Renée om voldtægt: Et nej er et nej
For en del år siden skrev jeg en klumme omkring strafferammen for voldtægt, og én af de ting, jeg skrev om dengang, var, at jeg simpelt hen slet ikke forstod, hvorfor en mand, der kender sit offer i forvejen, skal straffes mildere end en mand, der ikke kender sit offer? For mig gav det ingen mening overhovedet. Et nej er et nej, uanset om det bliver sagt til Onkel Per eller til en tilfældig i parken en mørk nat!
Heldigvis for mit køn er den lov nu endelig blevet revideret. Den nye voldtægtslovgivning er helt enkelt en sejr for os kvinder. For det første er det slut med at give straffrihed eller strafnedsættelse, hvis voldtægten sker inden for ægteskabets rammer. For det andet straffes voldtægt af forsvarsløse ofre – eksempelvis sovende, bevidstløse eller fysisk handicappede kvinder – IKKE mildere end andre voldtægter. OG – ikke mindst så straffes det ikke længere mildere, hvis voldtægten går ud over et offer, som gerningsmanden kender i forvejen (ja, man tror jo, det er løgn, men sådan har det altså ikke været før!).
Sidst, men ikke mindst så skal voldtægt fremover kaldes for seksualforbrydelse frem for sædelighedsforbrydelse, så det står helt klart, at voldtægt er et overgreb begået mod et andet menneske. Den lille orddetalje MÅ være noget juridisk og ikke noget for os almindelige mennesker. Men o.k., godt, så er det på plads, selv om jeg tror, det er ret ligegyldigt, hvorvidt det kaldes seksualforbrydelse eller sædelighedsforbrydelse, hvis du som kvinde står i det følelsesmæssige kaos, det må være at være blevet voldtaget.
Et faktum er det dog stadig, at kun én ud af fem anmeldte voldtægter ender med, at gerningsmanden bliver dømt for forbrydelsen. De fleste sager kommer aldrig for retten, men bliver lukket ned, inden anklager, politi eller en dommer får set på dem. Det faktum har desværre den konsekvens, at vi sådan set kan konkludere, at voldtægt i Danmark stadig har en stor grad af straffrihed indbygget, hvilket vi uden at overdrive vist godt kan beskrive som yderst uheldigt?
I øjeblikket ser jeg en reklame på et busstoppested på min vej til træning: At klæde sig sexet er ikke kriminelt, voldtægt er, og så et billede af en dejlig, sexet kvinde, og jeg må konstatere, at jeg synes ret godt om lige netop den reklame – opmærksomhed på problemet er jo første skridt, og så må vi håbe, den nye lovgivning bringer en forandring med sig i forhold til både antallet af sager, og hvilken straf voldtægtsforbryderne bør have!
Kærlig hilsen
Renée