Når kendte kvinder får bank: Et valg mellem vold eller skam
Af Mette Hafstrøm] 08/09/2013 - 00:00
Lisa Holmfjord, der er chef for Dansk Kvindesamfunds krisecenter, møder de voldsramte kvinder i den fase, hvor de overvejer at gå fra manden. Det er kvinder fra alle lag i samfundet. Men det er ekstra svært for de kendte kvinder at gå.
En ting er derfor, hvad der sker for almindelige kvinder, der bliver slået hjemme, noget andet er dem, der også har et offentligt liv. For de bliver næsten nødt til at vælge enten mand eller karriere, når det kommer frem, forklarer Lisa Holmfjord.
- Kvinder, der vælger at blive i et voldeligt forhold hele livet, de sætter det så højt, at de ikke kan se en virkelighed uden manden. Men for at overleve, så laver de nogle usagte aftaler om, at manden ikke må ydmyge hende i offentligheden. Men med for eksempel Rihanna, bryder manden aftalen, og nu også Nigellas mand, siger Lisa Holmfjord.
Læs også: Min datter har en voldelig mand
KVÆLERTAG OFFENTLIGT
For kort tid siden blev den kendte tv-kok Nigella Lawson fotograferet på en restaurant, hvor hendes mand tog kvælertag på hende. Verden var chokeret.
- Det kan sagtens være en del af volden, at han ydmyger kvinden offentligt, for så er det endnu mere skamfuldt for hende, at han gør nogle ting, som andre lægger mærke til.
- Det handler om, hvem der har magten. Hvis Nigella har levet i det her forhold i 10 år, så har manden formentlig fået stadfæstet sin magt. Så bliver han så magtfuld, at han måske tester hende, hvor langt han kan gå, og om hun stadig bliver, forklarer Lisa Holmfjord.
- Så er spørgsmålet, om hun er i stand til at gå. Det er jo et afhængighedsforhold, men nu er der pludselig en hurtig fotograf, der har taget fotos, så nu er skammen enten stor nok til, at hun går, men det kan også være hun måske kommer tilbage igen. Eller måske hun får den rigtige hjælp, fordi nogen ser, at hun er udsat for vold, og så får hun italesat det, så hun opdager, hvad det egentlig er, hun lever i, og det gør måske, at hun træffer et indvendigt valg. Og rent faktisk går fra ham. Det er der noget, der tyder på.
Vold har mange udtryk
På forsiden af et rockmagasin fremstod en yngre Madonna selvsikker, cool, med styr på karrieren og privatlivet. Hjemme sad hendes mand, der dengang hed Sean Penn med en øl i hånden og skød med skarpladt våben mod skydeskiver, hvor der klistrede fotos af Madonnas venner på.
Ved en episode, hvor hun gav en ven et kram, gik han amok. For Madonna ville ikke opgive sine venner. Under et jalousianfald bagbandt han hende. Madonna blev klar over, at hun kunne miste livet og søgte skilsmisse. Vennerne var en stor hjælp som vidner, da Sean Penn opdigtede en historie, der skulle begrunde hans vold.
- Vold kan ramme alle. Men jo længere du bliver, jo mere nedbrudt bliver du. Mange voldsramte kvinder taber kontakten til deres nærmeste og familien, når manden bliver kontrollerende, siger Lisa Holmfjord.
- Når kvinderne endelig går fra manden, er det fordi de ikke kan holde det ud mere. Men hun har ikke mange at tale om det med, og hendes grænser er flyttet så meget, at hun skal have hjælp til at finde ud af, hvad det er for et forhold, hun er havnet i.
Vold har mange udtryk, og psykisk vold er en af de sværeste at spotte for kvinden selv og for omgivelserne.
- Jeg kan sidde over for en kvinde der siger, jeg ved ikke om jeg hører til her, men jeg har brug for nogle gode råd, for han har jo ikke slået mig det sidste år. Og så ruller der sig et liv op, hvor man tænker, herreste gud, det er jo den voldsomste psykiske vold, hvor hun siger, ”jamen jeg er jo heller ikke god, og jeg dur jo ikke til noget”.
- Det kan være ret grelle ting, og hun kan føle sig grim og uduelig, for det er hun blevet overbevist om igennem de her år. Og kvinderne ved det godt. Men det er så udefinerbart og svært at få øje på for dem. Vi spejler det, de fortæller os, så de kan se, hvad de har været udsat for, siger Lisa Holmfjord.
Læs også: Brev til Renée: Min mand er voldelig
TILBAGE TIL VOLDEN
- Nogen af dem, vi ser, vælger at forlade manden, andre tager hjem. Og så ser vi dem måske et halvt år senere, for så er de blevet klar til at gå.
Vi har set Rihanna gå frem og tilbage til eksen. Og det er for alle voldsramte kvinder en proces at gå. Lisa Holmfjord forklarer, at for de kvinder, der har et offentligt liv, kan de også være mere bange, da mændene, som en del af volden, kan finde på at true kvinderne eller rent faktisk beskylde dem for alt muligt i offentligheden.