Renée: Jeg er kommet i fuglealderen

Jeg kommer løbende gennem skoven sammen med min faste løbepartner. Bladene er ved at vende tilbage på træerne, og solen skinner og spejler sig i vandet neden for skrænten. Det er en herlig dag og en skøn fornemmelse at løbe dér i skoven en tidlig morgenstund.

Vi er kommet af sted allerede kl. 7.30, da der jo venter en lang arbejdsdag forude, og min løbepartner desværre er tynget af fast arbejde. Pludselig hører jeg en sær vedvarende hakken. Den stopper, lige så pludseligt som den begyndte, men så går der kun et halvt minut, så går den i gang igen. Jeg stopper op, det er da alligevel en særpræget lyd? Min løbepartner stopper også, ser mig kigge op mellem træerne efter lyden og siger sådan helt Kloge Åge-agtigt, at det nok er en spætte. Jeg bliver stående lidt og håber, jeg kan få øje på den – kunne i grunden godt tænke mig at se sådan et lille energisk dyr i fuldt sving på en træstamme.

Jeg får billeder inde i hovedet af Anders And, der forsøger at sove, og en fræk spætte, der konstant hakker løs og vækker ham, indtil hans totale raseri overtager, og han tager kampen op med spætten. Min løbepartner smiler, så siger hun: ”Du er nok kommet i fuglealderen, hva’ ..?”. Jeg bliver først lidt mærkelig til mode ... hvad mener hun med det? Hvad er fuglealderen? Og så kan jeg pludselig godt se komikken. Os, der står en tidlig morgenstund og kigger op i træerne for at få et glimt af en snotdum spætte. Hmm, jeg kunne ikke lade være med at grine – men jeg blev faktisk lidt fornærmet indeni.

Renées klumme i sidste uge: Sæt tempoet ned når du får børn

Det er jo ikke, fordi jeg er nogen sprinter eller noget stort sportsmenneske, og nogen vårhare er jeg vist heller ikke længere. Men jeg føler mig da stadig relativt ung og frisk, og så står hun dér og påstår, at jeg er kommet i fuglealderen. Da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for ALDRIG at kigge efter fugle igen. Hvis de hører en bestemt (underforstået gammel) alder til, så er de slet ikke noget for mig. Som i overhovedet ikke, basta!

Men da jeg så senere på dagen kom til at tænke over min egen reaktion på den bemærkning om at være kommet i fuglealderen, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt ad mig selv. For det var i grunden en smule fjollet at blive fornærmet over sådan en harmløs bemærkning – jeg mener, fuglealderen er vel lige så god som en hvilken som helst anden alder. Er den ikke?

Kærlig hilsen
Renée