Renée: Hvor synd er det for børn?

Jeg sidder til et forældremøde i min yngstes klasse, og der skal være børnerunde. Det er en runde, man tager en gang imellem, hvor forældrene fortæller, hvordan poden har det, til alle de andre forældre. Hvad han/hun går rundt og laver, hvad de går op i lige nu, og hvordan man synes det går socialt i klassen. Børnerunden er faktisk en ret fin ting, fordi man hører om de børn, éns egne børn ikke er så meget sammen med. Samtidig får man en forståelse og indsigt i, hvordan man selv og éns barn kan være med til at støtte det sociale miljø i klassen, som jo er rasende vigtigt for indlæringen. Denne gang ville klasselæreren dog gerne lige sige noget generelt før børnerunden.

Det handlede om, at han i forhold til klassens trivsel mente, at det er vigtigt, vi forældre ikke synes, det er synd for vores børn. At vi ikke synes, det er synd, at de skal stå tidligt op, at det er synd, de skal gå til skole, at det er synd, de har lektier for, at det er synd, de skal være med til at gøre rent i klassen, at det er synd, de indimellem er på opvaskeholdet og så videre. Efter hans mening er det synd for børnene, hvis de voksne hele tiden synes, det er synd for dem. Eller sagt på en anden måde: Det synd for børn, når og hvis de ikke bliver inddraget og ikke bliver stillet over for udfordringer og krav, som de skal være med til at løse og tage sig af. Se, det var jo noget af en melding. Selv om jeg tænkte, at ordvalget måske var lidt ovre i det negative, synes jeg alligevel, at pointen var til at tage og føle på. Og jeg synes faktisk, han har fuldstændig ret.

Det er utrolig vigtigt, at vi som forældre inddrager vores børn, ikke kun i skolen, men også derhjemme. Det er vigtigt, at der bliver stillet krav til dem, og det er vigtigt, at vi gør det, vel vidende, at selvfølgelig kan de honorere de krav. Og ikke nok med det, de vil vokse og udvikle sig på baggrund af de krav og udfordringer, vi stiller dem over for, og på baggrund af den inddragelse, vi giver dem mulighed for. I modsætning til hvis vi ikke giver dem fornemmelsen af, at vi har tillid til, at de kan, men i stedet gør alting for dem og skåner dem, fordi vi synes, det er synd for dem. Det sidste vokser og udvikler de sig nok ikke nær så meget af. Medmindre de selvfølgelig er lige nøjagtig der i deres liv, hvor de har brug for ekstra omsorg, og vi synes, det er lidt synd for dem. Sådanne perioder findes nok i de fleste børns liv og hmm ... i voksnes også, for den sags skyld.

Kærlig hilsen
Renée