Tine Bendixen: Det menneskeløse samfund kommer!

Så står man dér: Med kurven fyldt med varer og på vej hen for at betale ved kassen. Kun for at opdage at man igen skal gøre hele arbejdet selv. Kasseekspedienterne er afløst af scan selv-stationer. Først skal man lige forsikre maskinen om, at man ikke snyder, for man HAVDE altså selv en plasticpose med, så skal man scanne, betale og pakke varerne sammen og tage sin bon. Uden at have vekslet et ord med maskinen. Hyggeligt, ikke? Det er godt nok længe siden, det var de gode gamle dage. Hvor købmanden eller købmandskonen stod og tog imod bestillinger og hev ned fra hylderne og pakkede pænt ind, og jeg var så lille, at jeg knap kunne få næsen op over disken og bede om en 10-øres salmiakstang. Savner jeg det? Arh, det er trods alt lige Den Gamle By i Aarhus-agtigt nok. Men jeg savner samtalen. Mennesker! Første gang jeg oplevede den ultimative selvbetjeningsmodel, var i Gatwick lufthavn i England. Jeg trængte lige til et par gode magasiner og noget guf. Men da jeg skulle betale, var der ikke en ekspedient med en kasse i sigte. Ikke en eneste. Der var KUN scan selv-stationer. Jeg bad maskinen kommunikere med mig på engelsk – den talte selvfølgelig ikke dansk – og jeg tænkte på, hvor mange forskellige mennesker der kommer igennem sådan en international lufthavn, og hvor forskellige steder i verden de kommer fra. Og nogle af de steder taler folk hverken engelsk, tysk, fransk eller noget, der ligner, og har muligvis også kun helt almindelige kontanter på lommen. Så står de der. Kan de overhovedet købe noget i den butik? Sangeren Allan Olsen, som jeg interviewede i Femina i sidste uge, fortalte mig, at han NÆGTEDE at scanne sine varer selv i Føtex. Og han forstod ikke, at supermarkedets supervenlige ansatte, der ellers så hjertens gerne ville vise ham, hvordan man gjorde, ikke selv forstod, at de var i fuld gang med at gøre sig selv arbejdsløse. Han havde også bidt mærke i et skilt i sin bank: ”Som led i vores forbedrede kundeservice er denne bank ubemandet”. Det hele er åbenbart bedre uden mennesker, men han vil ikke være med til det. Han forsøger ene mand at bekæmpe UDVIKLINGEN. Jeg tror ikke, han klarer det. LÆS OGSÅ: Tine Bendixen: Dårlig kvalitet til fuld pris Det er måske også lige bagstræberisk nok. Men derfor kan man godt standse et øjeblik og overveje perspektiverne af et samfund, hvor service i højere og højere grad IKKE indbefatter mennesker. Vil du have flere eksempler? Tænk på de bunkevis af instanser og virksomheder, der ikke længere har mennesker ansat til at tage telefonen. I stedet havner man i et Kafka’sk tryk selv-helvede, hvor man via en tur ind i robotstemme-labyrinten forventes selv at løse sit problem, selv om det oftest er et, man er blevet påført af den instans eller virksomhed, man ringer til, og man ønsker bare at TALE med nogen, der gider hjælpe én. Som regel forgæves: ”Er De dybt frustreret og på sammenbruddets rand? Tryk 9 og afslut med firkant”. Robotterne ER ankommet. Snart får vi det lægeløse sygehus. Den pædagogløse børnehave. Den frisørløse frisørsalon. Det partnerløse parforhold. Maskiner klarer mosten helt uden mennesker som led i den forbedrede kundeservice! Er jeg for pessimistisk? Sandsynligvis. Men jeg synes altså, det ligner en stående invitation til eksistentiel ensomhed, at vi lever i en tid, hvor vi både har danmarksrekord i enlighed, i stigende grad kan arbejde hjemmefra og ikke længere behøver at tale med nogen, når vi køber ind eller går i banken. Måske skal vi bare beslutte os for at tale mere sammen. Alle sammen. Samtale fremmer trods alt stadig forståelsen. ”Er du enig? Tryk 5 og afvent personlig betjening ...”. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk