Özlem Cekic: Jeg manglede modet til at drikke dialogkaffe med min egen far

Min mor ligger i sengen og er ikke vågnet op endnu efter operationen. Vi sidder i opvågningsstuen, min far og jeg.

Jeg kan se, at han er SÅ ked af det. Han er fuldkommen knust. Han bider sig i læben, øjnene bliver blanke, og da han læner sig lidt frem, går det op for mig, at det, han prøver at sige, er, at han har brug for et kram.

Det blev så første gang i lang, lang tid, at jeg faktisk krammede min far …

Sådan tager Özlem Cekic hul på en fortælling af den slags, som gør ondt, men også bærer det gode med sig.

En fortælling om, hvordan hun blev kendt ude i verden for at række hånden frem mod de mennesker, der sendte hende hademails, og invitere sig selv på kaffe i fjendeland; altså dialogkaffe, det lille ord, hun opfandt, og som siden er blevet et så alment kendt begreb, at det i 2019 blev optaget i Den Danske Ordbog.

Men også en fortælling om dét her: – Mens jeg rejste rundt i verden og drak dialogkaffe med fremmede, lå jeg samtidig i krig med min egen far.

Set af 2 millioner

I efteråret 2018 stod Özlem i New York, inviteret indenfor som taler i de virtuelle foredrag TED Talks som blot den anden dansker nogensinde dengang.

En tale, der blev startskuddet til en slags verdensberømmelse og i øvrigt siden er blevet set af næsten 2 millioner mennesker på YouTube. Året forinden havde BBC lavet en udsendelse, hvor de fulgte hende, mens hun mødtes ansigt til ansigt med en af dem, der havde skrevet truende og hadsk til hende på Facebook.

Det, der var opstået som en idé hjemme på Amager hos hende selv allerede tilbage i 2010, fik i den periode for alvor international luft under vingerne.

Nu skriver vi 2021. En coronapandemi har hærget. Og her sidder hun og er i dag generalsekretær for medlemsorganisationen Brobyggerne, som er Danmarks første Center for Dialogkaffe med adresse i Købmagergade i København.

Hun tror stadig på det samme. Laver stadig det samme. Nemlig dialogarbejde med det formål at bygge bro mellem mennesker. Men de godt 10 år, hun har rejst rundt og gjort verden
klogere på dialogkaffe, har også gjort hende klogere.

Ikke mindst klogere på sig selv.

De sværeste samtaler

Hun siger nemlig:

– Det slog mig, når jeg havde holdt foredrag om mine samtaler med fremmede, som primært var folk med ekstreme holdninger til muslimer, til jøder, til homoseksuelle eller til selve demokratiet, at det nok er de færreste, der møder den slags mennesker i deres hverdag, og at der var et behov for også at kunne bruge dialogkaffens redskaber i de nære relationer.

– For når jeg var færdig, var der tit nogle blandt publikum, der kom hen og sagde: ”Jeg vil gerne tage de svære samtaler i mit eget liv. Jeg ved bare ikke hvordan.”

Netop det blev en øjenåbner for hende. For som hun forklarer:

– Jeg stod dér og talte om, at svære samtaler kræver mod, og blev rost for at være modig, men jeg manglede modet til at drikke dialogkaffe med min egen far. Da gik det op for mig, at de sværeste samtaler kan være dem, vi skal tage med dem, vi kender og holder af.

Tak for kaffe

Det har den 45-årige fhv. folketingspolitiker nu skrevet en bog om, en art selvhjælpsbog, med titlen ”Tak for kaffe”.

Hvor hendes forrige bog, ”Hvorfor hader han dig, mor?”, mest handler om, hvordan man gennem samtale skaber forståelse og grobund for fred imellem arge modstandere, handler den nye bog om, hvordan vi tager de svære samtaler i vores hverdagsliv; samtalerne, vi viger udenom i familien, på arbejdspladsen, i vennekredsen eller hvor det nu er, skoen trykker, i forhold til mennesker vi er forbundet med.

For Özlem og hendes far handlede deres årelange strid om politik, forklarer hun.

– Om at min far offentligt støttede et andet parti i Tyrkiet end jeg, præsidentens parti, som har blacklistet mig, fordi jeg har tilladt mig at kritisere præsidenten.

– Vi var politisk uenige om så mange ting, at det efterhånden overskyggede alt i vores relation. I mit hoved blev min far reduceret til et kryds på en stemmeseddel.

– Jeg glemte, han var den far, jeg engang havde det rart sammen med. Jeg glemte, at han også var den hyggeligste bedstefar, mine børn havde.

Jeg var vred, ja

– Jeg var vred, ja, fortsætter hun, –men i virkeligheden var jeg mest ked af det. Jeg følte det som et fravalg af mig. Hvordan kunne han stemme på et parti, som er mig så inderligt imod, og som var grunden, til at jeg ikke kunne rejse til Tyrkiet og være med til familiesammenkomster, bryllupper og begravelser?

– Efterhånden blev vores samtaler erstattet af diskussioner, siden også af skænderier, og til sidst talte vi stort set ikke sammen. Når jeg var på besøg, henvendte jeg mig udelukkende til min mor og ignorerede min far.

Kræftdiagnosen

Der skete så det, at Özlems mor fik konstateret brystkræft. Og pludselig var Özlem og hendes far nødt til at samarbejde, fortæller hun.

– Min mor havde ikke kørekort, så min far kørte hende, og hverken min mor eller far talte særlig godt dansk, så jeg var med for at tolke. Det betød, at vi fik rigtig mange køreture sammen.

– Vi tog sammen til kemoterapi, til strålebehandling, til fysioterapi, til makeupkurser, til alt. Og fordi min mor var syg og ikke kunne holde ud at høre os skændes, besluttede vi helt enkelt ikke at skændes.

– Vi snakkede ikke om politik, kun om ting, der var rare. Hvilket faktisk var lidt mærkeligt. For jeg kunne slet ikke huske, hvornår jeg sidst havde hygget mig med min far eller havde grinet sammen med ham.

– Der skete noget dér. Den snak åbnede for så mange andre samtaler. Og vi begyndte at gå ture. Hvilket også er mit bedste råd, hvis man vil have gode samtaler. Vær i bevægelse. Gå.

Føler mig ikke fravalgt mere

– Siden har vi gået så mange ture sammen, hvor han har fortalt og fortalt og fortalt. Og hver evig eneste gang har jeg tænkt: ”Tænk, at jeg i en alder af godt 40 er begyndt at lære min far at kende!”

Det betyder ikke, at hun og hendes far i dag er enige om alt, understreger hun.

– Vi kan stadigvæk have heftige diskussioner, men jeg føler mig ikke fravalgt mere, for jeg gør ikke længere vores uenighed til noget personligt.

Det, der skete, blev også en øjenåbner for hende på den måde, at vi i familier tit tror, vi kender hinanden rigtigt godt, fordi vi bor sammen og elsker hinanden.

Men det gør vi ikke altid, mener hun.

– Der er mange samtaler, der er fuldstændigt fraværende. Samtaler, vi ikke tør tage af alle mulige grunde. Vi er bange for at blive til grin, for at blive upopulære, såre eller selv blive sårede.

– Vi er også bange for at græde sammen. Bange for at smerten bliver for stor. Men det er først, efter jeg er begyndt at græde med min far, at vi også er begyndt at kunne grine rigtigt sammen.

Er blevet modigere

Når man spørger hende, om hun selv er blevet et modigere menneske af at rejse ud at tale med andre om at have mod til at tage de svære samtaler, tøver hun et øjeblik og siger så:

– Den Özlem, du ser i dag, tvivler nok mere, end jeg har gjort tidligere. Er det nu rigtigt, det, vi gør? Kunne vi gøre det på en anden måde? Det er der noget godt i, synes jeg. For hvis man er skråsikker i alt, er man også lige på grænsen til fundamentalistisk.

– Jeg er blevet modigere til at gå ind i konflikter, ikke være konfliktsky, men omvendt også til ikke at trappe konflikter op og i stedet være oprigtig nysgerrig, på hvad konflikten reelt handler om.

– Da jeg drak min allerførste kop dialogkaffe, kom jeg med lige så mange fordomme om ham, jeg mødte, Ingolf, som Ingolf sikkert havde om mig.

– Dengang var samtalens formål i virkeligheden at overbevise og omvende ham til at mene det samme som mig, selv om jeg så mig selv som åben og tolerant. Der er jeg blevet langt mere tolerant i dag, tror jeg.

– Vi skal kunne rumme uenigheden og forskelligheden. Vi behøver ikke at være enige, så længe vi kan tale om det, vi er uenige om.

Færdig med partipolitik

At hun ikke længere er folketingspolitiker, begræder hun ikke.

– Jeg bliver aldrig færdig med politik, for alt, hvad jeg laver, er jo politisk. Men jeg er fuldstændig færdig med partipolitik. Jeg er dér, hvor det giver mest mening for mig at være.

– Nu har jeg sat mig i spidsen for at starte en bevægelse for dialog i Danmark. Der er så meget brug for mere samtale. Ikke kun på et politisk niveau, men også til familiemiddagen, personalemødet og på de sociale medier.

– Lige inden jeg tog på sommerferie, tikkede medlem nummer 4.000 ind. Da tænkte jeg: ”Det her kan blive stort. Rigtig stort!”

– I mange år troede jeg, at hvis man skulle gøre en forskel, skulle man ud at redde verden som for eksempel nødhjælpsmedarbejder i Afrika. Men man gør altså også en stor forskel ved at tage en kop dialogkaffe med sin far eller en nabo eller en ven. Nogle gange handler det også om at skabe freden tæt på.