Renée: Drømmene for en ny dag

Jeg går gennem byen en tidlig morgen og mærker, hvor meget jeg elsker at se byen langsomt vågne og dagen begynde på ny. Maskiner, der fejer nattens fester væk, folk med morgenhår og en hund i snor. Den liflige duft af frisk brød, der bølger ud fra bagerens vindue. Det kan næsten føles som en genfødsel at være så tidligt ude. Som om muligheden for en helt frisk begyndelse ligger lige om hjørnet. Hvad der end var på tapetet i går, behøver ikke følge med ind i den nye dag. Vi kan sige undskyld, sige fra, trække os ud, melde os ind, mulighederne er uendelige, og drømmene om, hvordan dagen skal blive, synes alle stadig mulige her kl. 6.10. Hvordan kunne jeg egentlig tænke mig, dagen skulle folde sig ud, hvis jeg havde frit valg på alle hylder? Hvis jeg selv kunne bestemme fuldstændig, ville jeg måske slet ikke gå ned på stationen og tage toget til København til mit morgenmøde? Måske ville jeg i stedet gå tilbage til min lille familie, der stadig ligger og sover? Måske ville jeg købe lækkert ind hos bageren, tage hjem og stege bacon, så hele hytten duftede og trak de tre herrer ud af sengen. Måske ville jeg sætte mig med avisen i et par timer for bagefter at trække i løbetøjet og finde vej ind i den tunge vinterskov. Måske kunne min mand så invitere mig på CANblau til middag, og måske kunne vi gå i Øst for Paradis og se en smuk film? LÆS OGSÅ: Renée: Jagten på lykken Jeg går forbi Bruuns Galleri fyldt med tanker om, hvordan dagen kunne have set ud, hvis jeg ikke havde en aftale i København. Der sidder en forhutlet fyr under halvtaget ved indgangen og sælger Hus Forbi. Jeg ved, hans dag afhænger af de penge, han får for bladet, så da han smiler stort og spørger, om jeg ikke liiiige skal have et blad med, siger jeg selvfølgelig jo tak. Måske hjalp jeg lige til med, at dagens første øl eller kaffe kom i hus? Jeg tænker, det føles godt for ham, og kan i forlængelse af mine tanker ikke lade være med at spekulere på, hvordan livet tager sig ud for gadens løse fugle. Jeg ved, hvem nogle af dem er. Steen Ingeman, for eksempel. Han er gammel guitarist og spiller på væresteder rundtom i byen. Engang betroede han mig, at han bare sååå gerne ville spille sammen med min mand en dag. Dét kunne han altså virkelig godt tænke sig. Jeg svarede ham, at ”det kommer sgu nok ikke til at ske, Steen. Min mand spiller nogle ret store koncerter”. ”Hmm,” sagde Steen med et stort smil: ”Man har da lov at drømme!” Så det gør han. Om at spille med min mand en dag. Og det er fint. Alle har lov at drømme. Og så hoppede jeg ellers på toget. Kærlig hilsen Renée