Renée: Er vi for hurtige med medicinen?

På det seneste har jeg lagt mærke til, at flere professionelle i det psykiatriske og medicinske system begynder at tage bladet fra munden angående al den medicin, vi hælder indenbords i den vestlige verden i de her år. Og hvor er det dog dejligt befriende, at de professionelle endelig begynder at råbe op. Det er jo dem, der ved mest om medicinen, dem, der ser, hvad der sker med mennesker, når de tager den. Om den hjælper, og om den gør en forskel. For eksempel har Peter C. Gøtzsche, der er læge, forsker og leder af det nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet, for nylig været ude og sige, at lykkepiller har så mange væmmelige bivirkninger, deriblandt at de ødelægger sexlivet, at de efter hans mening hellere burde hedde ulykkespiller. Gøtzsche nævner blandt andet en undersøgelse af lykkepiller, hvor ingen ved undersøgelsens start havde problemer med sexlivet. Men efter indtagelse af pillerne fik halvdelen seksuelle problemer som nedsat libido eller manglende evne til at få orgasme. Det sidste gjorde sig også gældende for mænd, for cirka halvdelen i meget forstyrrende grad. Den hyppigste bivirkning ved lykkepiller er åbenbart forstyrrelser i sexlivet, og når man nu ved dét, hvilket jeg kan læse man gør, så kan det undre mig, man udskriver dem i de mængder, man gør? Hvis der er noget, der kan nedsætte livskvaliteten og gøre folk i virkelig skidt humør, så er det min erfaring, at mangel på the good old in and out rangerer ret højt på listen ... LÆS OGSÅ: FEMINAs chefredaktør fik en depression: Jeg er blevet en mere rummeligt menneske Som Peter Gøtzsche dog også pointerer, så er det for nogle mennesker selvfølgelig både godt og ikke mindst nødvendigt for deres livskvalitet at tage lykkepiller, men for rigtig mange af de mennesker, der får dem, burde lægen måske have ventet lidt, inden han/hun udskrev en recept. En depression kan være kortvarig, men tendensen er, at når man først er kommet på lykkepiller, så bliver man ved med at være det, fordi det helt enkelt er svært at stoppe igen. Selvfølgelig skal man have hjælp, hvis man har brug for det, men som P. Gøtzsche siger, så skal man også have lov til at kunne være ked af det uden at få en psykiatrisk diagnose, og det må jeg erklære mig ret enig med ham i – for måske er vi i dagens Danmark indimellem lige hurtige nok til at ty til medicinsk behandling? Det er i hvert fald værd at tænke over. Kærlig hilsen Renée