Selvudvikling
12. april 2017

Opfordring fra plus size model: "Elsk dig selv, som du er!”

“Du er modig, du er er fantastisk, du er smuk”. Plus size modellen Ashley Graham fortæller om sin egen vej til dén erkendelse i en modeindustri, som gjorde alt for at overbevise hende om det modsatte. I dag kæmper hun for at gøre op med de snævre skønhedsidealer.
Af: Charlotte Kobberøe Fink
Ashley Graham

“Jeg vælger at elske dig!” Udbryder den internationale plus size model og kropsaktivist Ashley Graham til sit eget spejlbillede.

“Og jer, tykke lår, I er bare så sexede, at I ikke kan stoppe med at gnide jer mod hinanden. Det er okay, jeg beholder jer. Og kære appelsinhud, jeg har ikke glemt dig! Jeg vælger at elske dig, selvom du prøver at overtage hele min underkrop - men du er en del af mig, og derfor elsker jeg dig.”

Graham står på scenen til en såkaldt TED-talk (amerikansk organisation, der afholder konferencer under tesen “idéer, der er værd at sprede, red.). Hendes mission er klar: Vi skal stoppe med at stræbe efter idealer - og i stedet tage retten til vores krop tilbage!

“Pretty for a fat girl”

Ashley Grahams egen vej ind i modeverdenen var præget af en snæver forståelse af, hvad der var smukt. Når hun fortalte folk, at hun var model, løftede de et øjenbryn - så hun skyndte sig altid at tilføje, at hun altså var plus size… Med hendes egne ord var hun, “smuk af en tyk pige at være” i en industri, som rev hendes selvsikkerhed og hendes kropsforståelse fra hinanden, når den dikterede, hvilke rammer hun skulle passe ind i.

“Som kurvet kvinde blev jeg altid pålagt at se op til kvinder som Jennifer Lopez og Marilyn Monroe, fordi de var de to helt store kurvede forbilleder, der fandtes. Men hende, jeg så mest op til, var min mor,” fortæller Ashley Graham i videoen.

“Hun fortalte mig, at jeg var smuk. Hun så aldrig sig selv som mindre værd, så hvorfor skulle jeg? Hun fortalte mig og lærte mig, at ægte skønhed kommer indefra - og at det også er derfra anerkendelse og selvværd skal komme. I mine allermest usikre øjeblikke indså jeg, at jeg måtte tage min krop tilbage og gøre den til min egen.”

Læs også: Ashley Graham: Enten er jeg FOR kurvet eller FOR tynd

Kvindelig skønhed skal redefineres

Graham tager i videoen fat i en undersøgelse lavet af Dove blandt tusindvis af kvinder i ti forskellige lande, som viser, at kun to procent af alle kvinder anser sig selv for at være smukke. To procent!

“Vi er nødt til at arbejde sammen for at redefinere den globale forståelse af skønhed. Og det starter med, at vi er vores egne rollemodeller,” opfordrer Graham i videoen, hvor hun nævner, at der bare i ordet “plus size” ligger et medfølgende ideal. I stedet, mener Graham, skal skønhed hæve sig over størrelser, så hver kvinde kan få lov til at være sin egen.

“Jeg skulle selv lære at gøre krav på min krop som min egen. Og i den proces forstod jeg som kvinde, at jeg havde et større formål: At redefinere kvindelig skønhed.”

Læs også: Kropskærlighed: 11 citater fra kendte kvinder

Du kommer aldrig på forsiden

Og dén kamp har Ashley Graham så sandelig taget op. Hun blev i starten af sin karriere fortalt, at hun som plussize model aldrig ville kunne komme på forsiden af et modemagasin: I dag har hun været på fem i løbet af et års tid. Hun var også den første kurvede kvinde til at posere i badetøj i Sports Illustrated.

“Lad aldrig nogen fortælle dig, at du ikke kan! Jeg har opnået - og opnår - hvad der egentlig var umuligt. Mit mål er at give en stemme til unge kvinder, som kæmper med at finde nogen, de kan se op til. Kvinder, som kæmper med at se ind i spejlet og sige “jeg elsker dig!”

“Vær dig selv, vær oprigtig, vær autentisk. Vær din egen yndlingskvinde. Lad ikke nogen andre tage det job,” slår Graham fast.

Se hele den inspirerende video med Ashley Graham herunder

Læs også