Tine Bendixen: Da jeg var teenager, var det at være topløs på stranden ikke undtagelsen, men reglen

Jeg kan ikke glemme billedet. I sort-hvid: Et ungt par på Strøget i København. De går hånd i hånd og på bare tæer. Har begge lyst, skulderlangt og krøllet englehår med midterskilning. Og lavtaljede bukser og brede læderbælter. På højre hofte har de begge en dolk i en skede. Hun har solbriller på, han har skæg. Ellers spejler de hinanden. De har begge to bar overkrop, hun har med andre ord bare bryster, og de går frejdigt igennem byen på en sommerdag. Billedet er fra slutningen af 1960’erne. Det er altså 50 år siden. Hvorfor virker det så, som om det er nutiden, der er gammeldags?

Forleden gik det op for mig, at jeg var næsten 30 år, før jeg begyndte at gå med bh. Jeg kom i tanke om det, da jeg så det billede af de to unge i Berlingske. Nu var det selvfølgelig ikke alle danske kvinder, der dengang gik igennem Strøget med bare bryster, der var jo en grund til, at fotografen tog billedet. Men ikke desto mindre: Fra slutningen af 1960’erne og et par årtier frem levede danske kvinders bryster – og krop – i relativ frihed. Jeg var syv-otte år, da billedet blev taget, og da jeg blev teenager, var det at være topløs på stranden ikke undtagelsen, men reglen. Billedet af de to unge, der går hånd i hånd, er både opløftende og sjovt – og deprimerende. For hvad skete der egentlig med frisindet og fandenivoldskheden? Der er intet erotisk over parret, intet seksuelt over hendes bare bryster, alligevel er det et sanseligt billede. Det fortæller også noget om parkerede normer og konventioner. Midlertidigt parkerede. LÆS OGSÅ: Renée: Hvor blev de bare strandbryster af? For jeg prøver at forestille mig sådan et billede taget i dag. Det kan ikke lade sig gøre. Én ting er selvfølgelig, at vi åbenbart aldrig mere får somre, der er varme nok til at smide tøjet på Strøget … Men om vi så fik hedebølge i hele sommeren 2018, ville vi aldrig møde sådan et par på gaden. Det er der alt for meget sex i det offentlige rum til. Og det er der i en paradoksal kombination med stigende snerpethed og bornerthed. Bare kig på moden: Den bliver mere og mere tildækket med lange ærmer og posede, hellange kjoler og højhalsede flæsekraver, der signalerer kyskhed og moralsk levevis. Og det er ikke engang løgn. Jeg ved godt, at rødstrømperne aldrig i virkeligheden brændte deres bh’er i 1970’erne, det er en myte, der har hængt ved. Jeg har heller ikke lyst til at brænde mine bh’er i dag, de gør et godt stykke arbejde! Men jeg savner, at vi brænder vores mentale – strammende – bh’er. At vi anerkender vores længsler efter at frisætte os i stedet for at undertrykke dem. Forfatteren, feministen og journalisten Hanne Dam udtalte i Berlingske i den 1968-jubilæumsartikel, billedet af de to unge blev brugt som illustration til: ”Når man ser tilbage, så tabte vi hele kropskampen. Det kommercielle har vundet kampen over de unges kropslige frigjorthed. Kroppen er blevet et nyt fængsel. Vi cyklede, slog håret ud og blev klippet en gang om året og gjorde ikke noget for at dyrke vores krop, men havde det bedre med den”. Hun sagde også: ”I dag kan jeg ikke se, at der er meget nydelse i de unge kvinders liv. De har sindssygt travlt, arbejder 9-17 og henter et toårigt barn og måske en til og skal hjem og lave mad, være på de sociale medier og lige forberede noget arbejdsmæssigt til dagen efter. Det er forfærdeligt.” Dén sad.

Nutiden er gammeldags. Det mener jeg virkelig. Den får os til at søge det konforme, kedelige, kontrollerede. Jeg føler sig hensat til 1950’erne, selv om jeg aldrig har været der. Men der er sprækker. Min 18-årige datter er begyndt at smide bh’en af og til. Måske venter et nyt blomsterbørns-oprør forude? Meget gerne for min skyld. Vi trænger til det.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser