Thomas Warberg: "Vi er ikke længere bare uenige – nu hader vi hinanden"

Her forleden havde Thomas Warberg besøg af en veninde, og det første hun gjorde, var at åbne armene mod ham til et kram.

– Jeg tror ikke helt, vi må det der, forsøgte Thomas Warberg sig forsigtigt.

Det gad veninden ikke at høre på. Hun var ikke så hysterisk, proklamerede hun og begravede derefter Thomas i et kæmpe kram.

– Hun siger i virkeligheden meget om samfundet, for hun har besluttet sig for, at hun ved bedre. At hun er vigtigere end alle reglerne. Og måden, HUN vil leve sit liv på, er det vigtigste. Det er virkelig grænseoverskridende.

- Men på en eller anden måde er hendes mening om, hvordan det her skal tackles, vigtigere end fakta, siger Thomas Warberg, der spidder netop den måde at være i verden på i sit nye onemanshow, ”Et storslået menneske”.

Her stiller han skarpt på de uendelige subjektive versioner af virkeligheden, vi bliver konfronteret med hver dag, når følelser overtrumfer fakta – i medierne og især på de sociale medier.

– Der er en tendens i det her samfund til, at vi hele tiden skal høre manden på gaden om alt muligt, uden at han har nogen som helst forudsætning for at vide noget om det. For eksempel i et indslag med Brostrøm, som er uddannet i det, han taler om, han ved noget om det, det er vigtigt. Godt.

- Men indslaget er ikke slut, for vi skal også lige høre, hvad Saseline Sørensen synes. Hun er sangerinde – hvorfor skal hun også sige noget i det indslag? Men hun bliver hørt på lige linje med Brostrøm. Som om hun også kom med en sandhed. Hvad er det for noget?

– Folk bliver hyldet for at sige fuldstændigt ligegyldige ting, som for eksempel Lars Løkke, der proklamerede: ”Vi skal have hverdagen tilbage!” Det kan ingen jo være imod. Hvad er det for noget at sige? Hvor vil han hen med det? Er der nogen, der ikke vil have hverdagen tilbage?

- Så dét, han egentlig gør, er at sige noget for at sige noget. Det gør politikerne hele tiden, og de har succes med det. Det er blevet en ting i vores samfund, at vi siger noget bare for at sige noget. Men har du noget på hjerte? Næh, jeg siger bare noget.

Så ti stille?

– Ja tak!

Prøver at skære ned på sociale medier

Faktisk bøvlede Thomas Warberg i mange år med at finde ud af, hvad han skulle tale om i sine shows, fordi han egentlig er ligeglad med ret meget.

Men det her kan gøre ham pænt vred: Måden, vi behandler hinanden på. Taler med – og til – hinanden på.

LÆS OGSÅ: Pia Olsen Dyhr: "Det er jo ikke sådan, at man skipper sine forældre, fordi man fylder 18"

– Der er klart en gennemgående tematik dér, fordi det er noget, der nager mig. Jeg ved ikke, hvad det hele ender med, men jeg tror, at det går grueligt galt på et tidspunkt. De sociale medier er blevet til netudgaven af et roadrage – hvad folk ikke lukker ud, når de får et tastatur foran sig!

- Det er grotesk, for der er jo ingen mennesker, der er sådan, når man sidder over for dem. Det kan man så trøste sig med. For man bliver sgu forskrækket. Det er skræmmende, at folk føler en pligt til at sige noget hele tiden om alting MED MEGET STORE BOGSTAVER!

– Jeg prøver selv at skære ned på sociale medier, for jeg kan ikke lide den person, jeg bliver til derinde, og jeg kan ikke se, hvad jeg bliver givet. På et tidspunkt var jeg meget på Instagram, fordi jeg skulle sælge billetter, og jeg kunne simpelt hen mærke, at jeg blev mere aggressiv af det.

- Så så jeg en dokumentar om, hvad de sociale medier gør ved folk, og tænkte: ”Er jeg en del af løsningen eller problemet, når jeg bliver ved med at poste ting?” Filmen ”The Social Dilemma” handler blandt andet om, hvordan vi er begyndt at synes, at folk, vi er uenige med, er idioter.

- Det gjorde vi ikke i gamle dage – da var vi bare uenige med dem, og så var vi lige gode venner af den grund. Nu hader vi hinanden. Tre dage efter blev jeg enig med mig selv om, at jeg så egentlig hellere ville sælge lidt færre billetter.

Så hvad skal vi gøre ved det? Hoppe af de sociale medier?

– Jeg fortæller ikke folk, at de skal være anderledes. Jeg synes bare, at det er fascinerende. Jeg gør det jo også selv. Hvis et eller andet ikke passer med min holdning, siger jeg: ”Det kan fandeme ikke være rigtigt!” Når der så er en anden, der siger noget om det, der flugter med min holdning, siger jeg: ”Jaaa, det er da helt rigtigt!” Jeg har nøjagtigt det samme i mig.

En unskyldning til Dan Jørgensen

Thomas Warberg blev smerteligt bevidst om, at han selv var en lige så stor netidiot som dem, han taler om, da han for noget tid siden faldt over et billede af vores klimaminister Dan Jørgensen, der stod og ordnede bogreol med sin nye kæreste.

– Kan du huske det billede? ALT ved det var irriterende! Det er vores klimaminister, Jorden brænder, gør noget! Jeg var alt for meget på de sociale medier dengang, så jeg blev rasende og skrev en vildt ubehagelig kommentar. Men ét sekund efter jeg havde trykket ”send”, tænkte jeg: ”Hold kæft, en idiot jeg er! Den skal slettes med det samme!” Jeg var alt det, jeg selv hader.

- Jeg nåede ikke at slette den, før jeg blev blokeret, men jeg skrev så en lang personlig besked til ham med en undskyldning, for jeg var virkelig en lorteversion af mig selv lige dér. Sorry!

– Heldigvis tog han imod undskyldningen, og jeg kunne da sikkert hygge mig fint med en kop kaffe med Dan Jørgensen, men det er vildt, hvad der sker, ikke? Man ville aldrig sige sådan til andre, hvis man sad over for hinanden. Så hvad er det, vi bliver givet? Ingenting.

- Min terapeut sagde noget meget klogt for nylig: ”Problemet med at arbejde med sig selv er, at du stadig er tvunget til at forholde dig til folk, som ikke arbejder med sig selv.” Det er så rigtigt. Jeg kan ikke sige til andre, hvad de skal gøre, så jeg må stadig finde mig i at blive svinet til af nogen, der ikke arbejder med sig selv.

- Man kører pænt på vejen og bliver overhalet af en, der kører 120 og rækker fuckfinger af en. Sådan er det. Så må man bare sige til sig selv, at det ikke skal have lov til at gå ind og røre en.

Mette bestemmer ikke alt

Medierne får også en tur i Thomas Warbergs vridemaskine, for han føler ikke, at han kan stole på dem længere. Nærmer vi os amerikanske tilstande? På nogle punkter ja, mener han.

– Det ærgrer mig for eksempel, at alle siger, at det er Mette, der bestemmer det hele. Det hele er Mette, Mette gør det og Mette gør det. Sådan er det jo ikke. Vi har ikke præsidentvalg i det her land. Vi stemmer ikke på Mette, vi stemmer på Socialdemokratiet.

- Det fede er jo netop, at vi har en masse forskellige partier og en masse forskellige politikere, som skal blive enige. Her er der noget amerikanisering, jeg slet ikke bryder mig om.

– Det kan godt være, at det føles sådan, men vi har altså ikke stemt på ét menneske kun. Spørgsmålet er heller ikke, om vi hellere vil have Jacob Ellemann næste gang. Det rigtige spørgsmål er, hvilke partier vi helst ser arbejde sammen næste gang.

- Dén fordrejning er i høj grad mediernes skyld, og når jeg læser nyheder, tænker jeg: ”Hvorfor hopper I på den galej, dygtige journalister?” Man skal ikke lave overskrifter, der hedder ”Mette lukker samfundet ned”. For det er ikke det, der sker.

– Jeg synes, at vi alle sammen har et ansvar for at kigge på samfundet og sige: ”Okay, hvad ligger der på mit bord? Hvad kan jeg gøre for at gøre samfundet bedre?” Og der må sgu sidde nogle redaktører rundtomkring og tænke: ”Nu er det på mit bord, det her. Men jeg er ligeglad. For det handler om klik.” Det er ærgerligt. Og det er ikke dygtigt.

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund opdagede sin utro eksmand: "Jeg blev ikke engang vred"

– For nylig talte jeg med en ung gut fra MetroXpress, som fortalte, at avisen havde en topfem over artikler med flest klik, og hvis du ikke havde en i topfem i løbet af tre dage, kom du til personlig samtale. Sådan arbejder de.

- Og så handler det jo pludselig om noget andet. Men der er ingen, der råber vagt i gevær. Ingen i ledelsen spørger sig selv: ”Er det sådan, vi vil gøre det? Er det ansvarlig journalistik?”

– Problemet er, at hvis du måler, hvad der er vigtigt, i klik, så bliver det det ”vigtigste”, og det rigtig vigtige kommer i anden række. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen i mediebilledet længere, for jeg føler ikke, at jeg kan stole på de medier, jeg plejede at stole på. Og så begynder sølvpapirshattene at lyde ret fristende. De stiller trods alt spørgsmål ved alting.

Et meget voksent brud

Fra fake news til noget helt andet, som til gengæld er ganske vist: Thomas Warberg bor nu alene i det temmelig nyligt indkøbte hus i Bagsværd, for han og kæresten Amalie Kubach er gået fra hinanden efter seks års parløb.

– Men alt er godt. Vi nåede bare til et punkt, hvor det gav mening at gå fra hinanden. Vi har haft det sjovt, nu skulle vi prøve noget andet, begge to.

- Det er det mest voksne brud, jeg nogen sinde har haft. Hvor vi rent faktisk har givet hinanden hånden og sagt: ”Det var fantastisk, men det skal nok ikke være os, hvis det skal være for evigt.”

– En klog kvinde sagde engang til mig, at hvis man har været ærlig i sin relation med sig selv, så bør man, når man står over for et brud, kunne puste ud og sige: ”Det var det.” Og jeg har været overrasket over, hvor meget jeg kunne det.

- Jeg har været ærlig, jeg er ikke gået på kompromis med sig selv, jeg har nydt at være sammen med Amalie, men nu er vi nået til et punkt, hvor det ikke er det fede mere. Vi har stadig følelser for hinanden, men nok mere som venner. Og i vores alder er næste skridt jo gerne ægteskab og børn.

Var det derfor, I flyttede i hus? Fordi I ville giftes og have børn?

– Nej, det var mere, fordi vi var trætte af at bo inde i byen. Men også lidt sådan, at hvis næste skridt kommer, så er vi parate til det.

Skal du så ind til byen igen nu?

– Det tror jeg godt, jeg kunne finde på, ja. For jeg er 10 år yngre end alle andre derude, griner Thomas Warberg.

– Det lader til, at jeg flytter hver tredje år i mit liv, så det er jeg ikke så bange for.

Et afhængigt menneske

Det er ni år siden, Thomas Warberg besluttede sig for at gå i alkoholafvænning, fordi han indså, at han ikke kunne stoppe selv. Siden har han ikke rørt en dråbe.

Han har hele tiden været åben om sin sygdom og er også bevidst om, at han er et afhængigt menneske. Og det gælder ikke kun alkohol.

– Her er, hvor vildt mit afhængigheds-gen er: Jeg har aldrig røget i mit liv. Ikke én eneste cigaret. Så lavede jeg et tv-program, hvor jeg skulle igennem et spøgelseshus sammen med to unge komikere – det var rimelig sindsoprivende, så da vi var færdige, skulle de lige have en cigaret. Det skulle jeg da også, tænkte jeg. Jeg aner ikke hvorfor. Men jeg tog én cigaret, og nu er jeg begyndt at ryge. Én!

– Jeg kan slet ikke styre det, er det ikke sindssygt? Hver gang jeg skal på penicillin, popper jeg pillerne som en anden addict, jeg har nærmest sådan nogle ritualer omkring det. Jeg kan blive afhængig af ALT, siger Thomas Warberg – og siger ja tak til en af mine King’s.

– Jeg er ny i det her, så du må ikke grine, hvis jeg hoster, okay?

Det lover jeg. Du har også noget med mad, har jeg læst?

– Jeg har været nede på 78 og ligger på 86 nu, men min idealvægt er 75 kilo. Det klæder mig godt. Og det er så udfordringen, for jeg har forhøjet kolesteroltal, så jeg SKAL derned. Var det ikke for det, havde jeg låst den her, for jeg bøvler rigtig meget med at spise.

– Jeg kan huske, at da jeg havde nogle slemme aftener rent alkoholmæssigt, hvor jeg havde virkelig lyst til at drikke, så løb jeg ned i kiosken og købte alt det slik, de havde. Tillod mig selv det i stedet for. Mit tilladte tilbagefald.

- Så jeg har 100 procent byttet det ene ud med det andet. Og jeg har ikke taget mig af det, for jeg har ikke villet bøvle med mere. Jeg har i forvejen haft svært ved at kalde mig ædru alkoholiker, for jeg syntes, jeg var for ung.

- Nu er jeg stolt af det, men så gider jeg altså ikke at gå rundt og sige: ”Nå, men nu har jeg så fået en spiseforstyrrelse!” Ha ha! Jeg kan høre folk sige: ”Stop nu, Thomas, med at ville være interessant!”

Du tabte jo 40 kilo på et tidspunkt – hvordan holder du vægten, hvis du spiser så meget?

– Jeg træner rigtig meget. Det gør jeg også ekstremt. Alt med mig er ekstremt.