Renée: Så meget for perfekt mor-syndromet

Alle kender følelsen af bobler i maven, fordi man skal ud at rejse. I dag er min mave fyldt med den slags bobler. Det eneste problem er, at vores unger skal være alene i tre dage. De to, der stadig er i reden, er 16 og 19, og med deres egne ord, er det bare: ”Slap nu af, mor, det kan vi sagtens ...”. Og selvfølgelig kan de det. Dog har deres stoiske ro ikke afholdt mig fra at planlægge mit fravær ned i mindste detalje. Jeg har skrevet en del sedler og gentaget mig selv rigtig mange gange. Og så har jeg købt ind og fyldt køleskabet, så de i al fald kan klare sig et godt stykke ind i 2015, hvis noget skulle gå galt med den planlagte hjemkomst. Ud over det stod jeg op her til morgen kl. 6.30 og gik straks i gang med at snitte løg, skrælle gulerødder, stege champignoner og svitse oksekød. Den ældste kommer ud i køkkenet: ”Man kan da ikke lave aftensmad om morgenen ...”. ”Sagtens!” svarer jeg og forklarer, hvilke containere hans aftensmad de næste par dage er pakket ned i. Han nikker venligt og går ud på altanen for at ryge en morgensmøg. LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Sæt kryds ved bæredygtighed Jeg fortsætter uanfægtet – der skal virkelig ikke mangle noget. Den store får sagt farvel, og så går jeg ind til den ”lille” på 184 cm, der stadig ligger og slanger sig, for at fortælle, hvad menuen står på de næste tre dage. Gryderetten skulle gerne kunne holde til de første to dage, og så har jeg købt færdig-lasagne til den sidste. ”Fuck, hvor er det nederen,” siger ungen så lige pludselig. ”WHAT ... er det nederen ..?” ”Ja,” forklarer den lange: ”Hvorfor skal DU bestemme, hvad VI skal spise, når vi endelig får lov at være alene hjemme, og du ikke engang er her ...”. Jeg må ærligt indrømme, at jeg overhovedet ikke har taget den vinkel med i planlægningen. Men da han får det sagt, kan jeg faktisk godt se hans pointe. Han uddyber, at det ikke er, fordi han er sur over, at jeg har lavet mad eller noget – det var da også vældig sødt af mig (ihh, tusind tak) – men han ville i grunden gerne have haft lov til at bestemme, hvad han selv skal spise. Og så er det, jeg pludselig kommer i tanker om de gange, jeg selv har været alene hjemme som barn, og hvor fuldstændig fantastisk det føltes bare at gøre lige nøjagtig det, man havde lyst til. Hmm, så meget for perfekt mor-syndromet. Jeg fik da noget at tænke over, og ja – måske skulle jeg øve mig lidt mere i at give slip? Hmm ... og gryderetten, tja, det lød lidt, som om den vil ramme skraldespanden, omtrent når jeg rammer DK igen – sådan kan livet være så forunderligt. Kærlig hilsen Renée