Søren Huss: ”Jeg er ikke længere en sorgfuld huleboer”

Søren Huss har alt for ofte oplevet slet ikke at kunne genkende sig selv, som han er blevet fremstillet i pressen. Som for eksempel dengang Saybia for alvor slog igennem, og en journalist spurgte ham og de andre drenge i bandet, hvordan de egentlig havde det, og de pludselig fik klistret en egenfortælling på sig om, hvor forfærdeligt det hele var.

- Der var en journalist, der spurgte, hvordan vi havde det, og på det tidspunkt var vi fuldstændigt smadrede efter at have turneret i halvandet år, så vi var ærlige og sagde, at vi havde det ad helvede til. Vi er splittede, vi er trætte, vi kan ikke mærke, hvor vi er henne lige nu, vi er ensomme. Det var kernen i det, vi sagde. Og det var sandt. Det var en del af billedet. Vi var bare ikke kloge nok til at gennemskue, at læserne opfattede det som en ”god historie”.

Vred i alt for mange år

Fortællingerne om manden med den smukke, inderlige stemme blev hverken færre eller mindre dramatiske, da hans kæreste omkom i en tragisk højresvingsulykke for ti år siden. Nu blev han Den Sorgfulde Mand, og et eller andet sted på vejen opgav han at kontrollere, hvordan opfatter ham. For folk, der kender ham, er han bare Søren Huss, der bor sammen med sin 12-årige datter i det lille bindingsværkshus midt i Nyborg by. I bund og grund en glad og munter mand, som har været et helvede igennem, men er kommet ud på den anden side.

På sit nye album, ”Midtlivskrisen”, står Søren Huss næsten nøgen på coveret.

- Nøgenheden er, fordi jeg havde brug for, at min krop var med til at fortælle en historie, så jeg måske kan rive tæppet væk under folks forestilling om mig som sådan en sorgfuld huleboer med langt skæg og lagt hår. Og få dem til at lytte til pladen ud fra en anden dagsorden end den med ham, der mistede sin kone for ti år siden. For nogen kan jeg forhåbentlig igen være den muntre mand, jeg i bund og grund er.

Tragedien

Tragedien ramte som et lyn fra en klar himmel en decemberdag i 2007. Søren Huss’ kæreste og lille datter blev påkørt af en lastbil ved en højresvingsulykke i Valby – kæresten døde på stedet, datteren overlevede med nød og næppe efter flere uger i koma. Livet, som Søren Huss kendte det, gik i stå. Saybia og tilværelsen som rockstjerne blev sat på standby.

Hvordan overlever man?

- Den største læresætning, jeg har med, er den brutale sandhed, at man godt kan leve uden de mennesker, man elsker. Man kan overleve. Det kan man. Måske er det bare mig, der har så meget selvopholdelsesdrift, at jeg aldrig ville kunne kaste mig ud fra en bro. Ikke at tanken ikke var der, men det var aldrig tæt på. Da jeg nåede næsten igennem det første år efter hendes død, fik jeg sådan en irrationel følelse af, at det hele blev ugjort, og da vi nærmede os datoen, havde jeg en spirende optimisme i kroppen. Men da dagen passerede, og vi nåede nogle måneder længere frem, blev jeg ramt for alvor og jeg mærkede for første gang en lille tvivl om, hvorvidt jeg kunne klare det eller ej. Da fik sorgen ordentligt fat i mig, og jeg mistede nærværet.

LÆS OGSÅ: Anne Marie Helger: "Jeg har altid været bange for, at det mørke, jeg har i sindet, ville bryde ud"

Når gråden slipper

De fleste af os har været tæt på et menneske i sorg, og en af de ting, der kan være svære at finde ud af, er, hvornår man må spørge ind til sorgen, og hvornår man ikke må. Er det okay nu, eller vil det rippe op i noget? Skal man hellere tale om noget andet for at lette stemningen?

- Det kommer aldrig på et dårligt tidspunkt, man må altid spørge. Men hvis man spørger, skal man også kunne bære det svar, der kommer. Det handler om, at man gerne lige vil ses i det. Man sidder jo ikke altid og er ked af det, for kroppen vil gerne selv-nivellere til et udholdeligt niveau. Sådan er det både i lykke og i sorg. Det er dét, der sker, når man går helt ned i gråden, i sorgen, og græder fuldkommen igennem. Når gråden slipper, er det som en korkprop, der ryger op til overfladen igen. Det sker helt automatisk, det er kroppen, der gør det for dig: Nu får du lov til at gå helt derned, bagefter lander du i verden igen.

Hvor længe må man sørge?

- Det er der ingen grænser for. Det må man blive ved med altid, hvis det er nødvendigt. Vigga Bro sagde det så smukt om tabet af sin mand: ”Man har sorgen under den ene arm og glæden under den anden”.

Sørger du stadig?

- Nej, det gør jeg ikke. Jeg har accepteret fuldt ud, at det er sådan, tingene hænger sammen. Dermed ikke sagt, at jeg ikke stadig kan blive ked af det en gang imellem. Sorgen har jo flere ansigter, og for mig handler det også om en sorg over, at min datter ikke har sin mor. Så det er en åben dialog mellem os. Min filosofi er, at hun skal have et ærligt svar, når hun spørger om noget i den forbindelse. Jeg pakker ikke tingene ind.

LÆS OGSÅ: Rasmus Bjerg: "Angst har jeg kæmpet meget med"

”Du svigter hende nu, Søren”

På trods af den lammende sorg har Søren Huss hele tiden haft en grundlæggende tro på, at han kunne klare det. Han skulle klare det. Han stod alene med et toårigt barn, der lå i respirator på Rigshospitalet, han havde ikke noget valg. Han beskriver følelsen af den tilstand som en babusjka-dukke: Man tager ét lag af ad gangen, og til sidst står man som en skrællet kerne, der har brug for noget hjælp.

- Hjælpen var altid kun et opkald væk, heldigvis, men sorgen skal man bære selv. Og for at komme igennem det skal man selv ville hen til en eller anden form for forsoning og erkendelse. Ellers kommer du ingen vegne. Jeg så faktisk en præst dengang, selv om jeg er ateist, og jeg talte også lidt med en psykolog på Rigshospitalet, men det var mest i forhold til, hvordan min datter ville reagere, når hun vågnede op af komaen. Ellers er det min familie og mine tætte venner, der har hjulpet mig igennem.

Du har ikke en tro, en overbevisning?

- Jeg er et meget åndeligt menneske, jo, men jeg er ikke religiøs. Jeg tror på kærlighedens kraft. Det var kærligheden til min datter, der bar mig igennem.

Det var, da etårsdagen for kærestens død oprandt og fortonede sig igen, at det var ved at gå galt. Det blev ikke ugjort, som Søren Huss så irrationelt havde forestillet sig. Og sorgens ubarmhjertige knive i hjertet blev bare ved og ved.

- Jeg havde fået opbygget en hverdag med min datter, men nærværet forsvandt. Jeg var et andet sted – dybt, dybt inde i mig selv, og det mærkede hun. Jeg opdagede det, fordi jeg selv har arbejdet i børnehave, og nogle af de børn, der blev afleveret tidligst om morgenen og hentet til sidst, var helt klar omsorgssvigtede, og de havde et helt bestemt ansigtsudtryk. Der var noget ensomhed og mørke i øjnene på dem, og det så jeg i min datters øjne en dag, vi kom hjem, og jeg tog flyverdragten af hende. Det var noget af det, der skræmte mig allermest. Kort efter bankede det på døren, det var et nært familiemedlem, som sagde: ”Du svigter hende nu, Søren, i en grad, som er kritisk. Du skal tage fat i dig selv nu.”

Gjorde du så det?

- Ja, det gjorde jeg. Det er det værste at få at vide som forælder, ikke? At man ikke slår til. Min første reaktion var vrede mod hende, der sagde det til mig, men det varede kun et par timer, før det gik op for mig, hvilken kærlighedsgerning, det var. Det var en stor fortrolighed, og der er ikke noget, der giver større tryghed end mennesker, der siger sandheden til dig.

Den er her jo, roen

En af de ting, der er blevet en vigtig faktor i Søren Huss’ liv, er tilgivelse.

- Det er nok udledt af den oplevelse, da jeg mistede overblikket og fornemmelsen for min datter. Da jeg fik samlet mig selv – og hende – op igen … den forsoning, der var i hele den bevægelse. En del af den var en tilgivelse af mig selv over ikke at slå til i en periode. Så tilgivelse er en vigtig ting i mit liv. At tilgive mig selv og andre mennesker for ikke altid at slå til.

- Der er meget lidt tilgivelse i vores verden, synes jeg. Specielt når det handler om at underpræstere og finde fejl hos hinanden. Jeg har en følelse af, at folk holder fast i deres forestillinger om andre mennesker, og vores billeder af hinanden er meget ikke-tilgivende. ”De briller, jeg beskuer verden igennem, er de rigtige, alt andet er forkert!” Det er meget brutalt, synes jeg. Atmosfæren i det offentlige rum er blevet mere kynisk og polariseret. Men jeg tror samtidig på, at vi alle sammen dybest set vil hinanden det godt, og det opdrager jeg også min datter til at tro på.

LÆS OGSÅ: Forfatter Kim Leine: "Min far er blevet afdæmoniseret gennem bøgerne"