Selvudvikling
16. april 2010

Renée Toft Simonsen om de vigtige veninder

Find ud af hvor mange veninder Renée Toft Simonsen har og hvorfor det er så vigtigt for hende at have veninder
Af: Lotte Dalgaard
Reneé Toft Simonsen

Foto: Bjørn Jakobsen

Hvor mange veninder har du?

"Jeg har faktisk mange, jeg tror i al fald, jeg har 10 tætte veninder, det, tænker jeg, er mange…. Jeg har veninder fra barndommen, fra ungdommen, fra min tid i New York, fra min læsegruppe på gymnasiet, fra min læsegruppe på universitetet, fra min tid i Skovshoved, fra de sidste mange år her i Århus, ja, jeg er sgu heldig, jeg har så mange."

Hvor tit ser du dem?

"Det er meget forskelligt. Nogle af dem ser jeg rimelig ofte, vi går i Øst for Paradis (biograf, red.) og på cafe, andre spiller jeg i kortklub med, nogle af dem bor langt væk, dem ser jeg ikke så tit."

Hvad laver I sammen?

"Jamen alt muligt. Jeg har f.eks. lige været i Berlin på weekend med tre veninder fra min gymnasietid. Jeg spiller kort, går i biografen, i teatret, men mest af alt er det, vi har sammen, intim og åben snak om ALT."

Hvorfor er det vigtigt for dig at have veninder?

"Fordi det er livsbekræftende, de er omsorgsfulde og rummelige, de fortæller hvor dejlig og klog jeg er, de holder af mig, jeg holder af dem, jeg spejler mig i dem og de spejler sig i mig… Den fortrolighed, der kan være, er unik og uundværlig… Pyha, tons af grunde!"

Hvordan holder I fast i hinanden - også i de travle perioder i livet, og når man bor langt fra hinanden?

"Man gør en indsats, fordi det er et projekt man vil. Lige om lidt er børnene store, så får vi endnu mere brug for hinanden end nogensinde før. Jeg skal til Cuba og danse salsa, jeg regner med at nogle af dem vil med. Min mand får jeg sgu aldrig til det. Jeg har brug for dem, så jeg prioriterer dem."

Læs også