Sophie voksede op på Sveriges mest berygtede rideskole. Senere fandt hun ud af, hvad der skete på gården

Rideskolen ved Ekerö i Sverige har været omtalt gennem årtier.

I 1991 blev en mand dømt for seksuelle overgreb mod flere af sine rideskoleelever, som også boede på gården sammen med ham og hans familie i perioder.

Trods dommen fastholdt ridelæreren fortsat sin uskyld, og de børn, der trænede på gården og flere af deres forældre, tog hans parti, og det samme gjorde hans familie.

Gennem årene er der blevet lavet flere dokumentarfilm for at finde ud af, hvad der præcist skete på rideskolen.

I 2018 – samme år som den dømte døde – udgav Sveriges Radio ”Hästgården”, hvor flere af ofrene stod frem og fortalte, hvad de blev udsat for på rideskolen. Flere af personerne havde tidligere hævdet, at de ikke havde været udsat for overgreb.

Ridelærerens familie valgte ikke at optræde i dokumentaren, men nu står datteren Sophie Jahn frem og fortæller om sin hårde opvækst på gården.

I lydbogen ”Fars pige på hestegården” fortæller hun om fysisk og psykisk vold, som endte med, at hun var tvunget til at leve med beskyttet identitet, da hun flyttede hjemmefra.

– Jeg forstod hurtigt, at min far var lidt mærkelig. Da jeg var 11-12 år, begyndte jeg at se personlighedsændringer hos ham. Han blev mere dyster, aggressiv og barsk i sin væremåde. Det første slag blev til endnu et slag, og det blev sværere. Volden blev normal, fortæller hun.

Tvunget til at ride midt om natten

Som barn vidste Sophie ikke, at hendes far var dømt for seksuelle overgreb og sad i fængsel. De fortalte hende i stedet, at han var væk på arbejde.

Hun opdagede sandheden ved et tilfælde, da hun fandt et VHS-bånd med en dokumentarfilm lavet om faren i forbindelse med dommen.

– Min mor kom farende ind og sagde, at de løj på båndet. Men et sted derinde udviklede jeg en større interesse for, hvad der var sket, og jeg blev nysgerrig. Hvem er min far egentlig?

Da Sophie var 10 år gammel, begyndte hendes far med ”natture”. Han var påvirket af alkohol og vækkede hende sent om aftenen eller midt om natten og tvang hende til at ride på forskellige heste i forskellige situationer.

I starten synes Sophie, at det var spændende at være oppe om natten og ride på sin pony, men med årene blev natturene en rædsel, der fik Sophie til at frygte for sit liv.

– Det var bare med at tage ridetøjet på og skynde sig ud i stalden og sadle hesten med gråd i halsen. Jeg følte, at ”nu går jeg mod min død”. Det gjorde jeg ikke, men følelsen var så stærk. Hvor ender jeg henne? Kommer jeg også igennem denne nat?

Det var forskelligt, hvad Sophie lavede på natteturene. Nogle gange involverede det at ride på en hest, der ikke var trænet. Træning, der normalt kunne tage uger, krævede hendes far klaret på en nat.

Andre gange skulle hun hoppe over høje forhindringer med hestene, nogle gange så meget som 50 gange i træk.

– Hestene var ofte selv bange. De stod og rystede. Jeg er på natturene faldet ind i forhindringer og fløjet af heste, der ikke kunne styres. En normal forælder havde taget sit barn på hospitalet for at tjekke, om man havde slået hovedet, men her var det bare op på hesten igen.

Sophie tror, at hun i sin opvækst har haft en skytsengel et sted. Hun kunne være kommet meget mere til skade, end hun gjorde i de farlige situationer.

– Jeg har ar hist og her, og nogle gange gør min ryg ondt, men det er ikke noget, jeg tænker på.

Levede med beskyttet identitet

Sophie var 30 år gammel, da hendes far døde. Hun havde levet med beskyttet identitet i otte år, bange for, at han ville finde hende og dukke op uanmeldt. Men hendes fars død fik også Sophie til at fokusere på de gode sider.

– Jeg var ikke bange for, at han ville slå mig ihjel, men for, hvad han ville finde på, eller hvad han ville sige. Da han gik bort, kunne jeg endelig give slip på den del og ikke bekymre mig længere. Jeg valgte hurtigt at filtrere det mest forfærdelige fra og fokusere på de 10 procent af ham, der var et rart menneske, fortæller hun.

Sophie Jahn har skrevet bogen ”Fars pige på hestegården” i løbet af et år sammen med medforfatter Marie-Anne Knutas.

Det var afgørende for hende at finde den rette person at skrive bogen med.

– Jeg sagde til Marie, at jeg ville komme til at fortælle en masse, som jeg ikke har sagt til mange mennesker eller nogensinde sagt højt. Det var en lang proces i sig selv. Det var vigtigt, at jeg fik tillid, og Marie er en fantastisk lytter.

Under arbejdet med bogen er Sophie vendt tilbage til hestegården, hvor hun tilbragte hele sin barndom.

– Det var en stærk oplevelse. Det var ekstremt følelsesladet. Jeg følte, at jeg var blevet så stor og rummene så små. Pludselig var der et hus, der var ved at falde fra hinanden, det var en sorg i sig selv. Jeg havde et andet billede af det. Det var tårevædet og hårdt.

Ønsker at hjælpe andre

Sophie Jahn håber, at hendes bog vil kunne gøre en forskel for andre mennesker – at hendes erfaringer kan hjælpe.

– Det har været et år med terapi og renselse for mig. Hvis jeg kan få folk til at turde skabe forandring eller hjælpe nogen, der har brug for det, vil det være meningsfuldt for mig. Jeg vil gerne have, at min historie føles meningsfuld.

Da hun voksede op, følte Sophie, at omverdenen vendte det blinde øje til problemerne. Når hun var væk fra skolen, nogle gange i uger ad gangen, var der ingen, der reagerede.

– Jeg brænder for at turde tale om de svære ting og tage socialt ansvar. Vi skal bryde normerne for, hvad der anses for normalt i et samfund, hvor flere har det værre end nogensinde. Jeg vil gerne have, at folk tør stille det ubehagelige spørgsmål, rive barriererne ned og bede om hjælp og få hjælp, siger hun og fortsætter:

– Hvis jeg tager hul på de ting, jeg ikke turde tale om som barn, så gør det måske en forskel og hjælper andre børn senere hen. Jeg har i mange år tænkt over, hvorfor jeg gik igennem det, jeg gjorde, og nået frem til, at jeg gjorde det for at kunne hjælpe andre.

Efter den sorgproces, som bogskrivningen har været for hende, vil Sophie nu se fremad. I dag har hun fundet ro med sin far og opvækst.

– Jeg er den, jeg er, på grund af ham, og min livsfilosofi er, at man ikke kan ændre fortiden, kun hvordan man ser på den. Jeg vil ikke leve i noget mørke, jeg vil have det så godt som muligt.

Artiklen blev første gang bragt på femina.se. Dette er en redigeret version.