Selvudvikling
21. oktober 2009

Slip kontrollen og nyd

Myten om, at vi kvinder ikke må nyde sex, eller i hvert fald ikke vise, at vi nyder det, den er jo helt passé, og gud ske tak og lov for det
Af: Renée Toft Simonsen
sorgen

Jeg fik for nylig en e-mail i min brevkasse, der handlede om, at afsenderen ikke kunne få orgasme, fordi hun altid følte sig så frygtelig presset, når hun var sammen med en fyr. Alene gik det bedre, selv om det heller ikke dér var nogen succeshistorie med den dér orgasme.

Det er bestemt ikke første gang, jeg har fået den slags breve, og det fik mig til at søge lidt rundt på nettet, fordi jeg ville se, hvad der var omkring emnet orgasme. Her faldt jeg over Tidens Kvinder og en artikel om Pia Struck, som er uddannet krops- og psykoterapeut og har 20 års erfaring i lige netop at lære kvinder, hvordan de kan få orgasme, og ikke mindst: Bedre orgasmer. Pia Struck arbejder efter noget, der hedder Betty Dodsons metode, Orgasmeakademiet. Jamen jeg var da lige ved at sige, hurra for internettet, at man lynhurtigt kan indhente den slags oplysninger ... og tænk, der findes noget, der hedder Orgasmeakademiet, og folk, der primært arbejder med at lære kvinder at få orgasme.

Når man tænker på, hvordan verden så ud i min pure ungdom, og ikke mindst hvordan den så ud i min mors, så har vores køn da helt klart vundet i lotteriet lige dér. Myten om, at vi kvinder ikke må nyde sex, eller i hvert fald ikke vise, at vi nyder det, for så er vi skøger, den er jo helt passé, og gud ske tak og lov for det. Jeg var lige ved at sige, at skøgen er død, og tilbage er kvinder, der elsker og nyder deres orgasmer. Men så let er det åbenbart ikke altid. Derfor vil jeg lige fortælle, at det ifølge Struck er muligt for alle kvinder at få orgasme - hemmeligheden er at lære at arbejde med nogle særlige seksualdynamiske kropsteknikker, der giver større seksuelt flow i hele kroppen. Hun underviser altså i knibeøvelser, hoftevip, at sætte lyd på, at bruge åndedrættet og at anvende seksuelle fantasier - alt sammen suppleret med stimulering af klitoris, skede, brystvorter og anus. Man kan derefter træne livligt og ivrigt derhjemme, og så lyder opfordringen på at opgradere og værdsætte onanien som en selvstændig seksualitet, fordi éns onaniliv er lige så værdifuldt som det at have sex med en partner.

Hmm ... helt kort handler det altså om at slippe den elskede kontrol for en kort stund og ikke falde i præstationsgryden. At præstere en orgasme står nemlig i direkte modsætning til selve orgasmens natur, som handler om det modsatte - at give slip, slappe af og flyde med.
Kærlig hilsen
Renée

Læs også