Renée: Jagten på diagnoser trumfer fornuften

Jeg sidder og ”kaffer” den med en veninde, som fortæller, at hendes store dreng har været ved lægen, og at han har en depression. Han fik en recept på antidepressiver med hjem i lommen, men i samme åndedrag fortæller hun også, at han har haft det rigtig svært på det seneste, bl.a. fordi hans kæreste har slået op. DEPRESSION ELLER KÆRLIGHEDSSORGER Jeg vover at foreslå, at det måske ikke er en decideret depression, men at han sikkert sagtens kan slå voldsomt ud, netop fordi han lider af kærlighedssorger? Hvis man lige er blevet forladt, og nogen spørger, hvordan man har det, vil verden se sort ud – fra alle vinkler. Tidsperspektivet ryger, og solen vil aldrig nogensinde skinne igen. LIVSPROBLEMER ER JO IKKE SYGDOM Forleden læste jeg så et interview med Svend Brinkmann, der er professor i psykologi, og han satte netop spørgsmålstegn ved vores diagnosticerings-iver – antallet af danskere, der er i behandling med antidepressiv medicin, ligger på over 400.000. Et voldsomt højt tal i betragtning af, at vi kun er godt fem millioner mennesker – her i verdens lykkeligste land. Én af forklaringerne er, at vi i dag diagnosticerer meget anderledes end i eksempelvis 80’erne. Tidligere vurderede man ud fra patientens lidelseshistorie, mens man i dag kun ser på de aktuelle symptomer. Man gør det via spørgeskemaer, og hvis personen har haft mindst tre ud af fem givne symptomer inden for de seneste to uger, så er facit, at man er deprimeret, har social angst eller lignende. Og så er det jo rimelig åbenlyst, at en ung knægt med kærestesorger vil gå hjem med en recept på antidepressiv medicin i lommen. Selvfølgelig kan man være trist, melankolsk eller nedtrykt, men det er bare ikke det samme som at være depressiv. Livsproblemer er jo ikke i sig selv psykisk sygdom, alligevel har vi en tendens til at diagnosticere enhver afvigelse. Noget, medicinindustrien by the way tjener styrtende på. LÆS OGSÅ: Renée: Er vi for hurtige med medicinen? IKKE SVÆRT AT FÅ EN DIAGNOSE Forskere anslår, at ca. 20 % af befolkningen i vestlige lande har mindst én psykisk lidelse. Hmm ... det virker heller ikke svært at få en diagnose i disse dage, hvor der dukker nye op hele tiden? Eksempelvis tano-reksi, som er afhængighed af at gå i solarium, og ortoreksi, hvor man simpelthen spiser for sundt. Lige nu overvejer man at tage nikotin-afhængighed med som en psykisk lidelse, hvilket med ét slag vil gøre alle rygere psykisk syge. Selvfølgelig skal mennesker, der lider, hjælpes, men kunne tanoreksien ikke ses som et livsvalg frem for en lidelse – og nikotinafhængigheden på samme måde? Måske nok livsvalg, der har konsekvenser, men har alle valg ikke det? Kærlig hilsen Renée