Selvudvikling
12. februar 2019

SØNDAG møder Julia Roberts: ”At stifte familie ændrer én som person”

Engang var Julia Roberts verdens største kvindelige filmstjerne. Nu er hun 51 år og trives bedst i rollen som mor for sine tre børn. Men den biografaktuelle ”Ben is Back” om voldsomt misbrug af smertestillende piller lokkede hende tilbage til det store lærred. SØNDAG har mødt skuespilleren med det berømte smil i Toronto.
Af: Brian Iskov, redigeret til web
Julia Roberts

Foto: MEGA Agency

SØNDAG møder biografaktuelle Julia Roberts

1990'erne, da romantiske komedier stadig trak fulde huse i biograferne, var Julia Roberts verdens højest betalte skuespillerinde. Hvad enten filmen hed ”Pretty Woman”, ”Min bedste vens bryllup”, ”Notting Hill” eller ”Runaway Bride”, var der garanti for, at Julia Roberts brød ud i perlende latter og flashede sit berømte tandsæt. Hendes million dollar-smil strålede så stærkt af charme og smittende livsglæde, at energien fra det alene kunne oplyse Hollywood. Man kaldte hende ligefrem ”The Smile” – ”Smilet”.

I dag er Julia Roberts 51 og har for længst fejret 30-års jubilæum som skuespiller. Men de seneste 15 år er der blevet længere mellem filmene. Cirka én om året bliver det til, og som regel i roller, hvor hun skruer sit megawatt-smil ned på vågeblus.

– Hun er i en anden fase af sit liv, hvor hun kæmper imod det smil, siger Courtney B. Vance, der spiller hendes mand i den biografaktuelle ”Ben is Back”. – Men når hun så endelig tænder for det i en scene… WOW.

Magisk evne

Filmens instruktør og forfatter, Peter Hedges, mener, at Julia Roberts besidder en nærmest magisk evne til at vække publikums empati:

– Hun skaber en direkte forbindelse. Det er, som om der slet ikke er nogen barriere mellem os og de følelser, der strømmer over hendes usædvanligt udtryksfulde, åbne ansigt. Når de fleste skuespillere græder, ser vi en skuespiller, der græder. Når Julia Roberts græder, tuder hele verden, siger Hedges.

Han kan også forklare, hvorfor Roberts i dag er så kræsen med at vælge film- og tv-opgaver.

– At være mor er hendes livsopgave, understreger Peter Hedges. – Hun er passioneret, loyal og hengiven over for sine børn. Jeg kalder hende ”alle mødres moder”.

LÆS OGSÅ: Julia Roberts: Smid badevægten ud

Nøje udvalgte film

Julia Roberts fik tvillingerne Hazel og Finn i 2004. Tre år senere kom sønnen Henry til. I dag er tvillingerne teenagere og temmelig uimponerede over, at deres mor er verdensstjernen Julia Roberts.

– De har nok lagt to og to sammen efterhånden, siger Julia Roberts til SØNDAG på Toronto Film Festival i Canada.

– Men deres synsvinkel er en helt anden. De ville aldrig kalde mig for ”Julia Roberts”, for det hedder jeg ikke derhjemme. Det er mit kunstnernavn, siger skuespilleren, der tog sin mands efternavn, da hun giftede sig med filmfotografen Daniel Moder i 2002. – Faktisk tror jeg, mine børn bliver lidt overraskede, hver gang nogen kalder mig ”miss Roberts”, for det er de ikke vant til at høre.

Har du stadig samme appetit på at være skuespiller?

– Absolut, svarer hun straks.

– Ellers ville jeg blive hjemme. Og det mener jeg virkelig. Jeg er meget lykkelig og tilfreds med mit hjemmeliv, så hvis jeg skal forlade min familie for at spille skuespil, skal det være en historie, jeg virkelig nærer stærke følelser for.

Sådan en historie fandt Julia Roberts i familiedramaet ”Ben is Back”. Hun spiller Holly, hvis 19-årige søn Ben stikker af fra en afvænningsklinik efter 77 stoffri dage og opsøger sin familie juleaftensdag. Hans uventede hjemkomst udløser stærke, men meget forskellige reaktioner hos moren, søsteren og stedfaren. For som mange andre misbrugere er Ben ikke til at stole på. Især Holly er splittet mellem en mors betingelsesløse kærlighed til sit barn og en gryende erkendelse af, at selv dén muligvis ikke rækker til at redde sønnens liv.

Intens præstation

Julia Roberts har høstet nogle af sin karrieres bedste anmeldelser for sin stærke og intense præstation som Holly. Hendes medspillere beskriver hende som empatisk og inkluderende, og Roberts' moderlighed skabte en varm familieatmosfære både før og under optagelserne, siger 21-årige Kathryn Newton, der spiller datteren Ivy:

– Julia inviterede os alle hjem til sit hus. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Men da jeg mødte hende, gav hun mig et kæmpe kram. Det slog ligesom tonen an. Så sad vi i dagligstuen med hendes hunde i sofaen og læste manuskriptet igennem. Jeg mødte hendes familie og så, hvor meget kærlighed hun giver dem alle. Den kærlighed bredte sig til os. Hun tog os under sine vinger og skabte nogle rammer, hvor jeg følte mig fri og turde være skrøbelig.

Instruktørens 22-årige søn, Lucas Hedges, spiller den mandlige hovedrolle som Ben.

– Han overnattede i huset og hang ud med hendes børn, fortæller den stolte farmand. – Men det var en stor ting for Julia dels at åbne sine døre for os, dels at rejse bort fra sin familie i julen for at indspille filmen. Den slags plejer hun aldrig at gøre. For hende kommer familien først. Det første, hun skrev til mig, da hun sagde ja til rollen, var: ”Jeg er nødt til at vende det med mine børn”, fortæller Peter Hedges.

Julia Roberts tænker tilbage på forberedelserne med et af de hjertelige latterudbrud, vi kender så godt fra hendes film:

– Jeg skrev til de andre medvirkende og spurgte; ”Kommer I ikke over og ser tv?”. Så sad de med mine unger i sofaen og så film. Jeg tror, at de mange små, unikke oplevelser og den nærhed, vi følte, fulgte os i ”Ben is Back” og holdt sammen på os, når vi indspillede hårde scener om natten i bidende kulde.

LÆS OGSÅ: Fem skønne kvindefilm

Unaturligt sjovt

Selv om filmens tema er meget seriøst, gjorde skuespillerne deres bedste for at holde stemningen let, fortsætter hun.

– Vi havde det faktisk unaturligt sjovt, mens vi optog, hvilket også er den eneste måde, en rigtig familie kan fungere på. Man må prøve at styre skibet gennem klippeskærene ved hjælp af unaturlige mængder morskab, siger hun.

I filmen er Ben blevet afhængig af smertestillende piller, som han fik ordineret efter en snowboarding-ulykke som teenager. Selv om Ben er et fiktivt eksempel, deler han skæbne med over to millioner amerikanere. Overdosis af opioider (stoffer med morfinlignende virkning, red.) er skyld i mere end 130 dødsfald om dagen i USA, og tallet stiger støt.

– Hver eneste dag skriver en læge en recept, der fører patienten ned ad en sti, som han eller hun ikke kan komme væk fra igen, siger Julia Roberts. Risikoen ved at tage for meget smertestillende medicin er ikke bare, at det kan fremkalde fysisk og psykisk afhængighed, men også, at det ofte fører til misbrug af hårde stoffer som heroin.

Julia Roberts er indigneret over, at de kommercielle interesser har ladt store dele af USA's befolkning i stikken. Hun forklarer, at medicinalfirmaerne har forsikret lægerne om, at deres præparater ikke var vanedannende. Det var løgn.

Hun roser ”Ben is Back” for, at filmen ikke handler om tal og statistikker, men om én familie, som vi følger i ét døgn, mens alle desperat prøver at finde en løsning.

– Filmen sætter et menneskeligt ansigt på problemet og viser os, at det berører os alle sammen.

LÆS OGSÅ: Helen Mirren: I mange år følte jeg mig som en hjort fanget i forlygterne, når jeg lavede film

Misbrug tæt inde på livet

Emnet ligger tættere på Julia Roberts' eget liv, end hun bryder sig om at indrømme. Hun glider behændigt af på spørgsmålet, om hun selv har kendt misbrugere.

– Naturligvis. Der er altid et medlem af familien, en nabo eller en gammel skolekammerat. Det er overalt og gennemsyrer vores samfund, svarer hun nøgternt. Hvad hun ikke fortæller, er, at hendes storebror, Eric Roberts, der også er skuespiller , har været på stoffer det meste af sit liv. Hans afhængighed skulle angiveligt være årsagen til, at han og Julia ikke var på talefod i en årrække.

Ifølge et nyligt interview med Eric har han dog tilbragt Thanksgiving med sin søster, siden hun fødte tvillingerne. Han og Julia er i dag ”på e-mail med hinanden”.

”Ben is Back” handler også om at tilgive. Er der nogen øvre grænse for, hvor mange gange man kan tage nogen til nåde?

– Det afhænger af ens personlighed. Hvis man er den tilgivende type og åben for at klinke skårene og bevæge sig fremad… Tilgivelse er en dybt kompliceret følelse, svarer Julia Roberts på en måde, der ikke indbyder til at grave dybere i hendes private anliggender.

I stedet for roser hun ”Ben is Back”, fordi den ikke peger fingre eller prøver at placere skylden for Bens misbrug. Alle personerne i filmen er lige så meget helte som skurke. Sådan er det virkelige liv også, mener Roberts.

– Vi forsøger allesammen at træffe de rigtige beslutninger. Det kan man måske have held til at gøre i en time. De næste fem dage træffer man pludselig alle de forkerte beslutninger. Men hvis vi som forældre i det 21. århundrede lader os overvælde af alle de mange ting, der kan ske for vores børn, vil vi ende med at sidde på vores værelse bag en låst dør.

Ville din præstation i filmen have været lige så stærk, hvis du ikke selv kendte oplevelsen af at være mor?

– Min indre skuespiller har lyst til at svare ”selvfølgelig”. Men jeg er ikke sikker på, at det stemmer. At stifte familie ændrer én som person. Man forholder sig anderledes til verden, efter at man får børn. Og hvis det ikke er tilfældet, synes jeg, man burde sende dem tilbage!

Og så lægger Julia Roberts igen hovedet tilbage og ler. Som kun hun kan.

Se et udsnit af billeder fra Julia Roberts'liv herunder:

Om Julia Fiona Roberts Moder

  • Født 28. oktober 1967 i Georgia, USA.
  • Gift i 2002 med filmfotografen Daniel Moder, som hun har tre børn med: tvillingerne Hazel og Phinneaus, kaldet Finn, 14, og Henry, 11.
  • Indspillede sin første film i 1986.
  • Gennembrud med ”Kærester” (”Mystic Pizza”) i 1988.
  • Oscarnomineret for ”Det stærke køn” (”Steel Magnolias”, 1989), ”Pretty Woman” (1990) og ”Familien” (”August: Osage County”, 2013).
  • Oscarvinder for titelrollen i ”Erin Brockovich” (2000).
  • Andre væsentlige film: ”Min bedste vens bryllup” (1997), ”Notting Hill” (1999), ”Runaway Bride” (2000), ”Ocean's Eleven” (2001), ”Closer” (2004) og ”Wonder” (2017).
  • Aktuel i filmen ”Ben is Back” (dansk premiere 7. februar) og tv-serien ”Homecoming” (kan streames på Amazon Prime Video).
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs mere om:

Læs også