Morten Albæk: "Hver dag lærer vi os selv mere at kende"

For ti år siden stod Morten Albæk foran sin fars kiste på Biersted Kirkegård i Vendsyssel. 64 år nåede faderen kun at blive, og Morten Albæk var i sorg. Men midt i sorgen og savnet mærkede han en sær følelse af meningsfuldhed.

– Jeg har aldrig før så klokkerent følt forskellen på tilfredshed, lykke og meningsfuldhed. Jeg oplevede, at samtidig med, at jeg var fyldt med tårer, var det også et livsbekræftende øjeblik, for jeg var opfyldt af de oplevelser og glæder, jeg havde haft med min far. Så meningsfuldheden levede inde i ulykken. Det gav mig et klarsyn i forhold til, at det en dag er mine børn, der skal stå ved min kiste og sige et meningsfuldt farvel til mig.

Faderens død har været skelsættende for Morten Albæk. Hans seneste bog ”Ét liv, én tid, ét menneske” handler netop om meningsfuldhed kontra det moderne menneskes jagt på lykken, som han mener er forfejlet. – Et godt liv for mig er det samme som et meningsfuldt liv, hvor de mennesker, jeg ikke kan leve uden, har nemt ved at elske mig i morgen. Og man kan sagtens have et meningsfuldt liv, selv om det er ulykkeligt. Forklar lige? – Der er dage, hvor vi skal være utilfredse, for der er ting at være utilfreds over. Når der for eksempel sker noget sorgfuldt i vores liv, så hverken kan eller skal man være glad. – Der er grundlæggende tre følelsesniveauer i vores sind: Tilfredshed, som er en følelse, der akkumuleres, når du har et behov, som bliver imødegået. Du har lyst til et æble, du får et æble, du føler tilfredshed. Lykke er dér, hvor livet byder sig mere smukt, varmt, ekstraordinært til, end normalt. Det er et orgastisk lille øjeblik, men det er et øjeblik. Det vil sige, at lykke er noget, der forgår, for det ekstraordinære kan ikke eksistere hele tiden. Og så er der også behovet for at være ulykkelig, når der sker noget sorgfuldt i dit liv. – Det, du til gengæld kan, er at føle mening i livet hele tiden - på trods af, at ulykkeligheden eller utilfredsheden er til stede. Lad mig give dig et eksempel: Du har et søvnbehov, du gerne vil have tilfredsstillet, men du har et barn med kolik, så du bliver nødt til at holde dig vågen og trøste det. Det er dybt utilfredsstillende for dit søvnbehov, men dybt meningsfuldt at tage vare på dit barns velbefindende. Et nederlag kan også være meningsfuldt, hvis du kan lære noget af det. Livet er ikke altid lys og bekræftelse, det er også af og til mørke og nederlag. – Så det meningsfulde kan leve både i det lykkelige og ulykkelige, men det lykkelige kan ikke leve i det ulykkelige. Og du kan godt være tilfreds og have en følelse af meningsløshed samtidig. Hvis du for eksempel har så stor en lyst til sex, at du giver dig i kast med at have sex med et menneske, du ikke holder af, kommer tilfredsstillelsen i form af orgasmen, men bagefter vil du se tilbage på det øjeblik som noget dybt meningsløst. Og derfor bliver det meningen, vi skal sætte op som vores primære mål i livet - ikke lykken.

KÆRLIGHED PÅ ARBEJDSPLADSEN

Morten Albæk er professor i filosofi, har arbejdet med marketing, været direktør og har altid gjort sig bemærket i medierne med sine synspunkter om alt fra kærlighed og lykke til virksomhedsledelse. Sidste år røg han ud i en mediestorm på grund af sin post som bestyrelsesformand i modevirksomheden Ilse Jacobsen, som blev kraftigt kritiseret for sit dårlige arbejdsmiljø. Uheldigt for Morten Albæk, der lige havde givet en stribe interviews om, at vi skal have mere kærlighed og meningsfuldhed på arbejdspladsen. ”Hvor blev den af?”, spurgte folk. Albæk kvitterede med en kritik af Ilse Jacobsen og meddelte, at det allerede var besluttet, at ledelsen skulle skiftes ud prompte. Det endte med, han selv trådte ud af bestyrelsen, men han mente det: Vi skal have kærligheden ind på arbejdspladsen, og han har fortalt flere af sine medarbejdere, at han elsker dem. Morten Albæks radikale måde at tænke ledelse på betyder, at han deler vandene. Den ene del synes, at han er et tiltrængt pust i et stift erhvervsliv, og at han ser hamrende godt ud, den anden synes, at han er en opblæst lommefilosof. Uanset hvad så går han på arbejde hver dag i virksomheden Voluntas, og selv om han er næsten umulig at få en aftale med, kan han det særlige at være hundrede procent nærværende i en samtale. LÆS OGSÅ: Anders Agger: "Jeg gider faktisk godt at tale med folk"

Intimitetsforfald

I sin bog understreger Morten Albæk flere gange, at vi skal ”kende os selv” for at kunne få et meningsfuldt liv. Vi skal vide, hvem vi er, og hvem vi ikke er. Men hvad betyder det? Skal man så købe et klippekort til en psykolog, eller? – Nej, det håber jeg ikke. Der er noget absurd ved, at så mange mennesker er tvunget til at gå til et menneske, de slet ikke kender, for at søge indsigt i sig selv. Det er for mig at se et udtryk for intimitetsforfald. De eksistentielle emner er ikke længere i højsædet, når vi taler sammen. Jeg håber, at man er i stand til at bygge ærlige og intime relationer til de mennesker, man bruger hovedparten af sit liv sammen med, at man gennem samtaler med dem kan få selvindsigt nok til at erkende sig selv. – Forestil dig, at vi skal til fest med mennesker, vi aldrig har mødt før. Vi hilser, får dem til bords, vender os mod det menneske, vi lige har truffet, og spørger: Hvem er du? Så vil folk i ni ud af ti tilfælde fortælle dig, hvad de laver. Men det var ikke det, du spurgte om. Vi gør det, selv om de fleste af os vil konkludere, at vi er så meget mere end vores profession. De eksistentielle spørgsmål er ikke nogle, vi er øvede i at have lige så klare svar på som snart sagt alt andet, som i min bog er meget mindre vigtigt.

MOBNING OG SKOLEPSYKOLOGER

Morten Albæk voksede op i den lille landsby Uggerby i Vendsyssel i et akademisk, kulturradikalt hjem med bogreoler og oliemalerier og Politiken på morgenbordet. – Det var et meget anderledes hjem end de andres fra min klasse, som primært kom fra landmandshjem. Vi talte sikkert også om andre ting hjemme hos os, og selv om jeg er født og opvokset i Uggerby kunne jeg lige så godt komme et andet sted fra. Jeg kan huske, at jeg i et forsøg på at assimilere mig selv stak fingrene ned i den olierede cykelkæde, så jeg kunne komme i skole med beskidte hænder. Jeg var også ude at tage fat i halmballerne for at få vabler og hård hud på fingrene. – I børnehaveklassen og første klasse blev jeg mobbet. Men jeg blev reddet af en Tivoli-dreng ved navn Henrik, som gik i min klasse hvert andet halvår, når der ikke var Tivoli-sæson. Han blev min ven og beskytter. – Jeg har ingen traumer eller vrede over det, for den ensomhed, der var ved at sætte sig, blev neutraliseret af, at jeg fik en ven, som også var anderledes. Vores fælles anderledeshed blev mere et privilegium med tiden, en gave, der handlede om at stå ved, at man var anderledes, og ikke gå på kompromis med det. Jeg blev mere rolig ved det og fik venner, fordi jeg fik noget selvværd. Det kunne sikkert være gået ravruskende galt, hvis ikke jeg havde det held at møde en sjæleven. En anden årsag, til at det ikke nåede at sætte sig fast, var, at jeg fik så meget kærlighed af mine forældre. – Mine forældre har nok syntes, jeg var noget af en mundfuld. Min far havde en samtale med skolen på et tidspunkt, hvor de var sikre på, at jeg måtte fejle et eller andet, men havde svært ved at diagnosticere det. Min far sagde så, at det kunne godt være, at hans søn fejlede noget, men uanset hvad det var, skulle folkeskolen være i stand til at rumme det. Det er mit held, at han havde styrken til at sige det og stå fast. Jeg er ikke ekspert, men jeg vil insistere på, at der er mange børn og unge mennesker, der har en psyke, som er smuk og sund, men som også er anderledes og fylder mere, som bliver sygeliggjorte. Og evnen til at tie stille er jo ikke et udtryk for, at du er et barn med god moral og høj etik. Det er bare et udtryk for, at du kan holde din kæft. – I dag var jeg nok blevet diagnosticeret med ADHD. Jeg havde et meget højt energiniveau, jeg vil ikke kalde mig en ballademager, men jeg var urolig, hyperaktiv, kunne ikke sidde stille. Jeg havde en stor rastløshed og en nysgerrighed, der ikke blev stimuleret i det miljø, jeg var i. Og jeg kunne ikke vente med at fylde 18 og flygte!

IKKE HØJE TANKER OM SIG SELV

Som 18-årig flygtede Morten Albæk ud af Uggerby - først på den klassiske backpacktur til Østen, siden havnede han i Aarhus, hvor han ville studere statskundskab. Hvorfor vidste han ikke, faktisk var han temmelig spejlblank på, hvad han ville bruge sit liv på. Og snittet rakte ikke til statskundskab, så Morten Albæk begyndte at læse historie og filosofi, og fik arbejde på en café i det aarhusianske latinerkvarter. Samtidig begyndte han at formulere de tanker, der kom til at ligge til grund for Kulturselskabet Stilling, som han stiftede med en god ven. Kulturselskabet skulle ”realisere det demokratiske potentiale i det offentlige rum ved at tilbyde kulturoplevelser, man aldrig havde set før”. – Som noget helt nyt skulle kultur markedsføres lige så aggressivt, som man markedsførte vaskepulver. Jeg havde også lyst til at tage filosofien og de tanker, der lå bag, og lave dem om til praksis, for jeg var bange for at blive til ét langt citat. Mange af dem, jeg læste sammen med, var søde og begavede mennesker, men deres argumentationsgrundlag var ofte at sige: ”Som Sartre sagde, som Aristoteles sagde …” Jeg kunne bare mærke, at jeg havde behov for at gøre noget andet. Det lyder jo revolutionært. Men så endte du som marketingmand i Danske Bank? – Ja, min storebror var ansat i Danske Bank og hørte en direktør brokke sig over, at der ikke var nok vildskab til stede i hans medarbejderstab, og så var han snarrådig nok til at sige, at hvis det var den eneste kvalifikation, han ledte efter, så kendte han en, der var potentielt overkvalificeret. Jeg blev ansat som junior marketingskonsulent uden at ane, hvad en konsulent var eller have studeret marketing. Jeg var 25 år og troede jeg skulle være gymnasielærer eller tilkaldevikar på Ry Højskole. Jeg havde ikke selvtillid. Jeg tror, at det var, fordi det, jeg kunne, var så ukonkret for mig. Hvad jeg helt præcist var dygtig til. Ved du det i dag? Morten Albæk holder en sjælden tænkepause. – Jeg tror, at jeg er dygtig til at kombinere nogle verdener, som sjældent kombineres. Det kapitalistiske og det humanistiske, det kommercielle og eksistentielle. Jeg kan lave et simultan-perspektiv, fordi min vej er gået gennem det, der af mange defineres som det ondeste af det ondeste i den kommercielle verden, nemlig den finansielle sektor, samtidig med, at jeg med min humanistiske uddannelse fik adgang til en prisme, som meget få bevæger sig i.

ET STUPIDT BEGREB

Efter syv år i Danske Bank, hvor han endte som underdirektør, blev Morten Albæk headhuntet til Vestas, hvor han blev medlem af topledelsen. For fire år siden valgte han at sige op, og stiftede rådgivningsselskabet Voluntas, der som det første i verden er baseret på ”meningsfuldhed”. Og så vender vi tilbage til paradokset om, at vi, på trods af vi i dag lever længere, er rigere, mere oplyste og mere forbundne end nogensinde før, går rundt og har ondt i livet. Vi er ikke i vater rent eksistentielt, skriver du i din bog. Hvorfor er vi ikke det? – Blandt andet på grund af vores måde at forsøge at spalte livet på. Begrebet work-life-balance er nok et af de mest stupide begreber, der nogensinde er opfundet. Hvis man oversætter det til dansk betyder det, at du skal balancere livet med arbejdet, hvilket selvsagt er en absurditet, fordi arbejdet er en integreret del af livet. Men gennem det begreb er der startet en semantisk manipulation med vores intellekt: Tanken om, at vi kan dele tid op, hvilket man ikke kan. Tid er sammenhængende, absolut og forgængelig. Når du tror, at du kan spalte tid, tror du også på, at du kan spalte livet, og det afsløres gennem vores sprog: arbejdslivet, familielivet, fritidslivet. Men det er jo bare ét stort, komplekst, sammenhængende smukt liv, vi skal forsøge at finde mest mulig mening i. – Det farligste ved den manipulation er, at når du tror, at du kan spalte tid og liv, tror du jo også på, at du kan spalte din egen person. Men jeg har til dato til gode at opleve, at jeg står og kigger mig selv i spejlet om morgenen og ser tre Morten’er: arbejdsmennesket, familiemennesket og fritidsmennesket. Der er bare én Morten. Når du når frem til den erkendelse, sætter du dig selv fri til at gøre op med sætningen: ”Jeg vågner op, går i bad, drikker kaffe, børster tænder og går på arbejde.” Hvad er der galt med den sætning? – Du vågner op, går i bad, drikker kaffe, børster tænder, og så går du ud i livet. Og ude i det liv bruger du en stor del af de vågne timer på det, vi kalder arbejde. For arbejde er en integreret del af din eksistens på linje med det at være sammen med dine børn en søndag formiddag. – Jeg var 26, da jeg blev chef første gang, og fik at vide af en meget velmenende, gråsprængt herre, at nu, hvor jeg skulle være chef for mine kolleger, var det vigtigt, at jeg etablerede en professionel distance til dem. Jeg kan huske, at min højre og venstre hjernehalvdel kolliderede fuldstændig, for hvad var det, han sagde til mig? Sagde han virkelig, at jeg skulle holde en distance for at kunne lede mine kolleger? Selvfølgelig skal jeg ikke det. Jeg skal etablere en intimitet mellem dem og mig, en professionel intimitet, for det er en intimitet, der selvfølgelig er en anden end den, jeg har til familie og venner. Den professionelle intimitet handler om at skabe et rum af fortrolighed og tryghed, og i det rum kan vi hver især vise hinanden uden angst, hvad vi kan, og hvad vi ikke kan. Mennesker kan kreere de mest utrolige ting sammen i sådan et professionelt intimitetsrum, men i et rum af mistillid og frygt, hvor vi er distancerede over for hinanden, kan du selvsagt ikke skabe noget som helst meningsfuldt. Så du fulgte ikke hans råd … – Nej, det gjorde jeg ikke.

KORPORATIVT MYTTERI

En af de ting, Morten Albæks kritikere anklager ham for, er netop at bevæge sig i prismen mellem kapitalismen og humanismen, for hvordan kan man kalde sig humanist og filosof, når man lader sig omkalfatre af storkapitalen? Sådan ser han dog ikke selv på det: – Hvis du ser på kapitalismens historie, har den skiftet ham flere gange. Vi er kommet til en fase nu, hvor kapitalismen - hvis den gerne vil overleve - skal skifte ham til det, jeg kalder den humanistiske kapitalisme. Hvor man lægger mening ind, så de to ismer, der altid har været hinandens modpoler, rent faktisk kan mødes. – Og hvis man kigger på den generation, der er den største på arbejdsmarkedet i dag, The Millenials, og generationen efter dem, så styrer deres etisk-moralske kompas netop i retning humanistisk kapitalisme. 70 procent af den generation foretrækker fokus på løsning af samfundsproblemer, og det vil ganske enkelt blive så stort et problem for de virksomheder, der ikke formår at forandre sig, at de vil forgå. De generationer er jo ikke kun potentielle medarbejdere - de er også forbrugere. Så de vil hverken arbejde for dem eller aftage deres varer. – Der opstår korporativt mytteri. Hvis du er en del af en virksomhed, som etisk og moralsk bevæger sig et sted hen, du ikke ønsker, må du udvise noget eksistentiel courage og rejse dig op og gøre modstand. Hvis markedet ikke regulerer sig selv, må vi tvinge virksomhederne til at rapportere, hvor meget menneskeligt forfald, de producerer om året. Hvor mange mennesker i din virksomhed bliver syge af stress, angst, depression og ensomhed, mens du genererer din profit? Hvis du ødelægger noget menneskeligt potentiale frem for at beskytte det, må vi have en strafskat. På samme måde som CO2-afgiften. Der er ingen anden vej, for vi skal have stoppet den her udvikling. Hvis man nu sidder derhjemme og læser det her og tænker: "Det lyder jo fint alt sammen, men hvor skal jeg som ét enkelt menneske starte?" – To steder: Reflektér dybt og inderligt over, om du har en omgangskreds, hvor der både er hjerterum og hjernebark til at tale om livets eksistentielle forhold, og gør det til en tradition at prioritere de samtaleemner, når du er sammen med dem. Hvis du har en chef, du ikke kan lide eller som ikke tilbyder noget mening og indhold i arbejdet, så lad være med at tillade det menneske at lede dig. Vær modig nok til at gå et andet sted hen. Hav den nødvendige selvrespekt, og sig fra. I det ene liv, du har. LÆS OGSÅ: Lisbeth Zornig: "Den negative side af at være perfektionistisk er, at man er utrolig selvoptaget"

10 TING MORTEN ALBÆK GØR LIGE NU

Jeg læser …

”Min Usynlige Søn” af Esben Kjær. Vi mennesker deler to forhold i livet, som uanset, hvor meget vi forsøger at planlægge os ud af det, vil overgå os alle sammen: Vi skal dø, og livet er fyldt med tilfældighed og derfor per definition uforudsigeligt. Begge dele er ubehagelige at erkende og forholde sig til, hvorfor vi kun i ringe grad italesætter det, men når vi gør, fylder det os oftest med perspektiv og forbereder os på at håndtere det eksistentielt, når livet svinger til den ene eller anden side. Begge dele behandler Esben Kjær aldeles tankevækkende og inspirerende.

Jeg tænker mest på …

mine børns velbefindende. Hvis det ikke som forældre er det, der optager din tankevirksomhed mest, så er du i min verden blot far af biologi og ikke i en eksistentiel forstand, især med tanke på, hvor mange unge mennesker der i dag har svært ved at mestre livet.

Jeg prøver at ignorere …

enhver kritik, der ikke har et opbyggeligt perspektiv. Det er for nemt og ansvarsløst at pege fingre ad det, der ikke fungerer, er uperfekt eller fejlbarligt.

Jeg gider ikke …

at lade min telefon gro fast til min krop, som var det en ny legemsdel.

Jeg har svært ved …

mennesker på min egen alder, der bruger mere tid på sociale medier og candy crush end på at være nærværende over for deres nærmeste.

Jeg glæder mig til …

den dag, vi opnår konsensus om at det at være dansk intet har at gøre med, hvad du spiser, hvilket profetisk skrift du har læst (en lille smule af) og farven på din hud, men at du elsker alt, hvad der er smukt ved Danmark, ikke mindst den tillid og idé om velfærd (ikke bare velstand), som vores land er bygget på.

Jeg er bange for…

at vi ikke i tide forstår nødvendigheden af at acceptere, at vi er ét menneske, der lever ét liv i én tid, der aldrig kommer igen, og derfor blot lever det liv som andre og samfundet forventer af os. Mere end at leve et liv, der er tro mod vores egen etik, integritet og mening.

Jeg ser …

Blinkende Lygter. Igen og igen. De fire fortabte skæbners dannelsesrejse er et uhyre morsomt minde om, at der findes en kærlighed, der er mindst lige så kraftfuld som blodets og kødets bånd. Nemlig den kærlighed, man finder i et fællesskab mellem mennesker, der deler dyder og formål i livet.

Jeg bryder mig ikke om …

mennesker, der ikke forstår, at tilgivelse er et nødvendigt vilkår i en relation mellem to mennesker. Stolthed skaber som oftest distance, tilgivelse skaber intimitet og selverkendelse.

Jeg ønsker mig …

at mine børn bliver i stand til at leve meningsfulde og dermed håbefulde og værdige liv som voksne.