg kunne trække på.

Hjælp fra venner

Heldigvis havde Ulla Heegaard en veninde, der er åndedrætsterapeut, og hun tilbød Ulla gratis sessioner, hvor hun kunne få rum til sine følelser.

– Det er så vigtigt at have nogen omkring sig, der kan rumme den sorg, du har, og ikke har den holdning, at ”nu skal du bare se at komme videre”. Det var helt tydeligt for mig, at ikke alle kan rumme, at man er i sorg, fordi det vækker deres egen angst for at miste. Det kan godt efterlade dig i et tomrum.

Ulla Heegaard brugte et par år på at arbejde med sig selv efter kærestens død. Hun indførte daglige rutiner, hvor hun vinterbadede, gik til yoga og massage. Hun var også aktiv og udadrettet i forhold til sit netværk af venner og tidligere kolleger og tog på retreats og ayurvediske ophold.

LÆS OGSÅ: At acceptere det uacceptable: Sygdom slog An-Magritt ud af kurs

– Jeg har været igennem en kæmpe forvandling – og hårdt arbejde! Det var vigtigt for mig at komme ud af offerrollen. Jeg ved, at vi har et valg, om vi vil blive i ensomheden og forladtheden eller finde en vej ud. Første skridt er at acceptere den nye situation.

Kreativitet helbreder

I dag står Ulla et andet sted.

– Det har givet mig en frigørende energi, og jeg kan mærke, at jeg har en råstyrke, som jeg tidligere i mit liv ikke har udfoldet. Det har helt konkret medført, at Ulla har droppet at have et traditionelt hjem. Hun har forvandlet sine to sammenhængende stuer til et kreativt værksted. Hun maler store akrylmalerier og har haft sin første udstilling.

– Nu gør jeg, hvad der passer mig, og hvad jeg har lyst til. Jeg er mere fandenivoldsk. Førhen var mine kreative udtryk kontrollerede, nu er mine billeder vilde og farverige.

Hvad har krisen lært dig?

– Jeg har set i øjnene, at vi alle sammen er ret alene, og jeg har accepteret det. Jeg snakker med andre kvinder, som også har mistet, og vi taler om, hvordan vi kommer videre. De fleste er så sårbare og skrøbelige. Når man er yngre, tror man, at verden ligger for ens fødder, at man kan klare alting, og at man altid vil være glad og lykkelig. Men intet er sikkert, og dine livsvilkår kan pludselig ændre sig. Det er så vigtigt, at man opfylder sine egne behov. Man kan ikke forvente at få omsorg, kærlighed og lykke af et andet menneske, for pludselig er det menneske der måske ikke. Man skal lære at være selvberoende, slutter Ulla Heegaard.