Skuespilleren Julie Agnete Vang: Det betyder min violin for mig
Af Lone Monna 07/23/2013 - 00:00
Lille pige med stort talent
– Som lille læste jeg ”Guri”-bøgerne (af Anne-Catharina Vestly, red.), der handler om en lille pige, der spiller violin. Jeg blev kæmpe fan af hende, og jeg kan huske, at jeg gik rundt i månedsvis med en hjemmelavet violin og legede, at jeg spillede. Da jeg altid har været lidt af en spilopmager med, hvad jeg nu syntes jeg skulle lave, gik der lang tid, før mine forældre endelig overgav sig og sendte mig til undervisning. Men det var en vinder! Pludselig fyldte violinen alt i mit liv. Jeg lærte ret hurtigt at spille, og jeg var god til det. Jeg overhalede ret mange af de andre, som jeg var på hold med, og det hele gik virkelig godt. Jeg havde et godt øre, og dermed kom jeg også til de store koncerter. Så selv om jeg var en lillebitte snus, spillede jeg sammen med store navne som Mikala Petri og Lars Hannibal. Jeg spillede også sammen med de store symfoniorkestre og i rigtig mange af landets kirker.
Et hårdt miljø
– Violinen har betydet enormt meget for mig gennem hele min barndom, og jeg var lidt af en nørd. Jeg spillede ret intensivt seks-otte timer hver dag. Jeg gik på Ollerup Musiske Efterskole, på Sankt Annæ Gymnasium, og så var det meningen, jeg skulle videre på Det Klassiske Musikkonservatorium. Men det gik pludselig galt, da jeg begyndte at blive mere professionel og fandt ud af, hvor hårdt miljøet er inden for den klassiske verden. Ud over at det er ret hårdt at skulle spille otte timer om dagen, er der virkelig rundsave på albuerne, og der er mange om buddet. Så fra den ene dag til den anden sagde jeg stop. At jeg så efterfølgende er kommet ind i skuespillerbranchen, som nok er lige så tough, har jeg åbenbart bedre kunnet tackle, for her er jeg super glad for at være.
Måske en dag
– Der er mange minder og oplevelser forbundet med min violin, så jeg vil aldrig kunne skille mig af med den. Den hænger på min væg i stuen, og hver dag når jeg kigger på den, tænker jeg, at jeg skal spille igen. Nogle gange har jeg i en sen aftentime, efter nogle store glas rødvin med mine venner, kastet mig ude i at spille. Det har lydt forfærdeligt, og hver gang har det gjort mig så ked af det, selv om jeg ved, det er, fordi jeg ikke øver mig. Men en dag starter jeg nok igen ...