Selvudvikling
15. maj 2019

Mød den curvy model Malene Riis Sørensen: ”Nogle gange føler jeg, at jeg skal undskylde, at jeg er model”

Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, og livet som kurvet model betyder både rejser, venner og sjove oplevelser. Men Malene Riis Sørensen har også et budskab, hun gerne vil ud med.
Af: Christina Forsberg
https://imgix.femina.dk/media/article/primaer_qdk_malene_0.jpg

foto: Anja Ekstrøm Photography og Instagram

Teenagepigen Malene havde rystet på hovedet, hvis hun blev fortalt, at hun som 25-årig ville vinde andenpladsen i en stor modelkonkurrence, få en modelkontrakt i hånden og verden som sin arbejdsplads som efterspurgt kurvet model. Når man er den generte, stille pige, der i både højde og drøjde altid stikker lidt af fra de andre, virker et liv som professionel model ligeså utopisk, som at Christopher kommer ind ad døren og synger en kærlighedssang foran alle klassekammeraterne.

Plads til en som mig

Først på efterskolen begyndte ideen at forme sig, da de andre spurgte hende, om hun mon var model. Tanken lød pludselig besnærende, og sammen med sin storesøster begyndte Malene at gå til castings – uden held. Først i 2016, da Scandinavia’s Next Topmodel søgte kurvede modelaspiranter, åbnede døren sig for Malene. Hun vandt andenpladsen og en modelkontrakt. Og det betød, at kandidatgraden på journalistik og kommunikation blev sat på hylden, for som hun selv siger: ”Det er nu, jeg ser ud, som jeg gør”. Og i dag er hun tilknyttet fire forskellige bureauer: Et i Danmark, Tyskland, England og USA.

- Det var helt surrealistisk. Jeg havde aldrig troet, at der var plads til en som mig i modelbranchen, fortæller Malene, da Q møder hende. Og ordene er ret sigende for hende, for på den ene side er hun smukke, reflekterede, kropspositive Malene, på den anden side er hun en ung kvinde, der stadig ikke helt kan fatte, at hun kan leve af at være model – primært med opgaver i udlandet.

- Det er lidt åndssvagt, men jeg skynder mig altid at sige, at jeg altså er curvy model, så de ikke tror, det er noget, jeg leger eller finder på. Som om jeg skal undskylde det. For jeg får ofte blikke ned over min krop og er også blevet spurgt ude på skydninger, om jeg mon er makeupartisten? Vi har stadig en ret fastgroet forestilling om, hvordan en model ser ud: Høj og meget tynd.

Læs også: Sabrina gik fra str. 32 til at blive plus size-model: "Jeg var træt af at ligge i krig med min krop"

Ingen forkert måde at have en krop på

Malene er generelt vild med jobbet som model, og hun føler sig mere og mere komfortabel foran kameraet, ikke mindst fordi hun tidligere har gået til dans og kender sin krop godt. Da hun for nylig var i Mexico for Violeta by Mango havde hun lige en af de særlige stunder, hvor hun så sig selv udefra:

- Jeg tænkte, at dette jo var en kæmpe personlig sejr og et mål for mig, dels at arbejde for Mango, dels at være ude på en eksotisk destination. Det føltes ret fedt.

Et andet mål for Malene er at udbrede det kropspositive budskab. At vise de påvirkelige piger derude, at kroppen kommer i mange former og størrelser. Blandt andet hendes egen størrelse ca. 42.

Sammen med fotograf Anja Ekstrøm fik Malene derfor for nyligt taget en række billeder, hvor hun ikke prøvede at skjule folderne på maven, og hvor der ikke blev lagt filter over af nogen slags.

Men helt ærligt: Hvad tænker du om, at DU er curvy model? Mange vil nok påstå, at du ikke er særlig stor?

- Ja, det kan jeg da også selv tænke. Men jeg ser heller ikke mig selv som plus size, der gælder fra en str. 46, men kalder mig selv curvy model.

Hvad var formålet med billederne?

- Jeg har set andre seje kvinder vise deres nøgne kroppe på ærlige billeder og så turde jeg også. Mit mål er at inspirere andre kvinder til at være kropspositive og elske deres krop uanset størrelse, farve og form. Der er ingen forkert måde at have en krop på. Desværre ser vi oftest kun én bestemt type krop på de sociale medier, i magasinerne og reklamerne: Den slanke kvindekrop, i en perfekt vinkel og med det perfekte filter. Mange kvinder kan ikke relatere til det kropsideal, fordi de fleste ikke selv ser sådan ud, og andre bliver kede af at være på de sociale medier, fordi de ikke kan leve op til ”det perfekte liv” og ”den perfekte krop”, som alle poster. Jeg synes, det er farligt, hvis pigerne kun ser disse perfekte billeder. De bliver deprimerede af det. Jeg kender det godt fra mig selv. Jeg har følt presset på mig, når jeg kiggede på alle disse strømlinede kvinder, og når jeg får det dårligt, tror jeg også, der er andre, der gør.

Hvad gør vi for at undgå dette?

- Jeg stoppede faktisk med at følge flere ”perfekte” profiler og kiggede mod de kropspositive i stede - det er godt for humøret og ens selvopfattelse. Jeg tror, det kan gøre en stor forskel for mange, at vi viser, hvordan kvindekroppen ser ud i al sin diversitet. Derfor fik jeg taget disse hudløst ærlige billeder af Anja. Budskabet er, at vi ikke skal være flove over at se ud, som vi gør, men i stedet acceptere og være stolte af f.eks. vores kurver. Jeg vil gerne selv være en god rollemodel og kunne inspirere kvinder til at se sig selv i spejlet og rose deres krop inklusive folder, appelsinhud, strækmærker, eller hvad det end måtte være, vi er usikre omkring.

Herunder to af de skønne billeder taget af Anja Ekstrøm Photography

https://imgix.femina.dk/malene1.jpg
https://imgix.femina.dk/malene2.jpg

4 HURTIGE TIL MALENE

Hvad er det sjoveste ved at være curvy model?

- At jeg møder en masse sjove, interessante mennesker, kommer ud at rejse skønne steder, og at det overraskende nok er ret let at få nye venner i branchen.

… og det værste?

- At man har en del tid alene på hotelværelser, at det aldrig er sjovt at få afslag på en casting, at der kan være ventetid i lufthavne, aflyste fly osv.

Dit bedste kropspositive råd?

- Husk, at skønhed kommer indefra! Det er det indre, du skal arbejde med for at få et godt liv. Jeg tror oprigtigt på, at du stråler, hvis du er glad, smiler og hviler i dig selv. Jeg kigger mig selv i spejlet og sender mig selv kærlige tanker, også selvom jeg er oppustet, har deller osv. Jeg tror på, at ens tanker bliver virkelighed. Fokuser på det gode, og lær at acceptere det, du er utilfreds med. Følg nogle kropspositive rollemodeller, mine er bl.a. Ashley Graham og Sonny Turner.

Dine drømme for fremtiden?

- Jeg gad godt at arbejde for H&M, og det ultimative mål er at gå model for Victoria’s Secret.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs også