Renée: Hvorfor blander vi os i andres forældreadfærd?

Jeg står en tidlig morgen og smører madpakke til min lille dreng på 19 år. Det er efterår og mørkt, og jeg har tændt stearinlys, så han, når han kommer ud fra badeværelset og tager den kop kaffe, jeg har lavet til ham, vil synes, det er hyggeligt at stå op. Han skal i skole, og jeg vil gerne have, hans dag starter på en god måde. Mens jeg står og smører hans madpakke, kommer jeg til at tænke på en af mine veninder, hvis store søn nu er igennem gymnasiet, men som også altid stod og smurte hans madpakker om morgenen – og hvad jeg syntes om det. For ja, det syntes jeg noget om, hvor mærkeligt det end lyder. Jeg husker mig selv sige til hende: ”Ej, altså, smører du stadig hans madpakke, han går i 3. g, er han ikke stor nok til at smøre selv ...”. Og jeg mindes hendes lille forsvar, der indeholdt argumenter som: ”Jo, men han får det ikke gjort, og det er dyrt at købe mad hver dag, og så får han måske ikke noget at spise, og det er nu meget rart at vide, at han får noget, og vi ved jo, de skal have mad i maven for at kunne lære noget,” osv. I forlængelse af de tanker kommer jeg til at tænke på min far, der masser af gange, mens mine børn var mindre, har sagt ting som: ”Det dér kan de da sagtens gøre selv ...”; ”Jamen, behøver du da ...”; Er han ikke stor nok til selv at ...”. Jeg snakker med min mand om de tanker, der fylder, og han har lignende historier at berette. Både om, at folk har sagt til ham: ”Sig mig, kan han ikke selv gøre det ..,” og om, at han har følt irritation over en eller anden forældre-omsorgs-adfærd, andre har haft gang i med deres børn. LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Vi skal lære at tage afsked på en ordentlig måde At jeg nu står her med en knægt, der er stor nok til snart at flytte hjemmefra, og smører hans madpakker, mens jeg for et par år siden var lidt overbærende hånlig over for min veninde, er i grunden ret morsomt. Men det er egentlig ikke det, der er det interessante ved historien. Det interessante ved historien er derimod, hvorfor jeg overhovedet havde en mening om, hvorvidt hun smurte madpakker til sin søn eller ej? Jeg mener, hvad kom det mig ved? Hvad var det ved den handling – at gøre noget for det barn, man har – der stødte på ”noget” inde i mig, og hvad var det for ”noget”, det stødte på? At jeg ikke er alene om at have følt sådan eller have ærinder på andres vegne i forhold til, hvordan de er forældre for deres børn, er stensikkert. For lige netop den her lille mekanisme har jeg set og oplevet igen og igen hos mange andre mennesker. Min mand fortæller en lille historie, fra da han var barn, om, hvordan ALLE, både forældre og børn, var forargede og fordømmende over for en kvinde, der altid fulgte sine sønner helt ind i klassen, også selv om de var blevet ret store. Og så funderer han over, hvorfor mon alle var forargede over det? Som han siger, hvad kom det nogen ved, at hun gjorde det? Hvad gik der af dem? Og måske ligger nøglen dér, i tanken om, at der går noget af os eller måske nærmere engang er gået noget af os for længe siden? Måske er det sådan, at når vi ser andre få en omsorg, vi ikke selv fik for længe siden, så aktiveres en slags hengemt misundelse? Den transformeres så til forargelse og til, at det, jeg ikke fik, skal andre heller ikke have? Jeg ved det ikke? Det er et bud. Måske er det noget helt andet? Måske handler det om flokkens adfærd, noget, der ligger i generne, noget med, at de individer, der ikke kan klare sig, skal udstødes, og at vi derfor kollektivt styrer mod, at alle skal blive selvkørende i forhold til flokkens overlevelse? Uanset hvad det handler om, er det stadig en mærkelig ting i vores tid at have en mening om sådan noget, som at en anden forælder smører en madpakke til sit barn, også uanset hvor stort det barn er – er det ikke? Kærlig hilsen Renée