"Selvfølgelig må du bruge din seksualitet til at komme frem. Vi lever i en verden, hvor det nærmest er din allerstørste valuta!"

Undskyld, at jeg er liderlig. Det er bare, fordi jeg har ægløsning. Det er ikke sådan, jeg normalt er. Det er bare en periode.”

Siger ingen nogensinde.

Sådan forklarer Emma Sehested Høeg paradokset i, at kvinder modsat undskylder til døde, at vi i dagene op til menstruation er mere grådlabile, mere irritable eller opfattes som nærtagende.

– Vi har en idé om, at vi ikke helt er “os selv”, når vi har pms. Men de følelser, vi har, når vi er præmenstruelle, er jo reelle. Måske er det faktisk et tidspunkt, hvor vi er rigtig gode til at sige fra, siger Jennifer Vedsted Christiansen.

Hun har gennem årene selv undskyldt til kærester, når hun har haft pms og sagt, at de ikke skulle tage sig af, når hun græd i den periode, fordi det ikke er en rigtig følelse.

Hun har også oplevet, at hun blev vred på en veninde, mens hun havde pms, hvorefter veninden spurgte, om de ikke skulle tale om det, når hun havde haft sin menstruation.

– Vi er jo påvirkede af vores hormoner gennem hele vores cyklus, men lige i denne periode, hvor vi siger fra og sætter grænser, er det et “syndrom”.

– Du ødelægger den gode stemning for et godt ord, og nogle vil kalde dig nærtagende, men måske er det faktisk dér, du virkelig tydeligt mærker, hvor dine grænser går i forhold til verden. Hvorfor er det noget dårligt? Og hvorfor skal vi undskylde for det? siger hun.

Så måske skal vi begynde at tænke på pms på en helt anden måde? Det emne var på bl.a. i fokus, da Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg aftenen inden dette interview afholdt deres såkaldte “Cyklussalon” med en sal fuld af kvinder, som de havde inviteret via Instagram.

Arrangementet var en del af deres “Åben research”-sessions, som er en af de måder, Jennifer og Emma samler inspiration til deres kunstneriske projekter på.

– Jeg har altid været så skamfuld over de der dage op til menstruation, hvorimod vi taler en masse om, hvor fantastisk vi har det, når vi har ægløsning. Der taler ingen om den øgede sexlyst og selvtillid, mange oplever, som noget negativt.

– Men når nu halvdelen af verdens befolkning plus-minus har en cyklus, er det godt nok mange dage om året, vi tror, vi skal i isolation, fordi vi ikke er “os selv”. Det gør jo vores liv sindssygt begrænset, siger Emma.

Ifølge Jennifer og Emma skal forklaringen på den samfundets opfattelse af pms findes i, at vi i den periode ikke lever op til at være den altopofrende, omsorgsgivende og moderlige kvinde: Madonnaen.

Sexet at gå i teater

Madonna-figuren er den formelle anledning til, at vi mødes.

Sammen med luder-figuren udgør hun det, som psykoanalysen har kaldt “luder-madonna-komplekset”, og som instruktør Jennifer Vedsted Christiansen og skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg har besluttet sig for at tage et opgør med i deres kommende teaterforestilling “Farvel til Madonna”.

Men da forestillingen er afslutningen på en trilogi, er vi nødt til at begynde, hvor det hele startede.

Emma og Jennifer mødtes på Den Danske Scenekunstskole i 2015, hvor Emma gik på skuespillinjen og Jennifer på instruktørlinjen.

De blev hurtigt kunstnerisk forelskede i hinanden og delte ambitionen om at revolutionere dansk teater.

– Vi ville hælde alt det ud, som vi skammede os over. Alt ud på scenen, som vi ikke turde sige højt. Men det, der var ubehageligt og mørkt, når det var inden i os, skulle komme ud som et festfyrværkeri, siger Emma.

De havde derudover en ambition om at ville modernisere teateroplevelsen.

– Vi besluttede os for at gøre det sexet at gå i teatret.

– Jeg tror, at mange er bange for at gå i teatret, fordi de tror, man skal opføre sig på en bestemt måde. Ligesom at man ikke må klappe i kirken, hvis koret synger godt, eller præsten siger noget genialt, siger Emma.

Første store skridt var deres selvstændige afgangsprojekt, som blev til “Velkommen til Pandora”, hvor Emma og Jennifer fat på myten om kvinden med æsken, som er fyldt med alt, hvad der er galt i verden.

– Pandora er jo dum og kan ikke styre sig og kommer til at åbne æsken, så al verdens lort bare flyder ud. Det fik os til at tænke på, at det måske er derfor, vi som kvinder har så meget skyld og føler, vi hele tiden skal undskylde for noget, vi har gjort og for overhovedet at være her, siger Jennifer.

En syg ungdom

“Velkommen til Pandora” blev en stor succes, og Emma og Jennifer endte med at spille 35 forestillinger.

De havde allerede tænkt, at forestillingen kunne være den første i en trilogi, og de inviterede derfor bl.a. producer Amanda Tilia Hamelle, scenograf Petruska Miehe-Renard og musiker Viktor Dahl ind i deres kreative studio, som de kalder How To Kill A Dog.

– Det kan lyde, som om det var en dans på roser, og ja, vi er begge hårdtarbejdende mennesker, men vi bruger også virkelig meget energi på at tænke: Er det her nu godt nok? Er det her for pinligt? Kan jeg virkelig står på scenen og gøre sådan her? siger Emma.

Det gjaldt også, da hun i efteråret optrådte til Zulu Comedy Galla med et udsnit af trilogiens anden forestilling, “Lolita for altid” – til stor jubel hos publikum og ros efterfølgende.

Jeg spørger Emma, hvor meget usikkerheden fylder hos hende, når hun står på scenen.

– Jeg synes ikke, at usikkerhed er det rigtige ord. Det er mere tvivl.

– Hvis du blander tvivl med lidt storhedsvanvid, har du en spændende cocktail, hvor alting dirrer hele tiden. Det kan føles lidt heftigt at stå i, men det er også det spændingsfelt, der gør, at jeg elsker at stå på en scene, svarer hun.

Det var derfor, at de til Zulu-showet lod Emma i skikkelse af en amerikansk skønhedskonkurrence-vinder kaste op på scenen for til sidst at søbe rundt i sit eget bræk.

– Hvis vi laver noget, der er rosenrødt, er vi ikke tro mod os selv, og hvis vi ikke er det, kan andre folk ikke mærke det. Det er nemmere at få derud, hvor det kan bære eller briste, når vi er to om det. Det er et svært valg at tage alene, siger Jennifer.

Hun uddyber:

– Jeg tror, vi mødtes på et tidspunkt, hvor vi begge havde været mere optagede af at blive elsket end at elske. Det var noget, der optog os begge to, og jo mere vi snakkede sammen, så vi, at det også var noget, der optager mange andre unge.

– Vi havde virkelig følelsen af, at der er en syg ungdom derude.

Fandt I ud af, hvorfor det er sådan?

– Vi er alt for optagede af blikket udefra. Det var også det, “Lolita for altid” handlede om. Vi er hele tiden optagede af, hvordan vi bliver set på, hvilke karakterer andre har fået, hvor mange penge de har, hvordan ser deres kroppe ud.

– I virkeligheden burde du bruge energi på at finde ud af, hvad du er optaget af, mere end at være optaget af, om andre er optaget af dig, siger hun.

Jennifer er god til den slags sproglige oneliners, man har lyst til at klippe ud og hænge som magneter på køleskabet: “Jeg vil hellere tale om, hvad jeg vil, end hvad jeg var”. “Det er vigtigere at se end at blive set”.

Jorden mangler en mor

Men hvad er så løsningen? Den har de – endnu – ikke fundet, men de er nået til i hvert fald én erkendelse:

– Vi har talt meget om, at det i hvert fald er meget nemmere, når vi ikke er alene. Det er meget vigtigere for os at være en del af noget end at være noget, siger Jennifer.

Der var den igen. Køleskabsmagneten.

Ifølge Emma er der også en anden grund til, at det er vigtigt at se ud over individet – som i deres konstellation ofte er hende, fordi hun står på scenen.

– Hvis folk tror, at det kun er den ene person på scenen, der står og gør alle de ting og kan alt muligt, er det da klart, at ungdomsgenerationen får mindreværdskomplekser og tænker: “Det der kan jeg jo slet ikke!” Der er jo ingen, der gør noget alene, siger hun.

Det handler ikke kun om teater, forklarer Jennifer. Hun bruger den seneste klimamarch i København som eksempel.

– Hvis du tror, at du står alene over for Jorden, som reelt er ved at gå under, bliver du ensom og fucked-up. Men da jeg stod der sammen med så mange andre til klimamarchen, følte jeg, at jeg ikke var alene, og pludselig kunne jeg bedre rumme det. På den måde er det også ideologisk for os, siger hun.

Hvor formålet med den seneste forestilling, “Lolita for altid”, nummer to i trilogien, var at redefinere fortællingen om Lolita, er det denne gang at skabe en ny fortælling om de to kvindebilleder, som kvinder har haft at spejle sig i, forklarer Jennifer.

– Madonnaen er den moderlige, kærlige, selvopofrende kvinde, som ikke har nogen seksualitet. I Biblen symboliseret med Jomfru Maria. En kvinde, der fik et barn uden at have sex, og da hun fødte barnet, var det, som når lys skinner igennem et vindue. Hun er ikke “ødelagt”. Det er jo fuldstændig umuligt at leve op til hende.

Den anden er luderen, som er den seksuelle kvinde, der aldrig er det for sin egen skyld, men for den mand, som betaler hende for det.

Men de har noget til fælles:

– De er begge til rådighed for andre, siger Jennifer.

Jennifer og Emma mener de ikke, at vi har flyttet os ret meget historisk.

Luderen ser de, når kvinder slutshames, når mænd laver lister over kvinders “fuckability” og i form af deling af intime billeder digitalt.

Omvendt er madonnaen stadig komplet uopnåelig, når vi f.eks. ser på de krav, der stilles til at være mor i dag, hvor man aldrig rigtig gør det godt nok.

– Vi har læst madonnaen som en passiv container, der skal indeholde og opfylde alle andres behov, selv om det ødelægger hende. Men det er på tide, at madonna siger fra og tager stilling til, at det er vigtigt at passe på sig selv. At man ikke kan arbejde sig ihjel, og at man ikke kan blive ved med at give.

– I virkeligheden kan man sige at madonna mangler en mor, som kan passe på hende, siger Jennifer.

Der er desuden en endnu større historie, som madonna-figuren, i Jennifer og Emmas fortolkning, er metafor for:

– Ligesom madonnaen har givet og givet, har Jorden det også. Den er container for hele menneskehedens behov og slider sig selv op.

– Et af de store problemer lige nu er, at Jorden ikke har en mor. Vi kan ikke komme det nærmere end den sætning. En, der vugger den og lover, at hun vil passe på den, siger Emma.

Den største valuta

Krop, køn og seksualitet er gennemgående temaer i alle tre forestillinger, som Jennifer og Emma har lavet sammen.

De har begge oplevet i en ung alder, hvilken indvirkning de har haft på mænd på godt og ondt.

Men det var først for nogle få år siden, at de blev opmærksomme på, hvordan vi altid taler om at miste sin mødom ved penetrationssex og opfordrer til, at man i stedet burde tale om den første gang som den, hvor man havde orgasme med en partner første gang.

– Når jeg tænker tilbage på min ungdom og forestiller mig, at jeg som ung pige havde tænkt: “Jeg skal have min første gang, og det skal være en orgasme med min partner”, havde jeg struktureret mit sexliv og min ungdom på en radikalt anderledes måde!

– I stedet for at være så optaget af at få en pik op i mig, ville jeg være optaget af min egen krop og min egen nydelse og mindre optaget af blikket udefra, siger Jennifer.

Emma fortæller, at hun i gymnasiet fremlagde en monolog om en matematikekspert, hun ikke kan huske, hvem var, og fik karakteren 7.

– De syntes, det var den sjoveste eksamen, de havde været til. Jeg fandt ud af, hvor langt jeg kunne komme med charme.

–Når jeg tænker over det i dag, giver det ingen mening. Jeg skulle ikke have haft 7. Jeg var bare enormt charmerende, siger Emma med et grin.

Er det okay at udnytte, at man har den indvirkning?

– Ja, hvad fuck skal du ellers gøre? svarer Jennifer prompte.

– Selvfølgelig må du bruge din seksualitet til at komme frem. Vi lever i en verden, hvor det nærmest er din allerstørste valuta! Det at være en køn person er måske en af de vigtigste faktorer i forhold til, om du får et godt liv.

– Så når vi diskuterer, om det er okay at få botox, siger jeg, gu’ er det okay! Men vi ville da ønske, at vi levede i en verden, hvor det ikke var nødvendigt, siger hun.

Det bringer en oplevelse frem hos Emma, som hun havde for et halvt år siden, hvor hun skulle til fest i Kødbyen i København.

– Jeg havde mine høje, hvide yndlingslakstøvler på, en superkort nederdel og en gennemsigtig top, og jeg følte mig virkelig Barbie-flot. Lidt som hvis jeg som 13-årig havde en drøm om, hvordan jeg ville se ud som voksen, så var det præcis sådan, jeg så ud den aften.

–Jeg var star on the dancefloor. Jeg følte mig som en queen den aften.

Men da festen sluttede, og Emma skulle hjem, var hendes cykel punkteret, så hun måtte trække hjem til Indre By, hvor hun bor.

– Den tur hjem er en af de mest ubehagelige gåture, jeg har haft. Pludselig var det, der føltes som en min styrke, blevet min svaghed. Jeg blev forfulgt af en mand og cat-callet. Mænd i biler dyttede af mig, og én spurgte, om jeg skulle se hans pik.

– Jeg var nødt til at ringe til min kæreste og min ven, så folk, jeg kendte, vidste, at jeg gik alene. Jeg fik den tanke, at min cykel plejede at være min tryghed, fordi jeg i det mindst kan køre virkelig hurtigt på den, hvis jeg var utryg, siger Emma og tilføjer:

– Så ja, man skal gøre præcis, hvad man har lyst til, men vi lever bare stadig i en verden, hvor det ikke er sikkert at gøre, lige hvad man har lyst til. Det er dét, der er fucked, siger hun.

Tryghed og tillid

Emma har fundet en neglelak frem.

– Jeg har fundet ud af, at det virker for mig at lave noget, mens vi snakker, så nu lægger jeg lige neglelak.

Hun har et par gange afbrudt sig selv og undskyldt for en halvt fuldendt sætning. Taget en mindre timeout i vindueskarmen med en cigaret fra tid til anden.

Hvorfor tror du, at du bliver nervøs i interview?

– Jeg tror, det handler om, at jeg jo godt ved, hvad jeg er dygtig til, og det er at vise ting. Jeg tror, jeg ville have det meget lettere, hvis jeg skulle skrive en sang om de ting, du spørger om.

– Der går hurtigt eksamen i den for mig, når jeg føler, at jeg skal fremlægge noget. Det er nok også, fordi jeg er så perfektionistisk. Der kommer en barriere, når jeg ved, at det ikke er mig eller Jennifer, der sidder og skal lave den endelige version, for det er jo sådan, vi normalt arbejder.

Hun ser helt lettet ud.

– Det er faktisk helt dejligt at tale om det, siger hun.

Jennifer kommer hende til undsætning og siger det, der måske er åbenlyst:

– Hvis det var så nemt at forklare, hvad vi laver, ville vi jo ikke lave teater. Så havde vi måske skrevet en kronik.

– Teater skal forstås med alle sanser og stille spørgsmål, men ikke have alle svarene. Den oplevelse kan man kun få i teatret. Man kan aldrig forklare det med ord på samme måde.

Men det handler også om tryghed og ikke mindst tillid, forklarer Emma.

– Når jeg er sammen med Jennifer og andre, jeg kender godt, er jeg tryg. Der er jeg rigtig god til at slippe tanker om, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der lyder godt, eller hvad der er god smag. Der kaster jeg mig bare ud, fordi jeg ved, jeg bliver grebet af nogen, jeg stoler på.

– Når det er over for nogen, jeg ikke kender, har jeg åbenbart en stopklods, siger hun.

Derfor sammenligner Emma også mødet med dem, hun vælger at samarbejde med, med at skulle finde en ny kæreste.

– Jeg tænker: Kan vi stole på hinanden? Ja. Er vi forelskede i hinanden? Ja. Det er Jennifer og jeg i vores arbejde. Så bliver jeg hengiven på en helt anden måde. Jeg vil gerne give alt, hvad jeg har, til dem, jeg stoler på, men jeg kan ikke give det til alle, siger hun.

– Du giver VIRKELIG også meget! indskyder Jennifer.

Musikalsk teater

Emma og Jennifer mødtes om teatret. Men for Emma har der altid også været musikken.

– Jeg har altid gerne ville kombinere de to ting, og det var Jennifer heldigvis med på. Så vi besluttede fra begyndelsen, at det, vi gerne ville, var at lave en form for koncert-teateroplevelser.

– Vi har altid været åbne over for, hvad vi hver især tændte på kunstnerisk, og derfor er musikken blevet en integreret del af vores arbejde, siger Emma.

Helt så åben som Jennifer var, har hverken teater- eller musikbranchen derimod været.

– Jeg har hele mit liv fået at vide af alle, at “du kan ikke lave begge ting. Det er simpelthen for forvirrende for seerne, for publikum, for medierne, hvis du laver flere ting”. Bullshit! siger Emma.

Der er både den musik, Emma laver til deres teaterforestillinger og deres kommende tv-serie, “Killjoy”, og der er den musik, hun laver under aliaset Dame Dearest.

Sidstnævnte har hun udgivet tre singler med og har et album på vej til foråret. De to musikalske projekter er uløseligt forbundet.

Emma har skrevet musik til de to første forestillinger i trilogien, hvor sangene var skrevet til forestillingerne. Med “Farvel til Madonna” er konstellationen en smule anderledes, fordi Emma samtidig har arbejdet på Dame Dearests første album.

Der vil således være Dame Dearest-sange i “Farvel til Madonna”, ligesom der også vil være sange, Emma skriver til forestillingen, der efterfølgende bliver videreudviklet til hendes kommende album.

Hvorfor er det ikke nok for dig at lave musik til jeres forestillinger og andre projekter?

– Musikken er så stor en del af mig. Det er en lige så stor energikilde og en lige så stor lykke for mig, som skuespillet er, men på en helt anden måde. Jeg trækker vejret anderledes med musikken og er ikke nervøs på samme måde, siger hun.

Det er ikke kun musikken, der er integreret i teaterprojekterne. Det er i høj grad også omvendt.

Det er nemlig How To Kill A Dog, som står bag Dame Dearest, hvad angår det æstetiske udtryk, produktionen af musikken og instruktion af musikvideoer, hvor Jennifer står bag sidstnævnte.

Jennifer arbejder sideløbende som instruktør og iscenesætter, og til foråret har hun premiere på en stor musikalsk opsætning af Jakob Ejersbos “Nordkraft” i Aalborg.

Men det er deres samarbejde med hinanden, som har førsteprioritet.

– Vi er rigtig gode til at prioritere hinanden, men det er vi også nødt til. Vi tjener ikke ret meget på How To Kill A Dog endnu. Vi søger selv finansiering og producerer selv de ting, vi laver. Det kræver rigtig meget, forklarer Jennifer.

Så hvad nu?

Foreløbig er der fokus på “Farvel til Madonna”, tv-serien “Killjoy” og Emmas Dame Dearest-projekt. Men der er flere film og mere teater i støbeskeen.

– Så har vi ikke sagt for meget. Godt nok afslutter vi vores trilogi, men det er ikke en afslutning på vores samarbejde. This will go on!