Sandheder fra en løgner
Sukkerafvænning, detox og silent retreats. Vi har de seneste år været VILDE med alt, hvad der vedrører udrensning, afvænning og "mindfulness". Vi vil være rene og i balance og piner gerne vores kroppe for at nå dertil. For måske det er DET, der kan gøre os lykkelige?!
Personligt tvivler jeg stærkt på det og mener, det vil være langt mere effektivt at starte et helt andet sted, nemlig ved løgnene. For hvornår har du sidst prøvet at tage en benhård løgneafvænningskur, hvor du i en hel uge KUN har måttet sige sandheden? Nej vel? I sig selv også en skræmmende tanke, da de jo ligger og gemmer sig overalt, løgnene. Fra: "Nej, nej - jeg lå ikke og sov", når telefonen ringer (hvorfor er det så slemt at indrømme?), til: "Jo tak - jeg har det fantastisk!", når man i virkeligheden har det ad helvede til.
Førstnævnte løgn er en af de små hvide, men nummer to er straks langt værre. For selv om man ikke direkte sårer andre ved at stikke dem en plade om, hvor dejligt man går og har det, så sårer man i høj grad sig selv. Første skridt på vejen til lykke må jo være, at man er ærlig omkring sit liv, sin tilstand, sine drømme. Er man ikke det, kan man ikke komme videre og skabe de forandringer, der skal til, for at man kan blive lykkelig.
Det sidste kan forfatter, kommunikationsrådgiver og boganmelder her på FEMINA, Julia Lahme, skrive under på. Efter at være blevet fyret fra en topstilling røg hun ind i et spind af løgne og selvbedrag, der kun førte til mere ulykke og selvlede. Langsomt gennemskuede hun det selvbedrag, løgnen havde drevet hende ud i, og gav sig modigt i kast med at skrive en bog om emnet, "Sandheder fra en løgner", der netop er udgivet. Læs det hudløst ærlige interview med hende i denne uges FEMINA - og gør dig klar til projekt løgneafvænning. Det virker!
"Jeg har gjort en dyd ud af at få alting til at se let ud. Det skal man ikke"
Julia Lahme
PS: Du kan også møde Julia Lahme på FEMINAs livsstilsmesse 1. oktober kl. 14, hvor hun vil blive interviewet live af Tine Bendixen.
Kærlig hilsen
Camilla Kjems
LÆS OGSÅ