Præsten: ”Et barn i sorg har brug for, at forældrene står fast, så alting ikke vælter.”

Hvad kan der ske med en familie, hvis kommunikationen går skævt i sorgen?

– Hvis vi ikke får dannet et fællesskab i familien, bliver sorgen det eneste, der er. Så får vi ikke oplevet livet sammen, for det kan gå ud over lysten til at være sammen, og vi kan ikke støtte hinanden. Vi skal huske at leve, selv om vi sørger. Det betyder ikke, at vi skal af med minder og savn, men vi skal efterhånden kunne gå lidt ind og ud af sorgen.

Hvordan tackler man det som familie, hvis man står dybt nede i sorgen?

– Vi ved ikke, hvordan vi reagerer på sorg, før vi står i situationen. Og det kan være svært at se, hvad vi bør gøre, hvis vi er helt nede. Det er vigtigt at italesætte det i familien, men vi skal også have et netværk uden for den tætte familie, eller nogle professionelle, som kan tage spidsbelastningen af sorgen. Man kan godt tro, at mennesker finder sammen i sorgen, fordi de har et fælles anliggende, men det er meget individuelt, hvordan vi reagerer, og hvem vi har brug for at tale om det med. Jeg har haft flere forældrepar i krise, hvor den ene vælger at tale med en præst eller en god ven, og den anden en psykolog.

Hvor meget skal man dele med barnet?

– Det er aldrig bevidst, at vi lægger sorgen over på et barn, men der er en kærlighed mellem forældre og børn, som giver en tryghed, når vi mister. Så griber vi desperat efter dem, vi har. Uden at mene det ondt kan vi komme til at kramme barnet lidt ligesom en bamse, og vi glemmer, at det barn også skal have luft. Nogle kan miste overblikket, når de er så præget af sorg. Det bliver en form for undtagelsestilstand.

– Omvendt kan det være mærkeligt, hvis forældrene slet ikke virker kede af det. Det kan se ud, som om det menneske slet ikke betød noget for dem. Senere i livet kan de børn komme til at skamme sig over at være kede af det, fordi de aldrig har lært, hvordan de tackler sorg. Jeg tror, at når vi deler for meget, er det lettere at reparere senere, end hvis vi ingenting deler. Så del, men ikke så meget, at barnet bliver overbelastet.

– Børn kan faktisk sagtens tåle ærlighed, men den skal gives hensigtsmæssigt. Vi skal huske, at barnet også har sin sorg. Et barn i sorg har brug for, at forældrene står fast, så alting ikke vælter. Hvis vi ikke er i stand til selv at gøre det, skal vi hjælpe vores børn via nogle andre – eksempelvis en lærer, psykolog eller præst.

– Vi skal både kunne lytte til barnet og vise, at vi sørger – men samtidig være så voksne, at vi kan søge hjælp. Børn gør ofte det, de ser deres forældre gøre. På den måde lærer barnet at søge hjælp frem for at fortrænge det. Hvis vi ikke tager os af sorgen, kan vi få forsinket sorg eller i værste tilfælde kronisk sorg.

LÆS OGSÅ: Sorgforsker: Sådan forholder du dig til sorgen over at miste en forælder

Hvad sker der, hvis man viser barnet for meget sorg?

– Børn vil så gerne have, at deres forældre er glade, for så kan de også bedre være forældre. Hvis forældrene er helt ulykkelige, så føler barnet måske, det er nødt til selv at passe på sine forældre, og kommer derfor til at tilsidesætte sin egen sorg. Hvis forældrenes sorg fylder konstant, hvor er pladsen så til, at barnet kan fortælle om sin? Er der derimod en pause hos forældrene, og barnet begynder at dele ud af sin sorg, så bliver der igen talt om sorg, og måske bliver det anledning til, at forældrene igen taler om deres egne følelser.

Pernille Hornum er præst, forfatter og leder på projektet Sjælesorg på nettet, en nettjeneste, hvor man online kan chatte og få anonym rådgivning om livets problemer fra præster, som også er anonyme. Sjælesorg.nu