Suvi forlod Jehovas Vidner: "Jeg mistede alt"

Hun var kun fire år gammel, da hun begyndte at leve et dobbeltliv. I skuffen gemte hun sine forbudte skatte – et stykke glitter, en juletræsbold og den hemmelige adventskalender.

Jehovas Vidner tillader ikke fejring af jul eller andre højtider- noget, som den lille pige længselsfuldt drømte om.

Satan og dæmoner

Når Suvi Kling skulle sove, lå hun i sin seng og var rædselsslagen. Ville dæmonerne og Satan straffe hende nu? Mens andre forældre overbeviste sine børn om, at onde ånder ikke fandtes, var de onde ånder særdeles virkelige for de børn, der voksede op som Jehovas Vidner.

De voksne bekræftede konstant at dæmonerne var overalt, og at straffen ventede rundt om hjørnet for den, som ikke var tilstrækkelig god.

- Jeg lå altid og vred mig og tænkte på, om jeg måske havde gjort noget forkert i løbet af dagen. Ville dæmonerne så komme i løbet af natten? lyder det fra hende.

Det har taget hende mange år at blive helt fri fra alle forestillingerne fra opvæksten i sekten, som hun kalder det. I dag gør mange af minderne så ondt, at tårerne stiger i hendes øjne, når hun taler om dem.

- Jeg voksede om med min mor, far og fem ældre søskende i Kalajoki i Finland. Mor var bonde og far var vejmester, og udadtil havde vi det godt. Men indenfor husets vægge, blev jeg trænet i læresætninger fra fødslen, siger hun.

Som barn levede Suvi i en konstant frygt for at blive straffet.

"Da jeg var 5 år, kunne jeg biblens ord udenad"

Hun beretter også, at hun sandsynligvis var cirka to uger gammel, da forældrene tog hende med til Rigssalen, hvilket er navnet på Jehovas Vidners mødelokaler, for første gang.

- Og da jeg var bare fem år gammel, kunne jeg biblens ord udenad. Jeg svarede skråsikkert på spørgsmål fra udenforstående. Jeg var oplært i, at vores tro var det eneste rigtige, og at mennesker udenfor Jehovas Vidner var ulve i fåreklæder. Det tog et stykke tid, før jeg indså, at det netop var modsat, siger Suvi og kigger ud over engen foran hende og familiens gård i byen Avanäs i Västerbotten.

Her er langt til næste nabo, men skoven og en lille sø ligger nær gården.

Udenfor samles familiens elghunde i hundegården og hønsehuset rummer både høner og en hane. Her bor Suvi med sin partner Kristoffer på 35, og børnene Joulina, 10, Vilgot, 9, Valter 6 og Elvira og Henning 5 år.

Her lever hun præcis det frie liv, som hun har lyst til at leve – langt fra tvangen til at banke på døre og forkynde tro. Langt fra synder og straf og langt fra de ældste, der genoplærer dem, som afviser sektens lærdom.

LÆS OGSÅ: Maria brød ud af Jehovas Vidner: Værst er, at miste sine børn

Hvervet til Jehovas vidner

- Mor og far blev hvervet til Jehovas Vidner, da de var omkring 15 år, og da jeg var barn, kendte jeg ikke til andet. Før skolealderen legede jeg kun med andre børn, som var fra Jehovas, men i skolen kom jeg i kontakt med andre børn.

- Jeg legede med dem, men jeg havde fået krav på at forsøge at hverve dem til Rigssalen. Jeg lykkedes med det indimellem, men ingen blev Vidner. Det er jeg glad for i dag, siger Suvi og konstaterer, at hun havde mad på bordet, tøj på kroppen og venner at lege med. Men at programmeringen, hun blev udsat for var klam.

- Under hele min opvækst blev jeg trænet i at ”sælge” sekten. Vi skulle øve os i at banke på døre flere timer om dagen. Jeg hadede det! Jehovas Vidner er en sekt med undertrykkelse og hjernevask, siger hun.

Suvis opvækst var præget af forsøg på at leve trofast, den hemmelige længsel efter alt det, der var forbudt og en konstant frygt for at blive straffet.

- De, som har hørt ”sandheden” og alligevel ikke følger lærdommen, bliver ikke set på med blinde øjne. Alligevel kunne jeg ikke dy mig og tog på ungdomsdiskotek. Jeg havde det utrolig sjovt, indtil mine forældre opdagede det, siger hun.

Et tydeligt hieraki

Hun fortæller, at forsamlingen opmuntrede familiefædrene til at disciplinere deres børn og i Rigssalen hang risen til fri skue som en påmindelse om, hvad der ventede den ulydige.

- Når jeg ikke kunne sidde stille i Rigssalen, blev jeg taget til side og fik smæk med risene.

Jehovas Vidner har et patriarkisk hierarki. Øverst står Gud og Jesus, dernæst kommer ældste-brødrene, mændene og siden kvinder og børn.

- Kvinder må kun tale i forsamlinger, hvis deres mænd er ved deres side, og hun er nødt til at dække hovedet med et tørklæde. Kvinder skal altid bære kjole eller nederdel, der dækker knæene. Jeg kan ikke holde ud at have kjole på i dag. Jeg går altid i bukser, fortæller hun.

Udelukket af Jehovas Vidner

I mange år havde Suvi ingen barndomsminder. Hun havde fortrængt dem. I takt med at hun fik det bedre, vendte minderne tilbage.

- I teenageårene havde jeg en kæreste. Han var en af alle de hemmeligheder, som jeg havde i mit parallelliv. Jeg kunne bare mødes med ham i skolen, for det lækkede bestemt ikke ud. Jeg bar på så meget dårlig samvittighed og skyld under hele min opvækst.

Suvi fortæller, at hun drømte om at blive læge, men det satte hendes mor en stopper for, da hun mente, at der ikke ville være sygdomme i næste liv.

Altså var medicinske kundskaber helt unødvendige. På trods af at Suvi gik ud af 9. klasse med topkarakterer, fik hun ikke lov at fortsætte i gymnasiet. Hendes job var at banke på døre fuldtid.

Detaljer om sexlivet

Da Suvi var på besøg hos sin søster i Stockholm, mødte hun en mand, som hun blev forelsket i. Han var også et Vidne og for at de kunne have sex, måtte de gifte sig.

Suvi, som var blevet 18 år, flyttede til Sverige. Ægteskabet varede i syv år, men Suvi blev forelsket i en anden mand og ville skilles. Da brød helvede løs.

- En hel gruppe af ældste-brødrene forhørte mig i detaljer om mit sexliv. Efter nogle dage fik jeg beskeden. Jeg var blevet udstødt. Jeg blev så bange, at jeg sov med biblen på hovedpuden, siger Suvi.

Da Suvi blev mor, oplevede hun en grænseløs kærlighed, som satte hendes egen barndom i perspektiv.

Hun mistede hele sin tilværelse. Mor, far, søskende og barndomsvenner vendte hende ryggen. Hvis hun mødte dem på gaden, vendte de blikket bort.

- Det var forfærdeligt at miste alt på én dag. Samtidig var jeg overbevist om at Jehovas Vidner havde ret, så jeg forsøgte at råde bod ved at komme i Rigssalen i flere år. Jeg skulle sidde bagerst og ingen hilste på mig, men jeg viste dem, at min vilje fandtes. Efter tre et halvt år blev jeg lukket ind i forsamlingen igen, fortæller Suvi, og tilføjer, at det blev et kort comeback.

Stenhård kontrol

Med tiden havde hun udviklet en interesse for musik og arbejde ofte som DJ. Hun blev omtalt i lokalaviserne, og det varede ikke længe, før ældste-brødrene stod udenfor og bankede på igen. Jobbet var umoralsk.

- Ældste-brødrene belemrede mig gennem sms'er, og jeg fik angst, når jeg så, at de skrev til mig. Kontrollen var stenhård, og jeg orkede det ikke længere. Jeg skrev et udtrædelsesbrev og lagde Jehovas Vidner bag mig.

Eftersom Suvi boede i Sverige, tog det et par uger inden nyheden nåede hendes forældre, og moderen ringede for at spørge om det var rigtigt, at hun havde anmodet om udtrædelse.

- Åh, det var en traumatisk samtale. Det var som om, det handlede om min egen begravelse, siger Suvi med tårer i øjnene.

Hun besluttede sig for at lægge skylden der, hvor den hører hjemme, og nu var der ikke noget tilbage.

Farlig og hjernevasket

Men efter nogle måneder tog hun alligevel hjem til sine forældre.

- Jeg spurgte min mor, om hun ikke ville fortryde på sin dødsseng, at hun havde vendt sit yngste barn ryggen? Vi græd begge og besluttede, at vi ikke skulle tale om religion. Jeg er glad for, at vi fik nogle fine år, inden min mor døde af cancer.

Suvi har ikke haft nogen kontakt med sine søskende og siger, at de ikke engang ved, hvad hendes børn hedder.

- I deres øjne er jeg farlig. Jeg er blevet taget af satan og dæmoner, og de venter på at Gud skal dræbe mig. I starten var jeg så hjernevasket, at jeg af samme årsag ikke selv turde tale med andre udstødte. De var jo dæmoniserede, siger hun.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Frihedens pris kan være høj, når du forlader et trossamfund

Fik hjælp af en psykolog

Suvi har gået til psykologsamtaler, men hun synes, at det er svært for folk, der ikke selv har været i en sekt, at forstå det fuldt ud. Derfor har foreningen Hjælpskilden, som hjælper udstødte, været den bedste støtte.

Der findes også Facebookgrupper for udstødte, og Suvi de seneste år selv kunnet hjælpe unge mennesker, som vil forlade Jehovas Vidner.

For Suvi tog bearbejdningen af hendes fortid fart, da hun fik sit første barn for seks år siden. Det var et afgørende øjeblik, da hun sad og ammede nyfødte Valter.

- Jeg blev overvældet af den ubetingede kærlighed, som er stærkere end noget andet. Jeg kunne give mit eget liv for min søns, siger hun.

- Erkendelsen af, at min mor og far havde været klar til at ofre mig for deres tro, ramte mig som et slag i ansigtet. Jehovas Vidner tillader ikke blodtransfusioner. De lader hellere barnet dø. Hvordan er det muligt for en forælder at lade sekten bestemme sådan noget? At ofre sit barn i Guds navn?

Tilgiv og gå videre

Det har taget lang tid for Suvi at bygge et nyt socialt netværk op, at slippe af med sine mareridt og at skabe sig det liv, hun vil leve. Da hun blev fri af sekten, kunne hun endelig tage sin studentereksamen, og i dag arbejder Suvi som enhedsleder i Umeå kommune.

I fritiden elsker hun at gå på jagt, plukke svampe, spille musik og omgås sin store familie. Og hun er glad for endelig at være helt fri af sekten.

Hele Suvis familie: Suvi, Joulina, Elvira, Kristoffer, Henning, Valter og Vilgot.

- Jeg vil fortælle min historie, så det er klart for sociale myndigheder, politikere, skoler og andre voksne, hvad der foregår indenfor forsamlingens mure. Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved dem, som er Jehovas Vidner. Måske så et frø af tvivl, som kan hjælpe et barn ud af sekten, siger hun.

Suvi lever sit liv, præcis som hun vil, og hendes børn får lov at være børn - på lige fod med andre.