Renée: Den modigste tale nogensinde

Søndag var jeg til konfirmation. En dag, der skulle blive maj måneds smukkeste, og den dag jeg så det største mod endnu i 2014. At fejre et ungt menneske med alle de traditioner, vi nu engang har i vores familie, glæder mit hjerte, så det flyder over af taknemlighed. Traditioner er der uden tvivl mange af rundtom i landet. Nogle kobler måske konfirmationen med kirkegang og præstens kærlige ord, mens andre slet ikke runder Guds hus. Nogle tager ud i naturen og lader duften af grillpølser fylde dagen, mens andre dækker fine borde og sætter vinglas med tynde stilke på en hvid dug. Uanset hvordan vi vælger at fejre vores unge mennesker, så er det en stor dag for dem, og som jeg bliver ældre, forstår jeg bedre og bedre, hvor vigtigt det er at have traditioner, når noget skal fejres. Traditioner er med til at gøre dagen til noget helt særligt. Traditioner gør, at alle kender deres plads og er med til at give os tryghed. LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Måbning for åben skærm I vores familie har vi tradition for mange, lange taler, videofilm og indslag med powerpointshow. Når toastmasteren siger, at mormor om lidt kommer på, så ved alle, at der skal hentes forsyninger, for det her bliver langt, og der vil indgå tekniske komplikationer. Mormor fortæller den store historie om ”fra fødsel til nu” og favner hver eneste gæst, så alle får et billede og et ord med på vejen. Alle glæder sig til mormor. Vores unge mennesker ved også, hvem der skal overtage stafetterne, så de øver sig. De ved, at talen helst skal være personlig og indeholde varme, velmente følelser. Og hvor er det dog en fornøjelse, hvordan de dygtigt rejser sig op, når det er deres bror eller søster, der er dagens hovedperson. I søndags var jeg så vidne til den modigste tale, jeg nogensinde har hørt. Et ganske ungt menneske, der har den største skræk for at stå foran en stor forsamling, rejste sig op for at give sin bror og sin søster et par ord med på vejen. Hele hans krop rystede, knæene klaprede, læberne bævede, og ordene kom hakkende ud i par med lange pauser indimellem. Men hele familien sad fuldstændig stille, inklusive de to konfirmander. Ingen afbrød, selv om der undertiden blev stille i salen. Den unge mand fik flere gange sagt, hvor svært det var for ham, og klapsalverne genlød i hele byen, da han endelig nåede talens slutning. Der var ikke et øje tørt i forsamlingshuset den søndag, og som jeg sagde til mine unger på vejen hjem, så havde vi været vidne til ægte mod. For én ting er at gøre noget, man er lidt nervøs for, men intet er så modigt, som at gøre noget, man er alvorligt bange for. Kærlig hilsen Renée