Renée: En pause fra min højre arm

Jeg kom af sted uden min mobil her til morgen, og det satte straks en indre tumult i gang. For bare fem år siden tror jeg ikke, det havde været det helt store, men jeg skal da lige love for, jeg fik vendt bilen og kørt hjem igen med det samme. Og det i det eksakte sekund jeg opdagede, den ikke var i tasken, og på trods af at trafikken var tæt, og jeg faktisk var kommet et godt stykke ud i den. Og også selv om det at vende om for at hente den garanterede, at jeg kom for sent til mit møde. MEN – der er aldrig noget, der er så skidt, at det ikke ... fortsæt selv. For det fik mig nemlig til at tænke en del over, hvad det var for et forhold jeg havde til den pokkers mobiltelefon. Som jeg sagde til en veninde, så følte jeg lidt, det var min højre arm, jeg var på vej hjem efter. Hmm. Tænk lige scenariet igennem, hvis den ikke var kommet med i tasken: Så var der jo ingen, der kunne få fat i mig under mødet, eller mens jeg gik på gaden, eller mens jeg købte ind i supermarkedet på vejen hjem. Der ville heller ikke være nogen, der kunne finde mig i H&M, hvor jeg lige skulle ind efter lidt undertøj, og ja – tænk hvis der skete noget med mine unger, som for eksempel at de havde pjækket fra skole, og jeg først fik det at vide efter kl. 17. Jeg mener, det ville jo være skrækkeligt, ville det ikke? LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Livet som digital mor Hvad mere er, jeg ville heller ikke selv kunne udnytte hvert eneste ledige minut til at være i kontakt med en eller anden for lige at vise, at jeg stadig var i deres liv, når nu jeg har så pokkers travlt, at vi aldrig får drukket den kop kaffe, vi hele tiden sms’er om. Og hvor forfærdeligt ville det ikke være at skulle køre i bil i 20 minutter uden at skulle ringe til nogen og ligesom få det ”overstået”? Og hvad med mine Wordfeud-venner ... ville de tro, jeg havde forladt dem, eller kunne bogstaverne måske finde på at forme deres egne ord, i de seks timer jeg var optaget af faktisk at være til stede i mit liv? Jeg ved det ikke, men da jeg var færdig med at tænke alt det frygtelige igennem, og min højre arm igen lå i tasken, fik jeg næsten lyst til at lægge den på bordet og glemme den forfra. Og det var måske ikke så skidt en tanke at gøre netop det – måske bare en gang imellem? Kærlig hilsen Renée