Solbjørg Højfeldt: Nu er jeg rigtig voksen

Solbjørg Højfeldt er fyldt 70

Solbjørg Højfeldt har besluttet at holde op med at spille teater. Denne forestilling og hendes egen ”Kvinden ved 1000 grader”, som hun spiller inde på Hippodromen til april, bliver det sidste teater, hun vil lave, siger hun, der netop nu kan opleves i forestillingen ”Requiem” på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg.

Solbjørg har ellers spillet teater i 45 år. Hun elsker teatret, men de lange træk, der er i forbindelse med en forestilling, er begyndt at tære på hende. Hun stopper dog ikke som skuespiller, lover hun, og hun vil gerne blive ved med at filme og lave tv, ligesom hun meget gerne vil instruere igen.

– Jeg har været mere end glad for at medvirke i ”Herrens Veje”, som jeg synes er en begavet og modig satsning af DR. Det er dejligt at opleve dedikerede mennesker både foran og bagved kameraet, hvilket jeg også var så heldig at opleve med ”Ditte og Louise”. Lige nu optager vi anden sæson af ”Herrens Veje”, og seerne kan kun glæde sig.

LÆS OGSÅ: Solbjørg Højfeldt: Jeg vil bare ikke dikteres

Fantastisk fest

I sommer rundede Solbjørg 70 år. Alder er som sådan ikke noget, hun går rundt og spekulerer særlig meget over, siger hun. Da hun blev 50 år, holdt hun en stor fødselsdagsfest og tænkte, at det nok var den sidste runde fødselsdag, hun ville have lyst til at festligholde. Alligevel følte hun, som dagen for hendes 70-års fødselsdag nærmede sig, at hun gerne ville markere den på en eller anden måde.

– Det, jeg havde allermest lyst til, var en frokost i den grønne skov med nogle af de mennesker, der har krydset min vej, og som jeg føler mig særligt forbundet til. Jeg inviterede 85 mennesker, og det blev en fantastisk fest – sådan en dag, man kan tage frem akkurat som et yndlings-bolche og sutte på en gang imellem.

Livets faser

– Alder er et tal, og jeg har det helt fint med at acceptere, at jeg nu er 70 år. Det er mere, når jeg tænker: Om 10 år… Det er på den anden side meget godt at vide, at hvis jeg vil noget, så er det altså nu. Jeg skal ikke udsætte noget, uddyber Solbjørg og læner sig tilbage, før hun fortsætter: – Det er noget sjovt noget med alder og livsfaser. For det er, som om at et eller andet sted indeni os er vi stoppet i en bestemt alder. For mit vedkommende føler jeg, at jeg er et sted imellem de 35 og 40 år. I hvert fald lige indtil jeg går forbi et spejl eller en butiksrude og undres: Hvem i alverden er hende der, har jeg ikke set hende et eller andet sted før..! Eller man står op om morgenen, ser sig i spejlet og tænker: Hvad er det dog, der er sket i løbet af natten..!

10 år med mod

Sidste år spillede Solbjørg for første gang den forestilling, hun ikke tøver med at kalde det største, hun har oplevet som skuespiller, nemlig monologen ”Kvinden ved 1000 grader” efter en roman af den islandske forfatter Hallgrimur Helgason. Solbjørg havde læst romanen og kunne ikke få den ud af systemet igen, så det endte med, at hun købte rettighederne til at dramatisere den.

– Forestillingen var så intens fra ende til anden, publikum helt nærværende, og mit hjerte var så svulmende taknemmeligt og stolt, husker Solbjørg, der til april igen kan opleves i ”Kvinden ved 1000 grader”, denne gang på Folketeatret, Hippodromen.

Solbjørg fik modet til at skabe forestillingen efter samtaler med sin japanske veninde.

– Da jeg fyldte 60, fortalte min veninde mig, at nu kom 10 år, hvor jeg kunne leve som en genfødt, men samtidig have hele min bagage med. Hendes ord betød, at jeg i de næste ti år var meget modig, for der var jo ting, jeg gerne ville nå, inden jeg blev 70. Og en af dem var dramatiseringen af denne her roman, selv om det var et stort arbejde.

Kys det nu

Romanen og dermed forestillingen handler om en ældre kvinde, der er ved at dø en 
ensom død. Og netop døden 
har altid optrådt som et grundvilkår i Solbjørg liv, måske fordi, hun mistede sin mor allerede som 6-årig.

– Jeg har altid sagt, at jeg vil donere mit legeme til videnskaben. Som laborant ved jeg desuden, hvor vigtigt det er for forskningen, og monologen skubbede til, at jeg fik taget mig sammen til at handle på det. Og da det så endelig var gjort, tænkte jeg: Ahjjj… nu er jeg rigtig voksen, fortæller Solbjørg, der i dag bærer et organkort med sig overalt, hvor hun går.

LÆS OGSÅ: Solbjørg Højfeldt: Jeg havde kun øje for Flemming

– Det er meget godt, at livet har en start og en slutning. Vores kultur er jo at fornægte døden, mens den i andre kulturer er helt synlig. Jeg synes, det er skræmmende at forestille sig at skulle leve evigt. Jeg har ikke noget dårligt forhold til døden, men måske et bedre til livet. Hvis det er sandt, at man dør, som man lever, kan jeg kun sige: Så kys det nu, det satans liv!