Selvudvikling
14. marts 2019

Modellen Kate Eckman fik grimme kommentarer om sin krop: ”Hvad folk siger om din krop, har INTET med dig at gøre, men alt med dem at gøre”

Den amerikanske model og kropsaktivist, Kate Eckman, fik nedsættende kommentarer, da hun lavede badetøjs-billeder, og det fik den seje kvinde til tasterne i et særdeles stærkt åbent brev ...
Af: Christina Forsberg
https://imgix.femina.dk/media/article/kate_eckman_primaer.jpg

foto: Instagram

At kvinders kroppe konstant er oppe til diskussion og bedømmelse i det offentlige rum, er en sandhed, den amerikanske model, motivations-taler, tv-vært, reiki-healer mm. Kate Eckman, måtte sande, da billeder af hende fra en badetøjs-skydning blev vist direkte på en populær Facebook-kanal med mange tusinde seere.

Billederne fik overvejende søde og positive kommentarer med på vejen, men et par krops-skammende og negative sneg sig også ind – og det fik Kate Eckmann til at skrive et åbent, ærligt og tankevækkende brev på Huffington Post:

Læs også: Curvy Kandi: "Er en bikini på min krop modig?"

Et åbent brev

”Ville du tage en badedragt på og gå ind i et stort kontor, stå i et forfærdeligt neon-lys, blive filmet af et mobil-kamera og vist live på et kæmpe nyhedssite på Facebook med over 50.000 seere?

Det er præcist, hvad jeg gjorde. Jeg arbejder som ”plus size”-model i New York City, og var hyret af et badetøjs-brand til at vise den nyeste svømme-mode sammen med en størrelse 32-model, for at vise forskellige styles på forskellige kropstyper. Seerne kunne stille spørgsmål og lægge kommentarer, og ud af 400 kommentarer var de 395 søde, nogle endda ekstremt venlige og kropspositive, alligevel tog jeg mig selv i at fokusere på de få negative.

En mand skrev, at jeg havde brug for et medlemskab af et fitness-center. En anden skrev: ”Ingen tykke piger her”. Og en tredje – også en mand – stillede spørgsmålstegn ved, hvordan jeg overhovedet kunne være badetøjs-model. Jeg vil ikke sige, at det chokerede mig, at folk kunne være så lede, men det var interessant, at det kun var mænd, der kom med negative kommentarer (…)

Læs også: Stine vandt Q's modelkonkurrence: "Folk har skrevet, at jeg ikke kunne blive model. At jeg var tyk og grim"

”Krops-skam handler ikke om mig”

Jeg siger ikke, at disse kommentarer slet ikke påvirkede mig, for i nogle timer tænkte jeg faktisk på dem, og begyndte endda at stille spørgsmål ved min vægt. Jeg vidste, at jeg havde et valg. Jeg kunne vælge at tage disse få, hadefulde kommentarer ind og få det skidt med min krop og føle mig som et offer, eller jeg kunne være den sejrende og fortælle åbent om min oplevelse og forhåbentligt opmuntre andre til at omfavne deres kroppe uanset størrelse eller form og ære den dagligt med omsorg i form af motion, meditation og ren spisning. Når jeg tænker på alt det, min krop gør for mig hver evigt eneste dag, bliver jeg fuld af taknemmelighed, og det eneste jeg kan sige, er ”tak”.

Skammen over ikke at passe ind i samfundets snævre skønhedsstandarder er blevet erstattet af den værdige selv-accept og viden om, at jeg er så meget mere, end hvordan jeg lige ser ud i en badedragt, særligt i dårligt lys.

Oplevelsen af krops-skam handler ikke kun om mig. Jeg er en kvinde i 30’erne og vælger at arbejde som model – jeg kan tage det. Men hvad med alle de unge piger og kvinder derude i verden, der er på min størrelse eller større (hvilket flertallet af befolkningen er), som ser og hører kvinders kroppe blive kritiseret på den måde? Det er der, jeg ser problemet.

Beskeden er, at du ikke er god, smuk eller værdig nok, med mindre du er en størrelse 32 (…)

HER ER, HVAD JEG STENSIKKERT VED:

Hvad folk siger om din krop, har intet med dig at gøre, men alt at gøre med dem. Et eksempel: Manden, der skrev ”Ingen tykke piger her”, vejer selv omkring 200 kg. Ja, jeg klikkede ind på hans profil. Jeg har medfølelse med den mand. Han talte sikkert til sig selv. Hans selvhad må være SÅ DYBT, at han tog sig tid til at skrive en led kommentar til en kvinde, han ikke kender. En kommentar, der angriber en kvindes krop.

Jeg sender denne mand kærlighed. Han er i smerte. Han kender mig ikke. Han ved ikke, at jeg har ”store lår”, fordi jeg er bygget som min atletiske far. Han ved ikke, at jeg var konkurrence-svømmer for 17 år siden og kan tage ca. 120 kg i benpres.

Han ved ikke, at to af mine kære venner har begået selvmord, og nogle gange, når smerten bliver for stor, overspiser jeg – noget, han tydeligvis kan relatere til (…)

Selvom nogle af kommentarerne ikke var behagelige at læse, så jeg det som en vigtig chance til at hele og vokse og anerkende de tider, hvor jeg ikke har været sød ved mig selv eller min krop. De gange hvor jeg syntes, min krops udseende definerede mit værd, i stedet for hvordan jeg var indeni. De gange, hvor jeg sammenlignede mig selv med den tynde model på opgaven og ikke brød mig om at være den ”store pige” og ville ønske, jeg også kunne have den ”perfekte” kropstype. De gange hvor jeg havde et over-indtag af mad og alkohol og bagefter var vred på min krop over ikke at se ud og opføre sig på en bestemt måde. Jeg er også skyldig i at have leveret rimelig hård kritik.

Min opførsel og mine tanker om min krop er det eneste, der tæller. Og for resten: Jeg har ikke bare et, men to medlemskaber af et fitnesscenter, jeg træner tre-fire gange ugentligt, og min træner siger, jeg er den stærkeste kvindelige klient, han har. Nej, jeg er ikke den tyndeste kvinde i centeret eller på modelopgaven, men jeg er i form, sund og vigtigst af alt: Venlig og støttende overfor andre og glad.”

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs også