Renée: Se kærligt på dine grimme sider
Sidst jeg var på retræteophold, fik jeg en ret dyb oplevelse, eller måske rettere erkendelse, med derfra. Vi havde drømmerunde, og dem, der kunne huske deres drømme fra natten før, skulle kort fortælle essensen, og hvilke følelser det havde bragt. En af de andre deltagere fortalte om den fineste drøm: Hun var ankommet til et kæmpestort svømmebassin, dog uden vand. Nede i bassinet var der masser af mennesker, nogle dansede, andre lavede akrobatik, aktivitetsniveauet var højt. Pludselig får hun øje på en lillebitte pige midt i bassinet. Pigen står helt stille, hun er multihandicappet, forkrøblet, og så er hun oven-ikøbet meget grim. Hende, der drømmer, synes, det er synd for den lille pige, så hun går op til pigen og byder hende op til dans. Hun vælger at danse en polka, for det ved hun, hun er god til, og i den dans kender hun mandens trin, dvs. hun kan føre.
Vores lærere lytter og siger, at ligesom i alle drømme er de andre, der er med, ofte sider af os selv. Således var den handicappede pige en del af drømmeren selv. Hvis man tolker sådan, var det, drømmeren gjorde, måske at byde den del af sig selv op til dans, som hun syntes var handicappet og grim. Det var en uendelig smuk gestus, for det kunne være det ubevidstes forsøg på at hjælpe hende med at integrere de sider af sig selv, hun ikke brød sig om.
LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Et helt stille frikvarter
Mens jeg sad og lyttede, gik det op for mig, at den drøm var et meget klart billede på, hvad jeg selv forsøgte at gøre. Jeg var også i gang med at byde den lille, grimme, handicappede pige inde i mig selv op til dans. Og tro mig, sådan én har vi alle indeni. Det var en meget fin oplevelse, fornemmelsen af at kigge rundt på flokken og pludselig se det, som var fælles for os alle – vores forsøg på at komme overens med de sider i os, som vi på et eller andet tidspunkt i vores liv har lært ikke er elskelige. De sider, vi gennem vores opvækst har fået at vide ikke kan få en plads, og som vi har puttet i skammekrogen og set som noget grimt, der ikke må være der.
Det var dybt rørende at få øje på, og de bestræbelser vi alle sad med, nemlig at integrere de sider af os selv, vi ikke kunne holde ud, er jo nøjagtig det, vi har brug for. Hvis vi lykkedes med at se kærligt på os selv, opstår muligheden samtidig for at se kærligt på andre. Det kan være dem, vi arbejder sammen med, dem, vi bor sammen med, eller bare dem, vi møder i brugsen. Det må jo være meningen med det hele. At se kærligt på hinanden uden at dømme og fordømme det, vi ser? Helt sikkert er det, at det giver en sjælden fin ro, at få lagt den kritiske dømmer-bedømmer-stemme, der altid kværner rundt indeni, til at sove for en stund.
Kærlig hilsen
Renée