På billederne står hun med en gruppe veninder og smiler. Men der er noget, ingen kan se

"Hvis vi skal tale om tøj og klædeskabe, må jeg sige nej”.

Sådan lød en sms fra Pernille Aalund få dage inden vores aftalte interview. Jeg havde skrevet til hende på forhånd, at jeg gerne ville høre om den bagvedliggende årsag til, at hun den 31. januar i år annoncerede, at hun vil gå i den samme, sorte kjole i et helt år.

Men det handler overhovedet ikke om den kjole, lader Pernille Aalund mig forstå, da vi indleder interviewet. Eller jo. Det gør det, men ikke, som man kunne forestille sig.

For at nå frem til, hvad essensen er i at lave dette statement, eller denne manifestation, vil hun gerne starte et helt andet sted. Nemlig med et billede, som hun mener, langt de fleste vil kunne spejle sig i.

Pernille Aalund oplever, at mennesket er i en konstant proces. Hun ser livet som en læringskurve, der bevæger sig op ad, og kurven er udelukkende jævn for dem, der lever “fuldstændig i zen og balance med sig selv”. For de fleste af os andre har kurven mere karakter af en trappe.

– Hvis du ser livet som en læringstrappe, vil du hele tiden møde en mur af uforudset smerte, sorg, konflikter og modstand. Men muren må forceres for at kunne bevæge sig videre op på det næste plateau. Her kan du hvile, trække vejret og se dig tilbage – indse, at du er blevet klogere.

– Hvis vi formår at se livet som denne her rejse, vil vi vide, at der altid kommer noget efter. Det er muligt at overkomme en fyring, den økonomiske ruin, overvægten eller at komme op og ud over sorgen, forklarer Pernille Aalund.

Der er ingen tvivl om, at det her er noget, hun har tænkt længe over. Flere år faktisk. For godt nok blev Pernille Aalund for omkring tre årtier kendt på populære tv-programmer og talkshows og senere som magasindirektør.

Men i de senere år har hun i højere grad fokuseret på spiritualitet, indre værdier, kærlighed og en større mening med tilværelsen.

Når hun melder så markant ud, at hun nu kun vil gå i én sort kjole i et år, hænger det hele sammen med den personlige rejse, som hun har været på gennem mere end et årti.

– Der er mennesker, der møder muren som helt små børn eller unge, og af mange forskellige årsager får de ikke bevæget sig videre. Hele livet handler om deres hårde barndom eller dengang, de blev forladt – for dem er der er ingen vej videre fra det. Og så er der dem, der ubesværet flytter sig fra trin til trin, against all odds, selv om de måske har oplevet voldtægt eller blev gravide som 13-årige.

Selv beskriver Pernille Aalund sig som en af dem, der “hænger og dingler i den sidste rest af negle på kanten af et trin”.

– Jeg må gøre noget meget radikalt, når jeg er der. Jeg er nødt til at gøre noget vildt for at komme videre. Ellers forstener jeg i egen smerte.

Strategi for overlevelse

Pernille Aalund var bare et stort barn, da hun mødte sin første “mur”. Men der skulle gå mange år, før hun kom videre fra det første trin. Naturligvis havde hun dengang ikke gjort sig en eneste tanke om trapper og mure eller om personlig udvikling.

– Jeg var på mange måder anderledes som barn. Jeg brugte en stor del af min barndom på at forsøge at passe ind. Jeg tog til børnefødselsdage og senere på diskotek med veninder.

– Jeg har billeder, hvor jeg smilende er på vej i byen med en gruppe piger. Men det, som ingen så, var hende i hjørnet, der bare gerne ville hjem, siger hun.

Senere blev ubehaget på diskoteket flyttet til koncerter, receptioner, bryllupper, storcentre eller andre sammenhænge med mange mennesker. Helt modsat af, hvad man måske skulle tro, hvis man har set Pernille Aalund på tv eller på den røde løber.

– Jeg er direkte asocial. Jeg bliver drænet af andre menneskers tilstedeværelse, støj og stemmer. Jeg har derfor, med årene, udviklet et utal af systemer, der gør, at jeg kan håndtere hverdagen. Men jeg bryder mig stadig ikke om at være på steder, hvor der ukontrollabelt er mange mennesker. Det vil altid være noget, der skal overstås.

Gennem store dele af sit liv har Pernille Aalund måttet ty til overlevelsesstrategier. For hvad gør man som barn og ung, når man ikke føler, at man passer ind?

For Pernille Aalunds vedkommende valgte hun at kopiere det, hun kendte, nemlig forældrenes lykkelige ægteskab og det trygge barndomshjem, hun var opvokset i.

– Jeg kunne ikke hurtigt nok få mand og børn. Jeg fandt en mand, som ville tage sig af mig, og som havde en stærk personlighed. Vi blev kærester, da jeg var 17 år, og jeg blev gravid med vores første barn, da jeg var 21 år. Jeg havde faktisk ikke andre planer end at være mor.

To år efter kom hendes anden søn til verden. Den yngste var på det tidspunkt meget syg med astma, og Pernille Aalund og det nyankomne spædbarn blev derfor medindlagt.

Som hun tidligere helt åbent har beskrevet, oplevede hun en sen aften i hjemmet, efter en pludselig og uventet udskrivning fra børneafdelingen, at hendes uforvarende mand dukkede op i selskab med en anden kvinde. Der gik lidt tid, før det gik op for de to, at de ikke var alene.

– Det var som at se en film. Jeg stivnede fuldstændigt. Når det kommer til kærlighedsrelationer, har jeg tilsyneladende nogle indbyggede overlevelsesstrategier: Jeg går fra chok og sorg til hyperrealisme på få minutter. Og jeg bliver enormt praktisk meget hurtigt. Jeg skulle væk, og det kunne ikke gå stærkt nok, siger hun.

Lige dér ramte hun den mur, som havde haft et langt tilløb gennem barn- og ungdommen.

– Pludselig stod jeg der som ung mor til to små børn uden anden uddannelse end en middelmådig studentereksamen. Jeg kunne af mange grunde ikke finde ud af at gå i skole. Havde vanvittigt svært ved at sidde i et klasselokale, men var til gengæld god til at gå til eksamen – resultatet blev et kedeligt gennemsnit.

Det lykkedes hende at komme op på næste trin, og derefter begyndte næste epoke af livet som alenemor.

– I den proces mødte jeg naturligt nok en del mure og modstand, men jeg er indrettet således, at jeg kun sjældent ser begrænsninger. Jeg er født uden rigtigt at kunne forestille mig, at noget er helt umuligt, siger hun.

Hængt ud som fiasko

Når hun tænker sig om, har nogle af de største mure, Pernille Aalund har mødt i sit liv, vist sig at være pressen.

Efter en del succesfulde år som vært, først på børneprogrammer og siden “Vis mig dit køleskab” på TV 2, skiftede Pernille Aalund til TV3, hvor hun blev vært for en række talkshows. Men hvor der på landsdækkende tv for det meste havde været over en million seere var antallet af seere markant lavere på TV3.

– I TV3-regi var jeg en succes, men målgruppen var en anden, og dengang skulle man have parabol eller blive enig med de sine naboer om den rigtige tv-pakke i antenneforeningen for at se programmerne.

En dag vågnede Pernille Aalund op til sig selv på forsiden af en tabloidavis. Her blev hun udråbt som “Fiasko” med en nedadgående kurve tegnet henover ansigtet.

– Det, som verden ønsker at se: “Fra storhed til fald”, er åbenbart en del af menneskets inderste væsen. Vi nyder det lidt. Men det var en lodret løgn, og den holdt mig vågen.

– Jeg har det virkelig svært med uretfærdighed. Når min moral bliver udfordret, når folk manipulerer, lyver eller er illoyale, eller når de er modbydelige og onde. Det kan jeg ikke rumme.

Pernille Aalund, som ellers altid undlod at se eller læse, når der bliver skrevet noget dårligt om hende – blev pludselig stoppet på gaden.

– Hele oplevelsen ødelagde et eller andet inde i mig. Lige dér var der nemlig en stemme ved min skulder, der pludselig hviskede: En eller anden dag er der en eller anden, der vil finde ud af, at du ikke kan noget alligevel.

I dag husker hun det som en af de mest lærerige “mure”, hun har mødt.

– Det var dér, hvor jeg virkelig skulle lære at bære mine kvaliteter og talenter selv. Jeg havde ingen uddannelse, men jeg havde selv udviklet og produceret det program som jeg var vært på hos TV3. Det måtte jeg sige rigtigt mange gange til mig selv, før jeg troede på det.

Siden har hun tacklet pressen anderledes, og i dag har hun eksempelvis en nultolerance på sociale medier, hvor uenighed altid bliver hilst velkommen, men hvor hun konsekvent blokerer og sletter perfide og ondskabsfulde kommentarer.

Kroppen knækkede

Den tredje store mur i Pernille Aalunds liv var, da hun for omkring 20 år siden foretog en mindre klog økonomisk investering, som kostede hende hele hendes opsparing.

– Der måtte jeg lære, at den krykke, som penge jo kan være, skulle jeg sætte mig fri af. Jeg var nødt til at lære, at jeg ikke længere kunne måle min værdi i økonomi.

– Jeg gik fra at have så mange penge, at jeg kunne lade mig pensionere før andre mennesker – til at indse, at jeg nok kommer til at arbejde mange år fremover.

Det var i den periode, at den åndelighed, som Pernille Aalund har haft med sig i hele sit liv, pustede hende i nakken.

Hun har, siden hun var barn, skrevet bønner i sine dagbøger og har altid haft en stærk tilknytning til Gud, skaberkraften, energierne og universet – som hun oplever som forskellige sider af den samme fortælling.

– Jeg måtte simpelthen dykke ind i mig selv og finde frem til alt det, der var virkelig værdifuldt i livet. Jeg begyndte i højere grad at se efter noget, man ikke kan købe i Illum eller Harald Nyborg. Jeg oplevede et stærkt kald.

Det seneste trin, Pernille Aalund har kæmpet med at bestige, er hun på sin vis stadig i proces med. Det er her, kjolen kommer ind i billedet.

Hun og hendes mand har tilsammen seks voksne børn. Heraf gennemlever et par stykker, ifølge Pernille Aalund, væsentlige kriser i deres liv lige nu, hvor det for den enes vedkommende omhandler en meget konfliktfuld skilsmisse.

– Det er første gang, jeg oplever, hvor vanvittig smertefuldt, det er at være vidne til sine voksne børns ulykke. Jeg har været så engageret, at jeg det meste af tiden stod med næsen trykket op mod muren i smerte.

– Jeg følte ikke, at jeg kunne omfavne og kramme mine børn nok, fordi de havde det så forfærdeligt, og så knækkede min krop.

På kort tid oplevede Pernille Aalund i slutningen af 2023 at få synsforstyrrelser, lavt stofskifte, svedeture, som føltes som en anden overgangsalder, mistede hørelsen delvist og kastede op i flere måneder.

– Mit liv væltede som en kæde af dominobrikker. Jeg var lammet af udmattelse.

I december sidste år lagde hun sig i sengen og blev liggende. På kanten sad hendes mand, også hårdt ramt af børnenes udfordringer. Det var dér, det gik op for dem begge, at de var nødt til at være forældre på en anden måde.

– Vi dør, hvis vi bliver ved med at være forældre, som vi er nu. Hvis vi på nogen som helst måde skal kunne hjælpe vores børn til at overleve det, de går igennem, er vi nødt til at kunne træde et skridt tilbage og se det på afstand.

Unødvendig luksus

Pernille Aalund taler om, at man kan være oplevelsen eller opleveren. Når man er oplevelsen, er man så meget i smerten, at man ikke kan se en vej ud over den, forklarer hun. Men bliver man til opleveren, kan man bedre handle og tænke klart.

Og det var det, både hendes børn og hun selv havde brug for. Det blev begyndelsen til en grundig oprydning, mentalt og fysisk for hendes mand og hendes selv, mens de lå dér i sengen i december måned midt i det, der føltes håbløst.

– Vi kom til at kigge rundt i vores hjem og vores liv, tømte skabe, fryser, køleskab og tog afsked med alt, hvad vi ikke havde brug for. Pludselig kunne vi se, at vi ikke bare var i gang med at rydde op udenfor os selv, men faktisk inde i os selv.

I den proces nåede Pernille Aalund til klædeskabet.

– Jeg har jo et fuldkommen vanvittigt klædeskab. Jeg har mange kjoler, jeg kun har brugt én gang, og som har kostet det samme som en brudekjole. Det er mange år siden, men jeg har jo holdt liv i det, fordi det har været en del af mig.

– I dag kan jeg se, at det er fuldstændig unødvendigt. I min alder ved mennesker omkring mig godt, hvem jeg er, og hvad jeg kan og har gjort. Jeg behøver ikke træde ind i et rum på den måde længere. Jeg kan godt bære at træde ind i et rum alene i kraft af den, jeg er.

Dertil kommer en anden, parallel overvejelse, som Pernille Aalund har haft i flere år. Nemlig tanken om, hvilken verden vi lever i.

Da hun blev gift med sin mand i Indonesien for seks år siden, måtte de sejle rundt mellem øer af plastikaffald. Og hun husker, hvordan hun fiskede så mange torsk i Øresund med sine børn, da de var små, at det næsten var kedeligt.

I dag kan hun konstatere, at situationen har ændret sig radikalt.

Hjemmet i Hundested bærer også præg af, at Pernille Aalund er et helt andet sted, end hun var engang.

Selve huset er bygget af byggematerialer fra gamle pakhuse i København og med jord til luftvarmeanlæg, og stort set alt i huset er købt brugt. Derfor var det at vælge at gå i den samme kjole i ét år en naturlig forlængelse af den proces. Og hun stopper ikke nødvendigvis der.

– Jeg har faktisk en forestilling om, at det er sådan her, jeg kommer til at leve resten af mit liv. Jeg skal muligvis have en ekstra kjole, hvis den jeg har går i stykker, og der er købt stof ind til en kopi. Nu skal jeg snart rejse til USA i en uges tid. Med to kjoler og en pyjamas.

Men at reducere det til en snak om at minimalisere sit klædeskab, vil hun være ked af.

– Det er absurd kun at skulle snakke om klædeskabe. Kjolen her er det mindst interessante. Vi er nødt til at forlade de misbrug, som mange af os har. Hvor vi køber os til et øjebliks lykke, for så lærer vi ikke at være lykkelige i kraft af os selv.

Som om himlen åbnede sig

På mange andre områder har Pernille Aalund også flyttet sig fra det, hun tidligere gik op i. Det gælder i vid udstrækning den forfængelighed, der gjorde, at hun som yngre var meget optaget af blandt andet slankekure.

– Det siger mig meget, meget lidt i dag. Som i overhovedet intet. Jeg sælger stadig min bog “10 kilo på 10 uger”, og den er også rigtig god. Det er bare ikke noget, jeg selv er optaget af. Jeg interesserer mig mest for det hele menneske.

Men, understreger hun, det betyder ikke, at andre kvinder er forkerte, hvis de har det anderledes. På ingen som helst måde.

Et andet aspekt, som har påvirket Pernille Aalunds udvikling de senere år, var, da hun i 2013 fik diagnosen Aspergers syndrom. Senere blev adhd tilføjet. Her fik hun pludselig svar på mange af de ting, hun ikke tidligere havde forstået om sig selv. Hun underdriver ikke:

– Det var en vanvittig forløsning for mig. Et kæmpe plateau, jeg blev hævet op på med disse to diagnoser. Det var, som om himlen åbnede sig.

Der besluttede hun sig for, at hun aldrig mere ville deltage i bryllupper, konfirmationer, begravelser eller fester, medmindre det drejede sig om mennesker, hun er virkelig tæt på.

– Min trappe gik fra at være meget firkantet til at blive en lille smule mere til en kurve, fordi jeg pludselig forstod, at jeg i langt højere grad bare skulle blive bedre til at sige nej.

Når hun i dag tager sin ene, sorte kjole på hver morgen, er det en form for kulmination på de mange trappetrin, hun har trådt op på gennem sit liv. Og som hun formentlig slet ikke er færdig med. Men for nu giver det hende ro, at hun ved, at det er dén kjole – og den retning i livet.

– Den er et manifest for en adfærdsændring. Når jeg ifører mig den på om morgenen, er det, som at tage sin vielsesring på, eller som en præstekåbe: Der er noget enormt smukt og højtideligt over øjeblikket. Jeg bliver en anden Pernille – det er både befriende og dejligt.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 12, 2024. Dette er en redigeret version.