Skuespiller Kirsten Olesen:Jeg har aldrig været fanatisk med noget
foto: Nellie Møberg
Efter 45 år i skuespillerbranchen er 67-årige Kirsten Olesen stadig i fuld gang, og det gælder både med teaterarbejde og film. Selv om hun ser så godt ud, at man skulle tro, at hun går meget op at leve så sundt og så rigtigt som overhovedet muligt, så er virkeligheden en lidt anden, afslører skuespilleren i det nye nummer af SØNDAGs magasin ”SUND hele livet”.
Her erklærer hun friskt og ligeud: - Jeg har aldrig været fanatisk med noget som helst.
- Jeg lytter til min krop, siger hun, - lytter til, hvad jeg har brug for, og hvad jeg har lyst til. Nogle gange tænker jeg over, hvad jeg putter i munden, andre gange ikke.
Læs også om Dodo Gad og hendes fine forhold til sundhed:
Hun forklarer også:
- Jeg er ikke typen, der hopper med på den nyeste sundhedstrend. Jeg spiser det, jeg har lyst til, og jeg spiser, når jeg har lyst, og ikke efter klokkeslæt, men tit på forskellige tidspunkter. Det sidste skulle vist være ret usundt. Men jeg nyder det. Og så er jeg sikker på, at min krop også nyder det.
Kartoffelmos - god til nerverne
Og når emnet nu lige falder på mad, så har Kirsten Olesen lille fif til, hvad man kan afprøve, når man står overfor noget, man er nervøs for, i hendes fag kaldes det premierenerver.
- Jeg har været rigtigt, rigtigt nervøs op til premierer, især hvor jeg havde en meget krævende rolle i en lang forestilling. Og da serverede min mand altid hjemmelavet kartoffelmos for mig. For kartoffelmos lagde sig bare så blødt og lækkert i maven og dulmede al uroen.
På spørgsmålet, om hun stadigvæk er nervøs op til en premiere på en forestilling, er hendes svar:
- Ja, og det tror jeg også, at man skal være. Man skal i hvert fald være spændt. Være spændt op. Det er en del af jobbet