"Stærkere end nogensinde før – not!"

Stærkere end nogensinde før – not!

Vi kender dem – solstrålehistorierne. Om menneskerne, kvinderne, der har været igennem noget hårdt – stress, sygdom, depression – og nu er ude på den anden side stærkere og lykkeligere end nogensinde før.

Sådan en er jeg. Eller sådan en VAR jeg.

For bedst som jeg troede, at NU var jeg endelig ovre min årelange kamp mod angst og depression og endda havde udgivet en bog om det, så bed mit overmod mig i røven.

Camilla Kjems

46 år, mediechef Aller Familie, forfatter og uduelig i et køkken.

På trods af at jeg havde besluttet mig for at slutte fred med, at jeg livet ud skulle være på antidepressiv medicin, tænkte jeg alligevel, at jeg nu var blevet så klog, moden og afbalanceret, at jeg følte mig parat til at trappe ud og blive ”clean”.

Jeg har ikke flere ubearbejdede traumer i bagagen, ingen store livskriser om hjørnet og har endda fundet manden i mit liv, med hvem jeg føler mig mere tryg og elsket end nogensinde før.

Så jeg MÅTTE da være stærkere end nogensinde før!? Svaret, som du nok allerede har gættet, er et højt og rungende NEJ.

Jeg er stadig det samme mix af sårbar, stærk og svag, som jeg altid har været. Og desværre også i lige så høj grad underlagt min krops kemiske processer, som jeg altid har været.

Så allerede efter fem måneder som medicinfri måtte jeg kaste håndklædet i ringen og indse, at end ikke modenhed, erfaring og kærlighed kan kurere mig for at være den, jeg er, med de ”svagheder”, jeg er født med – og hoppe tilbage på medicinen.

LÆS OGSÅ: Lone Frank: Kærligheden var ved at kvæle mig indefra

Men hvad er det i os mennesker, der gør, at vi bliver ved og ved med at tro, at vi skal kunne overvinde alt – selv det uden for vores rækkevidde? Er det en selvopholdelsesdrift?

Er det skam og tabuer, der tager over? Eller er det, fordi vi ligesom med fødsler hurtigt glemmer, hvor ondt det gør, når vi ikke har været i det et stykke tid? For mig er det et mix af det hele.

Samt det faktum, at jeg ikke kan begribe, hvorfor jeg i en alder af 46 år stadig kan blive ramt af angstanfald og depression – når jeg absolut intet har at være bange for eller ked af.

Jeg bebrejder ikke mig selv for at prøve (løgn, jeg bebrejder altid mig selv), for jeg synes altid, man skal stræbe efter udvikling.

Omvendt bebrejder jeg alligevel mig selv for at prøve, for jeg burde vide bedre. Og når jeg er ansvarlig for tre børn, burde jeg ikke være dumdristig og overmodig, bare fordi jeg vil bevise over for mig selv og andre, at jeg da er stærk og klog og kureret og – halleluja – sagtens kan klare mig uden medicin.

Faktum er: Det kan jeg ikke! Så fat det dog, Camilla!

Så hvad nu? Ja, nu må jeg da have lært den lektie og fremover tage nogle klogere valg.

Der kommer noget godt ud af alting, som man siger, så nu – nu – NU er jeg kommet ud på den anden side: Klogere og stærkere end nogensinde før – not!

For nogle gange er der ikke noget at lære. Nogle gange er ting bare, hvad de er. Og det vigtigste, vi kan gøre, er atter at finde balancen og komme videre.

LÆS OGSÅ: Renée om sønnens misbrug: Var jeg en fiasko, hvis vi ikke havde klaret den?

Igen og igen. Så kommer corona, så en skilsmisse, så en fyring. Og vi kommer igennem, vi lærer og vi forsøger at finde mening. Men vi vil altid være sårbare og svage – for det er sådan, det er at være menneske.