På det centrale Frederiksberg bor 42-årige Ditte Ylva Olsen i det, hun omtaler som ”sin nye lejlighed”. Ganske vist har hun boet her i tre år, men hun er stadig ved at gå hjemmet til. Lige for tiden har hun gang i en større ommøblering. Ditte har netop købt nye, men brugte møbler. I køkkenet er både en ældre slagbænk og et langt spisebord sat på højkant. Problemet er, at bordet er af et andet materiale end først antaget, og nu er hun desuden bange for, at slagbænken må ud igen.
– Det er ikke altid nemt med genbrug. Jeg har vasket den flere gange og ladet den tørre, men den bliver altså ved med at lugte lidt af gammelt sommerhus. Ditte beskriver sig som selvbygger-typen, og så har hun vist ikke sagt for meget. I soveværelset har hun sammen med en veninde monteret to ekstra vægge, som de også har slebet og malet, for på den måde at få plads til et walk-in-closet. Det ser ret professionelt ud. I soveværelset står et stort skrivebord, som bare skal ud, hun har alligevel kontor et andet sted i byen, fortæller hun. Stuen er helt tom uden et eneste møbel, så her skal hun også lige finde ud af, hvad der nøjagtigt skal ske. – Jeg tror måske, det er på grund af årsskiftet. Et helt nyt årti, det gav mig bare lyst til noget forandring, fortæller Ditte, mens hun tænder et langt, hvidt stearinlys, som står på skranken mellem køkkenet og det nuværende spisebord.
Bruger følelserne
Netop nu er Ditte aktuel i anden sæson af det romantiske komediedrama ”Hånd i hånd”. I første sæson mødte vi hovedkaraktererne Anders og Lise i form af Esben Dalgaard og selvfølgelig Ditte. Anders og Lise var på det tidspunkt begge i 30’erne, de var gift og forældre til en datter, men deres forhold havde ramt den klassiske syvårskrise, og derfor begyndte de i parterapi. Gennem terapien genoplevede de sammen de seneste syv års op- og nedture. – Lise minder selvfølgelig rigtig meget om mig, men hun er lidt mere firkantet, mere indestængt, mindre temperamentsfuld. Hun er også i højere grad fanget i nogle ældre kønsroller om, hvordan man skal leve sit liv ... øh, det kan da godt være, vi slet ikke minder om hinanden, haha. Lise er desuden enebarn og ansat i en bank, hvorimod Ditte har tre søskende og er, nåh ja, skuespiller. – Når jeg siger, vi minder om hinanden, er det nok, fordi jeg bruger mine følelser til at forstå hende. Så det er jo mine følelser, bare i en anden form. Jeg tror ikke, man kan spille noget, der ikke på en eller anden måde findes inden i en selv. I anden sæson er formatet ændret. Frem for at spænde over syv år strækker serien sig nu over blot syv dage. Anders og Lise er blevet skilt, Anders har fået en ny kæreste, og på en ferie kommer Anders og Lise igen til at være sammen. Nu har de så en uge til at finde ud af, om de skal give deres forhold endnu en chance, og derfor opsøger de deres gamle terapeut. – Anden sæson er klart mere panisk. Den er fuld af tvivl og spørgsmål om, hvorvidt de har valgt at gøre det rigtige. Den del kan jeg også sagtens genkende fra mit eget liv og i folk omkring mig. – Det sjove ved den alder, jeg har nu, og som Lise og Anders også befinder sig i, altså omkring de 40, er, at folk kan være så mange forskellige steder i deres liv på det her tidspunkt. Forleden var Ditte til et møde, hvor de sad tre kvinder, alle omkring de 40, og de repræsenterede hver især en forskellig type midtvejskrise: Ditte, som måske gerne vil nå at have et barn, en, hvis barn lige er flyttet hjemmefra, og en, som har to børn, men lige er blevet skilt. Da vi sagde farvel til Anders og Lise i første sæson, var de ved at blive skilt, men samtidig var Lise blevet gravid med deres fælles barn. I anden sæson er vi et år fremme i tiden, Anders og Lise er nu gået fra hinanden, Lise har mistet barnet og ved ikke, om hun kan nå at få flere børn. – På den måde har der været en grusom overensstemmelse mellem at spille en nyskilt kvinde på 40, som ikke ved, om hun skal have flere børn, og at være en kvinde på 42, som bor alene uden børn. – Når man spiller en hovedrolle, får man lov til at dykke ned i karakteren på en anden måde end med en birolle. Man kommer rundt i alle kanter og hjørner af karakteren. Og jeg føler mig meget taknemmelig over at få lov til at spille en hovedrolle i to sæsoner i et ”lille” drama, som handler om, hvad der sker inden i dig og mig i vores hverdag. Det passer enormt godt til, hvad jeg synes er spændende og dejligt at beskæftige mig med, for der er så mange fortællinger i de små hverdagssituationer. LÆS OGSÅ:
Neel Rønholt: "Jeg har lært at hvile i mine valg" Antiautoritær
Faktisk er der en ting, som rollen Lise og skuespilleren Ditte har til fælles, nemlig deres hippieopvækst. – Lise har lidt en flipperfar, og derfor oplever hun et stort behov for orden, og den del kan jeg godt genkende fra min egen opvækst. Peter Gantzler spiller Lises far, og efter at han og Ditte for to år siden begyndte at arbejde sammen, har de opbygget en relation, som mest af alt minder om et far-datter-forhold, og som blandt andet indebærer, at de ringes ved med jævne mellemrum. – Det er lidt som at få en ekstra far, og jeg er virkelig taknemmelig; tænk engang, i så høj en alder og så endda en inden for branchen. Han og min rigtige far ringer endda nogle gange samtidig, blandt andet nytårsaftensdag og nytårsdag. ”Jeg ville bare lige ønske dig en god aften,” og ”jeg vil bare lige høre, om du havde en god aften i går.” Det er åbenbart sådan en rigtig far-ting. Ditte er født i et kollektiv i Aarhus som den ældste af en søskendeflok på fire. Moren læste psykologi, og faren gik på musikkonservatoriet. Senere flyttede familien til Næstved, hvor de boede ude på landet. – Min mor blev hjemmegående, så vi har aldrig været i institution. Og så dyrkede hun biodynamiske grøntsager i haven, før den slags blev moderne. Det var meget venstreorienterede værdier. Senere blev moren sygeplejerske, mens Dittes far var og fortsat er guitarist. Han underviste også orkestret på den lokale musikskole, hvor Ditte gik som barn. Her optrådte hun med musik og teater, ligesom hun også havde drama i skolen. I 2.g fik hun hovedrollen i skolekomedien, men fordi hendes fravær var for højt, fik hun forbud mod at medvirke, selv om hendes karakterer aldrig fejlede noget. – Gymnasiet mente ikke, man kunne være væk fra undervisningen og samtidig medvirke i skolekomedien. Min mor og min dramalærer tog med mig til møde hos rektor. Det blev jeg ret rørt over, for det var sjældent, der var autoriteter, som bakkede mig op, fordi jeg altid var sådan lidt, ja, måske provokerende. Men ingen kunne overtale rektor til at ændre mening, og kort efter droppede Ditte ud af 2.g. Når hun ikke måtte medvirke i skolekomedien, ville hun slet ikke gå i gymnasiet. – Jeg troede måske også lidt, det ville få ham til at ændre mening, men han lod mig bare gå, haha. I stedet tog Ditte på højskole og derefter et år til London, inden hun flyttede tilbage til Danmark for at tage en HF. – Så mere modig var jeg ikke. Men min vej har været lidt utraditionel. Som 26-årig blev Ditte færdiguddannet på den alternative teaterskole Cantabile 2, og efterfølgende rejste hun til USA, hvor hun tog en efteruddannelse i Meisner-teknik, som fokuserer på psykologisk skuespil. – Grunden til, at jeg overhovedet har lyst til at være skuespiller, er, at jeg interesserer mig for menneskelig adfærd, og hvad der sker i vores hoveder. Hvis jeg ikke var blevet skuespiller, ville jeg gerne have været psykolog.
Fedt at have ansvar
Nogle år efter at Ditte kom hjem fra USA, skabte hun sammen med en veninde virksomheden Teater Fantast, hvor de i dag, 12 år senere, laver børneteater. – Det er fedt at have sit eget firma, hvor jeg kan ansætte, finde på og bare bestemme retningen i det hele taget. Vi dramatiserer selv, så vi er ikke kun skuespillere. Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg godt kan lide at lave momsregnskab, men jeg kan godt lide at være hende, der har ansvaret. Ditte frygtede aldrig tilværelsen som iværksætter, selv om hun inden da havde fast job på Københavns Ungdomsskole i mange år. Her skrev og instruerede hun tre forestillinger om året og underviste i skuespil. I takt med at Ditte fik mere og mere skuespilarbejde, sagde hun op. – Jeg er opdraget til at gøre det, jeg tror på. Jeg har stor tillid til at følge min egen vej, og så skal den nok føre mig det rigtige sted hen på et tidspunkt. Tanken bag Teater Fantast var oprindelig at skabe forestillinger, der behandlede tabuer. Deres første forestilling handlede om at være hjemløs, og idéen opstod, mens Ditte og hendes veninde boede på Vesterbro. – Her så vi folk mase sig forbi Hus Forbi-sælgere med alle deres fede poser med julegaver. Alle overforbruger, særligt i julen, og så smutter de forbi de hjemløse og forklarer, at de ikke har nogen penge. – Jeg føler ikke et behov for at provokere, men jeg vil gerne have, at folk tænker sig om. Jeg har aldrig forstået den der spirituelle tilgang med, at alt sker af en grund, og at vi alle er gode nok, som vi er. Hvorfor er vi det? Det er lidt en sovepude. Vi må godt kræve noget mere af os selv og hinanden. Det er ikke interessant, hvordan du tænker, men hvordan du handler. LÆS OGSÅ:
Annette Heick: "Jeg var nødt til at få sat farten ned. Ellers var jeg brændt sammen" Klimabevidst med sut
Allerede som barn var Ditte bekymret for klimaet. Hun kunne ligge vågen om natten og tænke over, at regnskoven blev fældet, havet forurenet, og at polerne smeltede. – Jeg kan blive så trist over og træt af, at man i 30-40 år har vidst alt det, vi også ved nu. Det er jo ikke noget nyt, at vi skal være bekymrede og passe godt på vores klode. Som barn havde jeg Greenpeace-plakater på mit værelse, og mine forældre tog min bror og mig med til Dansk Cyklistforbunds demonstrationer for bilfri dage, det kæmpede man allerede for dengang. De seneste måneder har Ditte været at finde på skærmen i en reklame for elbilen Renault Zoe, og hun understreger, at hun længe har kørt elbil. – Det er første gang, jeg stiller op til den slags, og jeg har valgt at sige ja til netop det, fordi bæredygtighed ligger mig meget på sinde. I de her år er det jo frygtelig moderne at være klimabevidst, så det har jeg skullet høre for. Derfor var det ret fedt, da mine forældre fandt et billede frem, hvor vi alle var til klimademonstration for 38 år siden, mig med sut i munden. Ditte har netop haft en periode på flere år, hvor hun ikke har fløjet, hun affaldssorterer, spiser kødfrit og desuden kun økologisk. – Jeg synes jo ikke, jeg gør noget særligt. Jeg tager nogle valg, og så efterlever jeg dem uden at tænke meget mere over det. Jeg ved godt, jeg ikke kan redde verden. Når det er sagt, så synes jeg ikke, det skal være det enkelte menneskes ansvar. Politikerne skal være med, men det skal jo starte et sted. Og jeg træffer desuden selv masser af egoistiske valg. Men det er tankevækkende, at det at være klimabevidst i sig selv kan virke provokerende. Det er også en af Dittes bekymringer ved at sætte børn i verden, fortæller hun. Klimabekymringen. Samtidig understreger hun, at hun er virkelig glad for livet og de relationer, hun har. – Jeg føler mig ikke ensom. Jeg har en stor omgangskreds, og i perioder har jeg alligevel forestillinger om aftenen eller er på turné. Man finder nogle andre måder at være i verden på, og jeg har mulighed for virkelig at dyrke mit arbejde. Da Ditte og resten af holdet for nylig filmede ”Hånd i hånd”, kørte hun på autopilot. – Mine tanker gik primært på, om der var mad i køleskabet, og at jeg skulle huske mine replikker. Og så var den dag gået. Jeg tænkte ikke en eneste eksistentiel tanke, fordi jeg havde så travlt. Men nu, hvor jeg skal til at male den der, siger Ditte og peger over på slagbænken midt i køkkenet – så skal jeg nok få tænkt over, hvad jeg vil bruge det her år på, hvad meningen med mit liv er, og om jeg egentlig er god nok. Hun afbryder sin talestrøm, rækker ud efter stearinlyset, som næsten er brændt ned, og mens det er blevet mørkt udenfor, har vi været vidt omkring. – Jeg kan sagtens få følelsen af, at der ikke er nogen, der har brug for mig, men det, synes jeg egentlig også, er meget fedt. Det gør, at jeg bliver nødt til at gøre mig fortjent til mine relationer. Det er bare at melde sig ind.
