Selvudvikling
19. september 2019Redaktionschefen: Elsker du din krop?
Om din krop er stor, lille, sund, usund, gør ondt eller ej, så skal du behandles med respekt og værdighed, og det har du ret til at kræve. Det handler ikke om at promovere overvægt – det handler om respekt for mennesket inden i kroppen.
Af: Dorthe Kandi
Sandsynligvis er svaret på spørgsmålet i overskriften desværre ikke et rungende ja. De færreste kvinder elsker deres krop – der er altid noget, der lige kunne være lidt tyndere, glattere, længere, fastere og så videre. Og det kan både være træls og helt okay. For vi behøver jo ikke gå rundt i en konstant følelse af total kropskærlighed for at have gode og glade liv. Men alt for mange kvinder skammer sig ligefrem over deres kroppe.
En ny film ’Fat Front’ følger fire unge skandinaviske kvinder, der er trætte af skam og selvhad. I mange år har de sat deres liv på pause. De har ventet med at købe nyt tøj, tage ud at danse og få en kæreste – de har hele tiden ventet, til de en dag blev tynde. Det skete bare ikke. Så nu har de besluttet sig for at leve livet fuldt ud i stedet for at gemme sig væk. Hurra! Jeg har haft fornøjelse af at se filmen på forhånd, og den er fantastisk! Og du kan møde en af de fire kvinder, Helene, i denne uges femina, hvor hun blandt andet siger: ”Hvis du hader din krop, er du nødt til først at indse, at det behøver du ikke.” Og hun tilføjer: ”Om den er stor, lille, sund, usund, gør ondt eller ej, så skal du behandles med respekt og værdighed, og det har du ret til at kræve, og det vil jeg være med til at kræve for dig og for mig.”
Jeg stemmer i og bakker op. Det handler ikke om at promovere overvægt – det handler om respekt for mennesket inden i kroppen. Jeg går for eksempel aldrig på slankekur, for jeg har erfaret, at jeg tidligere kun er blevet tykkere af det, men jeg himler selvfølgelig ikke med øjnene, når mine søde, slanke kolleger synes, at de skal på kur for at tabe et par kilo. Vi har forskellige mål her i livet – jeg vil gerne mærke velvære i min krop og kunne bevæge mig frit, men er helt okay med bredden på min bag, andre vil gerne blive ved med at bruge samme buksestørrelse, som før de fik børn. Ingen af delene er forkerte, men alle har vi ret til respekt og plads i verden. Dorthe Kandi Redaktionschef dorthe.kandi@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER